Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Døren, kom ud og laasede udvendig fra.
Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras Soveværelse.
Jeg skulde sove deroppe – derom var vi uhyre enige.
Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var hvid som et Lagen. Først da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet:
»Næ – var det dog ikke forfærdeligt!«
»Lad være at tale om det, Clara!«
»Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?«
»Mumier kan da ikke stønne!«
»Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en Gang, jeg kan tydelig huske det. Han sagde noget om, at En var bleven levende efter saadan 1000 Aar, eller – tror Du, den kan gaa omkring om Natten?«
»Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng og falde i Søvn.«
Men vi kunde ikke sove. Da vi havde ligget en halv Times Tid, bankede det sagte paa Døren.
Vi laa ganske stille …
»Hører Du ikke, Clara? Er Agnes der?« Det var Tantes Stemme.
»Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa trætte.«
»Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. »I har naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa trætte Væsener, jeg vilde blot hilse paa jer!«
Saa gik de igen.
Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde vi i Grunden ikke have sagt dem, at det er os, der har væltet Kassen?«
»Nu er det i hvert Fald for sent.«
»Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af. Vi kan sige det til ham, naar han om lidt gaar til Sengs.«
Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer. Ingen af os sov.
»Clara?« hviskede jeg en Gang. Nu maatte jeg sige det.
»Ja!«
»Kan Du høre det?«
»Ja —« stønnede hun. »Det lyder, som det var nedenunder.«
»Det er fra din Fa'rs Studereværelse!«
»Jeg tror det ogsaa …«
»Hvad skal vi gøre?«
Clara var grædefærdig.
Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig.
»Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky.
Resolut sprang jeg op.
»Hvor gaar Du hen?«
»Blot ind og kalder paa Grev Campnell. – Nu maa vi have fat paa ham!«
»Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.«
Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset.
Flere Gange bankede vi paa. Og atter hørte vi Lyden nedenunder. Vi rystede af Skræk.
»Naa! Hvad er der løs?«
»Aa, kære Hr. Greve, skynd Dem!« bad Clara. »Jeg tror, Mumien gaar dernede.«
»Hvad for noget?«
»Aa skynd Dem, skynd Dem …«
»Nu skal jeg komme, lille Tosse!« lo Greven og stod op af sin Seng.
»Hvad i al Verden er der løs?« Han stod i Døren. »Mumien? Er I tossede?« Han stirrede paa os. »Hvordan er det I ser ud?«
»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen.
Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre lange Skridts Afstand.
Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen.
Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd derinde.
Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han aabnede Døren.
Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde.
»Kom saa med Lyset!«
Han greb det hastigt.
En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem og tilbage med forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt i gult Stof fra Hoved til Fod.
Detektiven gik hen imod den.
»Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?«
»Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!« klagede Skikkelsen.
»Ja vel! Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde holdt Mandfolkene ikke ud.«
I det samme bankede det paa Vinduet udenfor.
»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!«
»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb stønnende hen mod Vinduet.
»Saa—saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa hendes Skulder og holdt hende tilbage.
»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo ved at dø af Forskrækkelse.«
»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad mig gaa.«
Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende og fulgte selv bagefter.
Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.
»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os. »Lad være at vække nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I faa Historien at vide.«
Kapitel III.
Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit Liv har hørt, som Grev Campnell fortalte os næste Dag.
Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i London for en billig Penge – eller rettere for sine sidste – i den sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue.
Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser, men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han pantsætte Mumien for et usselt Beløb.
Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for' han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først!
Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var genial.
Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.
Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde klare sig for Natten, som han kunde bedst.
Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.
Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft.
Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.
Imidlertid – den