– Han er osse skidt.
Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes:
– Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.
– Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.
– Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.
– Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder ’et.
– Ja, nikkede Georg.
– Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.
Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han:
– Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én Gang for en vis Stramhed:
– Nej, sagde han: ikke endnu.
Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte:
– Er der nogen syge hos Baronens?
– Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence… til Middag.
Den Gamle havde stotret i det:
– Ja saa – der var gaaet næsten som en Bleghed over Faderens Ansigt…odmorgen.
Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør.
– Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil, næsten som en Kvindes:
– Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage, naar de kun nogenlunde kan trække Vejret.
– Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence.
– Det er vores Klima, Go’e, som vi maa bære. Faderen vendte sig imod Vinduet.
– Er Stella oppe? spurgte Excellencen.
– Sikkert, sagde Faderen og undgik forsætligt et “Ja”.
Som i Løbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mørkere:
– Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.
Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks:
– Hun er ellers saa glad ved at være her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonløst som altid, naar han talte om sin Hustru.
Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.
– Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.
– Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag.
– Saa drikker jeg The, sagde Faderen.
– Ja.
Døren faldt til.
Georg sad som før, da det ringede igen.
Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:
– Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.
– Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.
– Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil – Ryggen var skruttet – :
– Tak.
– Kom kun ind, sagde Georg.
Tjeneren aabnede Excellencens Dør, saadan lidt, som man aabner for et Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen drejede Hovedet:
– Er det Dem? sagde han.
– Sæt Dem.
Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Døren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes Fødder kunde naa Jorden.
– Saa er det vel galt igen?
– Ja, Deres Excellence.
– Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog Øjnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol.
– Ja.
Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene:
– Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi’er de gale Smerter…
– Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister Oprømthed: det gi’er Efterveer, Jomfru, efter Glæderne.
Jomfru Villadsen begyndte at græde, saa Graaden krængede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede Mund lignede hun en Tudse:
– Ja, En bøder for’et, mimrede hun, man pines for’et, man bøder for’et, naar man er kommen i Ulykke…
– Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha’e Fornøjelsen.
Jomfru Villadsen blev ved at græde, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop.
– Ja, det er vel sandt… det er vel sandt, sagde hun.
Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde hørt den fra den første Dag, da hun mødte paa Hospitalet, og han, som forlængst havde opgivet at øve den Fødselshjælp, der havde været med at gøre ham berømt, i et pludseligt Anfald af en sælsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forløse – forløse dette Kræ, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkøn dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet sætte et Menneske i Verden.
– Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.
Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde: – Ja… Excellencen véd’et… Excellencen véd’et… Men (det kom som en Strøm af Graad) En var jo dog et Menneske.
Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den høje Stue, sagde han:
– Ja.
– Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende.
Der blev Tavshed et Øjeblik, til Excellencen paa ny vendte Øjnene mod Tudsen.
– Og hvor er han? spurgte han.
“Han” var Jomfruens Søn.
– Ja, nu er han jo løbet fra Konen.
– Naa.
– Og Kærresterne ta’er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen.
– Hvad lever han af? spurgte Excellencen.
Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som “Ja” et før:
– Det er osse en Færdighed, Go’e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.
Jomfruen, der vel ikke forstod, bøjede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt:
– Det er en Skændsel, det er en Skændsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Skændsel, som stavedes det med t.)
Excellencen blev ved at le:
– Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan være saa stærk, at ogsaa den bliver et Levebrød.
Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til:
– Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit’en?
– Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen,