Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist paa en anden Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu samme Dag til Kaffe.
– Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle alene.
– De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem.
– Men hvad tænker De dog paa?
– Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, især herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gjerne vil skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde.
– Og De vil ikke fortryde at gjøre hendes Bekjendtskab – haaber jeg da. De sidste Ord tilføiede Fruen med et skjælmsk Blik.
– Her fra Stedet? foer det ud af mig.
Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo.
– Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.
– Heller ingen Königsbergerinde.
– Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst »Kritik der reinen Vernunft«?
– Ak, min kjære unge Mand! De har ikke engang læst »Kritik der Urtheilskraft«, som de dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium – — —
Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels for at affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende Emne, dels ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den gamle Dame havde gjennemskuet mig.
– Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af Nysgjerrighed og langt heller vil høre noget om den unge Dame end om min Mands Foredrag.
Den Gamle lo.
– Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en Menneskekjender, en ren Lavater.
Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset.
– Naa, ja, ja da? er hun kjøn?
– Kjøn!? min kjære unge Mand, hun er jo en Skjønhed! Ja, det vil sige – ikke saadan – paa den Maade, – men meget mer. Hun er en Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en Frederikke Brion, – skjøndt heller ikke – ikke Præstedatteren paa Landet – hvor idyllisk det forresten er – en Kätchen, allersnarest en Kätchen!
– Men kjære Mand, behøver du at tage hele den tydske Poesi tilhjælp, – du vækker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. —
– Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er kun eet, som er bedre end den tydske Poesi —
– Det er Kants Kritik?
– Nei, det er tydske Kvinder – naar de er gode. Men Spøg til Side, det er en fortræffelig Pige.
– Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kjende. Det er en Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg er Dresdnerinde.
Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelæreren erfaret tilstrækkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af Familiebaandets Knuder uden at skjænke den nogen Opmærksomhed.
Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde:
– Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, for efter hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. Hun er for Tiden Gouvernante – — —
Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Iøvrig var det i det første Øieblik mindre Glæde, jeg følte, end den bestemte Overbevisning: saa skal det altsaa være saaledes! Jeg manglede i den Grad Overblik over Situationen, at jeg svarede, jeg troede ikke, at jeg havde seet hende, idet jeg gik ud fra, at dette maatte være den forsigtigste Taktik. Men neppe vare Ordene ude af Munden, før det faldt mig ind, at min Usandhed næsten uundgaaelig vilde røbes, og at jeg derved vilde komme baade i et latterligt og i et mistænkeligt Lys. Jeg var endogsaa lige ved at kalde Benægtelsen tilbage, men det kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde mig saa distrait, at jeg helt misforstod et Spørgsmaal fra Hr. Hertz.
Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min Forfjamskelse gav jeg ham femogtyve Pfennig i Drikkepenge, hvilket indbragte mig et meget høfligt Buk fra Kellneren og faderlige Formaninger fra Hr. Hertz, om at være mere økonomisk overfor tjenende Aander.
VII
Hvad var der altsaa at gjøre? Skulde jeg maaske helst betro mig til Frøken Jagemann selv og anmode hende om ikke at kjende det mindste til mig? I Begyndelsen syntes dette Indfald mig ganske umuligt, snart forekom det mig mindre afskrækkende og tilsidst saa tillokkende, at jeg ikke engang længer fortrød min Dumhed.
Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Veien. Idet jeg hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert:
– Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for hinanden.
– Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg har en lidt underlig Anmodning til Dem om at lade, som om De slet ikke kjender noget til mig – jeg mener, som om De aldrig har truffet mig.
– Det kan jeg gjerne – men hvorfor egentlig?
Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo:
– Er De altid saa distrait?
– Slet ikke. Men jeg blev saa forvirret, da det pludselig gik op for mig, at det var Dem, som jeg skulde være sammen med.
Hun saae naivt spørgende paa mig, blev saa pludselig ganske rød og vendte Blikket bort. Med alt dette var jeg saare veltilfreds.
– Paa Gjensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit Bjerg og hente Nøglerne, – det gik jo heller ikke an, at vi kom sammen, – — —
Det gamle Ægtepar havde leiet i det midterste af de tre Smaahuse, som ligger ved Elben, bygget tæt op ad Klippen. Da jeg gik op ad de mange smaa Stentrin, som føre derhen fra Bredden, saae jeg det lille Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus øverst paa Trappen, der ligesom største Delen af det kalkede Bindingsværkshus var overgroet med Vinløv. Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede Frugttræernes Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe.
Vi udstod Præsentations-Ceremonien med den behørige stive Anstand; men idet hun derpaa bød mig en Kop, sagde hendes halvskjulte Smil mig, at hun morede sig ligesaa godt som jeg over, at vi i al Skikkelighed havde de gode Gamle en Smule til Bedste. Den lille Fortrolighed imellem os forekom mig – og maaske ogsaa hende – større end den egentlig var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde kunne bevare en langt større og sødere Hemmelighed, end dette Bekjendtskab var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde komme til at gjøre det.
– Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde du rigtig øve dig, bemærkede Fru Hertz.
Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen Forbavselse, som jeg i en Fart raadede over.
Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som »der havde været Tale om«, at hun skulde være Gouvernante hos, men i hendes Skjælmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav mig Grund til at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed.
– Saa har Frøkenen maaske endogsaa gjort Bekjendtskab med vor Litteratur? spurgte jeg.
Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi reproducerede nu hele vor Samtale fra »Wotans Ruhe« om Faust og Aladdin, næsten