Feltet opfordrer i udpræget grad til en associerende og eksperimentel form, som gør en dyd ud af kompleksiteten, modsætningerne, niveaublandingerne og at feltet i særdeleshed er indvævet i individuelle erfaringer og konkrete fænomener. Derved fastholdes, at der er tale om et puslespil med mange brikker, som er uensartede og usamtidige i både form og indhold, vel vidende at der er endnu flere brikker som kunne have været relevante. Materialet er polymorft og får lov at være det, og mit kildemateriale er uudtømmeligt8. Der eksisterer en overflod af information og videnstilbud, hvilket gør det umuligt at foretage en substantiel tilegnelse af kulturen eller feltet9. Derfor må der vælges. Der må foretages fravalg af alt det, der også kunne have beriget analyserne. Hvad der kan ’bruges’ og hvilke tangenter der skal spilles på, afgøres som i al anden kvalitativ forskning i det specifikke felt der studeres, og her på baggrund af en sans for ’det-der-finder-sted’. Når man kortlægger, sker det ud fra vedtagne målestokke og nedslag. Fx kortlægger ’Krak-København’ byens gader, torve, og parker. Alle buslinier er optegnet – alt dette udgør et kort som gør sig gældende, når man skal finde vej i København. I kortlægningen af ”hjem” gøres der bestemte nedslag, der er detaljeringsgrader, og snit foretages. Jeg har foretaget snit blandt virkelighedens mange tilbud. At vælge videnskabelige teorier og gøre nogle nedslag frem for andre er vilkåret for enhver forsker. Der træffes valg, og bestemte typer af empiri udarbejdes. Jeg vedgår, at mine valg og snit kunne have været anderledes; men ikke hvilke som helst. Man vil kunne klandre min tilgang for at være tilfældig eller eklektisk; men mine valg er hele tiden styret af feltet og hvad der synes oplagt, og ikke mindst hvad der på forskellige måder kan være med til at åbne, belyse og analysere feltet. Valgene er styret af min vandring og min forskningsinteresse, og bag det står der selvfølgelig et subjekt – mig som forsker. Men det er ikke min privathed der udspilles, og som styrer vandringen. Men derimod hvad der i feltet og felten viser sig, samtidig med at jeg har øre, øjne, smag og næse for denne form for samtidsanalyse. Som forsker vader jeg i bogstaveligste forstand rundt i felten. Falder over elementer, store som små. Lader mig føre, går omveje. Jeg risikerer at fare vild, men vender tilbage i kraft af mine kort. Jeg tillader mig at vandre rundt; men kommer hele tiden tilbage, som fulgte min vandring optegningen af en blomst.
Den grundlæggende tilgang i denne bog er, at viden ikke kan tænkes uafhængigt af et perspektiv. Bogens perspektiv er inspireret af den socialanalytiske samtidsdiagnose, uden jeg dog dermed abonnerer på hele det socialanalytiske tanke- og begrebsunivers. Lars-Henrik Schmidt skriver i Det sociale selv, at socialanalytik er en form for diagnose, en tagen pulsen:
”Problemet med at tage pulsen er som bekendt, at man tillige mærker sin egen. Det handler hverken om at stille en uinteressant diagnose eller at projicere sin egen interesse, men om et socialt sammentræf: en fælles puls /…/ I virkeligheden er ’den fælles puls’ det samme som interpretation dvs. en bestemt ”fortolkningsproblematik” (1990:15).
Fortolkning i dette perspektiv er ikke en hermeneutisk ’hengiven’, men derimod en konstruktiv ’volden verden’. Der er tale om en aktiv perspektivisme, hvor det interessante spørgsmål er, hvordan det afgøres hvilke perspektiver, interpretationer og selektioner der skal foretages. Ligeledes hvilke snit jeg som interpretator gør og hvilke tilbud jeg tager imod. Disse snit kan ikke på forhånd bestemmes og entydigt defineres. Der forefindes uendelige mænger af kundskabstilbud (både de videnskabelige såvel som hverdagslivteorier og andre typer af materialer), og disse er altid situerende og kontekstualiserende tilbud. De er aldrig objektive afspejlinger af virkeligheden. Der foretages valg af tilbud og snit – og disse kunne have været anderledes. Om perspektivet og snittene er gode nok, om min tilsætning af interpretation virker og er træfsikker, afgøres af om det på baggrund af dem er muligt at udvikle analyser, der tænker imod det selvfølgelige, og det der tages for givet. Den aktive perspektivisme skal virke forstyrrende. I den socialanalytiske samtidsdiagnose studeres og problematiseres de ideer og materialiseringsformer en epoke eller diskurs ikke taler om, men som fungerer som epokens eller diskursens selvfølgelighed. Det er en form for vidensudøvelse, en praksis, som analyserer det kulturelles og det sociales mellemværende og som søger at bestemme en historisk tendensanalyse af samtiden10.
