MARIA FABRICIUS HANSEN
GENBRUGSKIRKER I ROM
Når antik bliver til middelalder
Ordforklaring
Særlige arkitekturtermer og materialebetegnelser er kursiveret, første gang de nævnes i de indledende kapitler om »Genbrug af antikken« eller i beskrivelserne af »Udvalgte genbrugskirker«, og forklaret i »Ordforklaring« (s. 237) eller i »Materialer« (s. 242).
Henvisninger
[1] Henvisninger i kantet parentes angiver illustrationer.
Indledning
ROM ER BYGGET op igennem historien i lag på lag. Der er næppe andre byer i verden, hvor en sådan kulturel mangfoldighed af bemærkelsesværdige spor fra fortiden er til stede på én gang. En lang række perioder – middelalderen, renæssancen, barokken plus alt det løse frem til i dag – har sat deres præg på »den evige stad«. Under det hele ligger naturligvis som en grundtone den romerske oldtid. Dengang, i antikken, fik Rom som det enorme imperiums hovedstad en identitet og en status, som man i alle de efterfølgende århundreder har forholdt sig til på forskellig vis.
Endnu i dag er antikken synlig næsten overalt, hvor man bevæger sig i Roms gamle centrum og i omegnen af byen. Det gælder ikke kun i berømte bygningsværker, der imponerer allerede ved deres størrelse, såsom Kolosseum eller Pantheon, eller i de store områder af arkæologisk interesse, der udgør en form for historiske parker, hvor Forum Romanum er den mest berømte. Også rundt omkring i gaderne klinger en søjle indmuret i et hus hist og en fontæne komponeret af antikke bestanddele her med i byens antikke ekko [1] [2] [3].
En særlig håndfast måde at forholde sig til den antikke fortid på gjorde sig gældende i middelalderen, det vil sige fra senantikken i 300-tallet og frem til omkring 1200-tallet, med efterdønninger helt til renæssancen i 1400-tallet. I denne periode byggede man nemlig i bogstavelig forstand både med og på antikken, idet man i vidt omfang arbejdede med genbrugsmaterialer (eller med genbrug af hele bygninger) fra antikken, de såkaldte spolier: søjler, marmorbeklædninger, mursten – der var nok at tage af. Bygninger som Kolosseum fungerede i visse perioder nærmest som et bekvemt stenbrud med præfabrikerede kvadre.
Det latinske ord »spolium« betød oprindeligt skindet flået af et dyr, men kom i sin flertalsform, spolia, til at stå for forskellige former for rov, fx krigsbytte. Dette spolia blev siden den almindelige betegnelse (på dansk: et spolie) for bygningsdele eller skulptur taget fra én sammenhæng og genbrugt et nyt sted og ofte på en ny måde. Og det interessante for nutidens Rombesøgende er, at der i middelalderen ikke blev gjort noget for at skjule, at der var tale om genbrug. Man kombinerede bygningsdele, der ikke oprindelig havde hørt sammen, gerne på opfindsom, uortodoks vis, og man var ikke altid lige interesseret i at få delene til at passe sammen i størrelse. Tværtimod. Det lader til, at man faktisk værdsatte, at delene var så forskelligartede og brogede som muligt
1 Genbrugssøjler i det romerske gadebillede. Via Portico d’Ottavia.
På en besøgende i dag virker de kreative sammenstillinger af alskens materialer og stilarter fascinerende og umiddelbart tiltalende – for ikke at sige direkte underholdende. Der kan gå sport i at jagte antikgenbruget i byen og dens bygninger. Man finder det ofte i kirkerne. Som institution var kirken en afgørende kulturel, økonomisk og politisk magtfaktor, og man investerede fra og med begyndelsen af 300-tallet (hvor kristendommen blev lovliggjort) meget i dens bygninger, der derfor rummer overdådige samlinger af fornemt og forskelligartet antikt materiale. Imidlertid skal man som Rombesøgende i dag have blik for fænomenet for at få øje på det, om man så må sige. For igennem århundrederne er mange af kirkerne blevet »moderniseret« med nye kapeller, altre, freskoudsmykninger og lignende, der kan have en tendens til at overdøve middelalderens mere diskrete virkemidler. Man skal ofte bevidst kigge efter variationerne i søjlematerialerne for at lægge mærke til dem, og det kræver en vis træning at skelne det middelalderlige materiale fra senere udskiftninger, ombygninger og moderne restaureringer. Men belønningen er, at man går fra kirken med en ny fornemmelse af at have lyttet til en lang og spændende historie. En historie, som kun en bygning, der har eksisteret i centrum af den europæiske kultur i så mange politisk og samfundsmæssigt stormombruste og begivenhedsrige århundreder, kan fortælle. Denne bog er derfor tænkt som en vejleder for dem, der har lyst til at bevæge sig uden for den gængse mainstreamturismes baner for at udforske fænomenet spolier i de romerske kirker.
I den første del af bogen er spoliebrugens historie, stiltræk og betydninger præsenteret i en række introducerende kapitler. I anden del, en slags katalog, er elleve kirker nærmere beskrevet og illustreret. Disse faktuelle beskrivelser kan bruges, når man befinder sig i kirken og gerne vil have svar på, hvad der er hvad. De er derfor skrevet, så de kan læses enkeltvis og uafhængigt af bogens første del (så læseren må bære over med, at der indimellem kan forekomme gentagelser). I gennemgangene af disse udvalgte kirker finder man de grundlæggende oplysninger om bygningshistorien samt beskrivelser af, hvilke antikke bygningsdele der er brugt og hvorledes. De elleve kirker er særligt anbefalelsesværdige at besøge, fordi de repræsenterer forskellige former for spoliebrug i forskellige perioder af middelalderen – og ikke mindst fordi de i deres arkitektoniske helhed er helt enestående, både æstetiskkunstnerisk og som historiske monumenter. Ser man en kirke eller to om dagen på en almindelig uges ferie, kan man nå at få en rigtig god fornemmelse for de romerske middelalderkirker og deres antikgenbrug. Men mindre kan også gøre det. For hver kirke er i sig selv en stor seværdighed. Endelig rummer bogens sidste del en række praktiske oplysninger og redskaber til brug for yderligere udforskning af emnet: En alfabetisk liste over de romerske kirker, der i øvrigt er omtalt i bogen, suppleret med en række andre kirker med en bemærkelsesværdig anvendelse af genbrugsmaterialer; en tidslinje med væsentlige årstal for historiske begivenheder og personer sammenflettet med de elleve kirkers grundlæggelsesår; en liste over de omtalte paver; en ordforklaring med arkitektoniske termer; en materialefortegnelse med illustrationer af hyppigt anvendte stensorter; en litteraturliste; et indeks med navne og emner; og i bogens omslag forrest og bagest kort over byen, hvor kirkernes placering er markeret.
2 Søjler indmuret i husfacade. Via della Tribuna di Campitelli.
3 Genbrugssøjler i Via di Santa Maria in Monticelli.
Mange af kirkerne ligger uden for den antikke bymur, så man skal gå lidt, tage bus eller taxi eller, måske allerbedst og absolut anbefalelsesværdigt, cykle for at nå frem til målet. Og man skal,