i livets sag er simpelthen
at holde øret tæt igen
for indpas af en farlig øgle.
Hvad for øgle, dyre den?
En liden en, en fult forførende
til det i et og alt afgørende.
(Drikker igen.)
Hvad hele vove-kunsten gælder,
den kunst, at eje dådens mod, —
der er: at stå med valgfri fod
imellem livets lumske fælder, —
at vide visst, at alle dage
er ikke slut med stridens dag, —
at vide, dig står åben bag
en bro, som bære kan tilbage.
Den theori har holdt mig frem;
den har min hele vandel farvet;
og theorien har jeg arvet
fra slægten i min barndoms hjem.
De er jo norsk?
Aj fødsel, ja!
Men verdsborger af gemyt.
For hvas jeg har af lykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte bogreoler
jeg skylder Tysklands yngre skoler.
Fra frankrig fik jeg mine veste,
min holding og min skærv af ånd, —
fra England en arbejdsom hånd
og skærpet sans for eget bedste.
Af jøden har jeg lært at vente.
Lidt hang til dolce far niente
jeg fra Italien fik en sending, —
og engang i en snever vending
jeg øged mine dages mål
ved bistand af det svenske stål.
(hæver sit glas)
Ja, svenske stålet – !
Stålets svinger
vi først og fremst vor hyldest bringer!
(De klinker og drikker med ham. Han begyner at blive hed i hovedet.)
Alt dette er såre godt; —
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres guld vil gøre.
(smilende)
Hm; gøre? Hvad?
(rykker nærmere)
Ja, lad os høre!
Nu; for det første gå på rejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som selskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte til et danserkor
af venner som mit guldkalv-alter —
Højst vittigt sagt!
Men ingen hejser
sit sejl for blot og bart at sejle.
De har et mål, det kan ej fejle.
Og målet er – ?
At blive kejser.
Hvad?
(nikker)
Kejser!
Hvor?
I hele verden.
Hvorledes, ven – ?
Den plan er ingenlunde ny;
den sjælen var i al min færden.
Som gut jeg har i drømme rullet
vidt over havet på en sky.
Jeg steg med slæb og gylden slire, —
og dratted ned på alle fire.
Men målet, venner, stod ved magt. —
Det er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske jord,
men selv dig tabte, var din vinding
kun krans omkring en kløvet tinding.
Så står der, – eller noget sligt;
og dette ord er intet digt.
Men hvad er da det gyndske selv?
Den verden bag mit pandehvæl,
som gjør at jeg er ingen anden,
en mig, så lidt som Gud er fanden.
Nu skønner jeg, hvorhen det siger!
Sublim som tænker!
Høj som digter.
(i stigende stemning)
Det gynske selv, – det er den hær
af ønsker, lyster og begær, —
det gynske selv, det er det hav
af infald, fordringer og krav,
kort alt, som netop mit bryst hæver,
og gør at jeg, som sådan, lever.
Men som Vorherre trænger muldet,
skal han bestå som verdens Gud,
så har jeg behov for guldet,
skal jeg som kejser ta’e mig ud.
Men guldet har De!
Ikke nok.
Ja, måske for en to-tre etmål,
som kejser á la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en bloc,
vil være Gynt på hele kloden,
Sir Gynt fra toppen og til roden!
(henreven)
Besidde