Bag valgte metoder og valgt empiri ligger visse forskningsstrategier. Bogens videnskabelige metode bygger på tværdisciplinraritet, hvilket understøttes af feltet ’hjem’, der i særdeleshed er et multidimensionalt fænomen, som netop fordrer teoretisk og metodisk gåen på kryds og tværs af forskellige videnskabelige traditioner. Jeg har søgt kundskabstilbud inden for bestemte forskningstraditioner og abonnerer ikke på én skole, én teori eller én tradition11. Men selv om jeg ikke indskriver mig i ét paradigme er der visse traditioner der i mit greb er mere oplagte at benytte end andre, når denne kortlægning skal foretages. Perspektivet er, som ovenfor beskrevet, inspireret af Lars-Henrik Schmidts socialanalytiske samtidsdiagnostik, med hans grundlæggende ideer om aktiv perspektivisme, interpretation, diagnose og kartografi12. De traditioner jeg i øvrigt har mit teoretiske hovedgods fra, er i høj grad den franske fænomenologi – primært Gaston Bachelard (1958 /1994) og Michel de Certeau (1984/1988, 1994/1998), som med deres taktile omgang med rummet, genstandene og bevægelserne formår at give luftige spekulationer krop og fylde. Desuden Michel Foucault13 og Gilles Deleuze14. Det betyder ikke, at jeg er socialanalytiker, fænomenolog eller deleuzeaner; men at disse tilgange på forskellig vis udvikler kundskaber og metoder, der overskrider og udfordrer det selvfølgelige og umiddelbart naturlige15, og giver en form for tænkestil som nok bedst karakteriseres som en kulturfænomenologi.
KULTURFÆNOMENOLOGI
Jeg har længe søgt den rette betegnelse og har fundet den hos den engelske professor Steven Connor (fra The London Consortium) der i 2000 lancerede betegnelsen Cultural Phenomenology, ud fra et ønske om, at arbejde mere fænomenologisk med kultur og mere kulturelt med fænomenologien, end de ’traditionelle’ fænomenologer hidtil har gjort. Connor forklarer på sin hjemmeside betegnelsen således:
”Kulturfænomenologi ønsker at udvide, skabe variation i og specificere studier af kulturer. I stedet for læsningen af abstrakte strukturer, funktioner og dynamikker, slår kulturfænomenologien ned på stof, vaner, redskaber, ritualer, fikse ideer, patologier, processer og følelsesmønstre. Dens interesser vil på en gang være filosofiske og poetiske, forklarende og udforskende, analytiske og stemningsvækkende. Uanset hvilke fortolkninger og forklaringer kulturfænomenologien vil evne at få fat på, har den først og fremmest opnået, hvad den stræber efter, når den har formået at placere sig midt inde i et givet emne eller problem, og ikke fordi den har fået magten over det” (min oversættelse).
(http://www.bbk.ac.uk/english/skc/cultphen.htm og http://www.bbk.ac.uk/english/skc/cp/welcome.htm)
Connors beskrivelse indrammer hvad jeg stræber efter. Min intention er, at producere en rig beskrivelse, en interessant diagnose og udvikle nye begreber. Og det gøres ved at placere sig midt i felten og netop som Connor pointerer, slå ned på og udfolde ”stof, vaner, redskaber, ritualer, fikse ideer, patologier, processer og følelsesmønstre”. Herved bliver det på den ene side meget konkret, men samtidigt åbner det filosofiske og historiske sigte for mere abstrakte begreber. Kulturfænomenologi som betegnelse dækker som sagt over en tænkestil, men åbner samtidig for en metode, som er optaget af, at tænke gennem tingene – frem for at gennemtænke tingene, og den vej rundt rette opmærksomheden på hvad- og hvordanheder. Fx rette opmærksomhed på, hvordan der gøres hjem, hvordan der gøres køkken, hvordan der gøres familie m.m. Jeg er optaget af det som foreligger, og endnu mere af vores omgang med det som foreligger – eller vores forholden os til det. Altså, hvordan vores gøren og praktiske aktivitet spiller ind i vores konstitution af virkeligheden. Der er tale om en form for fænomenologi, som benævnes kulturfænomenologi,