Danmark har underskrevet de internationale konventioner på området, Enkeltkonventionen fra 1961, Den Psykotrope Konvention fra 1971 og Konventionen mod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer fra 1988. Disse konventioner forpligter de FN-medlemsstater, der har underskrevet dem, til at indføre lovgivning om narkotika og til at kriminalisere overtrædelser af konventionens bestemmelser. Alle konventionerne retter sig mod at begrænse produktion, salg og anvendelse af bestemte psykoaktive stoffer. Listerne over, hvilke stoffer der er omfattet af konventionerne, opdateres løbende. For en nærmere beskrivelse af konventionerne se Houborg et al. (2008). De danske lovgivninger er indimellem blevet ændret siden deres indførelse, især i forhold til strafferamme (Jepsen & Laursen 1998; Storgaard 2005). Men blandt andet på grund af en depenaliseringspraksis4 i forhold til besiddelse af cannabis til eget brug, der i praksis har adskilt cannabis brug fra brug af andre illegale stoffer (se nedenfor) og et ønske om at skelne mellem brugere og sælgere, har Danmark også i mange år været anset for at have en forholdsvis liberal eller lempelig narkotikapolitik i forhold til den narkotikapolitik, som de af FN etablerede internationale narkotikapolitiske konventioner lægger op til (Frank 2008; Jepsen & Laursen 1998). Dermed har Danmark også haft en forholdsvis liberal narkotikapolitik i forhold til mange andre lande, ikke mindst de andre skandinaviske lande (Laursen 1996).
Siden 2003 har Danmark dog ændret sin narkotikapolitiske strategi. Ændringerne kom allerede i slutningen af 1990’erne og starten af 2000 (Asmussen & Jepsen 2007; Houborg 2010; Møller 2008), men kom især til udtryk i regeringens dengang nye narkotikastrategi fra 2003 Kampen mod Narko (Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2003). Den danske narkotikakontrolpolitik ændredes fra at være en forholdsvis liberal til at være en mere repressiv narkotikapolitik baseret på ideer om nultolerance over for både besiddelse til videresalg og eget forbrug (Storgaard 2005). Foruden en forhøjelse af strafferammen for overtrædelse af de danske narkotikalovgivninger er i denne sammenhæng især fjernelsen af den over 30-årige praksis med depenalisering vigtig (Asmussen & Jepsen 2007; Frank 2008; Møller 2011; Storgaard 2005). Ændringen af Lov om euforiserende stoffer indebar, at der som hovedregel ikke længere kan gives advarsel ved besiddelse af selv små kvanta, der kunne anses som bestemt alene til eget brug. Fra at kunne besidde under 10 gram cannabis uden anden sanktion end en advarsel er lovgivningen i dag ændret således, at besiddelse af cannabis op til 9,9 gram straffes med minimum bødestraf (Houborg 2010; Møller 2011). I 2007 blev narkotikalovgivningen yderligere skærpet gennem en forhøjelse af bødestørrelserne og kumulation af bødestørrelsen i gentagelsestilfælde. Første gang man tages for besiddelse, er bøden på 2.000 DKK, anden gang på 3.000 DKK og tredje gang på 4.000 DKK. Der åbnes dog for enkelte undtagelser: a) advarsel til en køber for at få denne til at vidne mod sælger, b) advarsel til turister, der straks efter bliver bedt om at forlade landet (for at spare omkostninger), og sidst c) særlige sociale hensyn over for personer med stærk afhængighed (Houborg 2010).5 Ændringerne fra 2004 har således medført, at man i dansk narkotikakontrolpolitik ikke længere skelner mellem brugere og sælgere eller mellem “bløde stoffer”, dvs. cannabis, og “hårde stoffer”, dvs. alle andre illegale stoffer, som fx heroin, kokain og amfetamin (Storgaard 2005). Både Møller og Houborg & Vammen diskuterer forskellige aspekter af kontrolpolitikken over for cannabis i Danmark, henholdsvis i et nutidigt og et historisk perspektiv.
I Danmark bliver der beslaglagt ca. 8-10 tons cannabis om året (Møller 2011:185). Dette tal har været relativt stabilt gennem en årrække, og udsving kan bl.a. forklares med ekstra politiindsatser, som fx rydningen af Pusher Street på Christiania i 2004, hvor en del cannabis blev beslaglagt, eller enkelte særligt store beslaglæggelser, som det for eksempel skete i 2006 (Møller 2010, 2011). Statistikkerne viser dog ikke, hvilken type cannabis der beslaglægges. Politiet bruger en omregningsfaktor, således at beslaglæggelse af andre former for cannabis end hash, som for eksempel marihuana eller cannabisplanter, omregnes til antal gram hash. Uanset hvad man måtte besidde, bliver man således sigtet for et bestemt antal gram hash. Når politiet for eksempel får tip om, at der dyrkes cannabisplanter, og beslaglægger disse, omregnes antallet af planter til et bestemt antal gram hash, hvorefter dyrkeren sigtes for besiddelse af dette antal gram hash. Især i de sidste 5 år er fænomenet med dyrkning af cannabis i Danmark vokset, og politi og retsvæsen er dermed også blevet stillet over for nye udfordringer i forhold til, hvordan lovgivningerne skal praktiseres i disse tilfælde. Praksis er blevet, at en cannabisplante almindeligvis omregnes til 80 gram hash, hvad enten der er tale om en stikling eller en fuldvoksen plante. Dyrkeren vil således blive sigtet for, hvad planten kunne give af udbytte, hvis den var fuldt udvokset.6 Antallet af beslaglagte planter er således afgørende for, om der bliver tale om en bøde eller en decideret fængselsstraf. Der findes ikke systematiske registreringer over, hvor mange cannabisplanter der beslaglægges af politiet i Danmark, eller en systematisk registrering af, hvilke straffe dyrkning af cannabis hidtil har givet. Men ser vi på, hvad der sker i en række europæiske lande, så har flere, som for eksempel Belgien og Italien, inden for de senere år lempet på hidtidigt restriktive fortolkninger af FN’s narkotikakonventioner ved at tillade dyrkning og besiddelse af begrænsede mængder cannabis til eget brug. I modsætning hertil har Danmark – med henvisning til FN’s narkotikakonventioner – valgt at indskærpe nultolerance og straf for besiddelse af selv små kvanta cannabis, herunder for dyrkning af cannabis.
Narkotikastrategien og -politikken i Danmark omhandler dog ikke kun kontrol, men også behandling, forebyggelse og skadesreduktion. Dansk narkotikapolitik har således gennem en længere årrække været en balance mellem hhv. kontrolpolitik og velfærdspolitik (Houborg 2010; Laursen & Jepsen 2002).
Velfærdsinterventioner over for cannabis
Ligesom kontrolpolitikken blev også den velfærdspolitiske del af dansk narkotikapolitik diskuteret i Kampen mod Narko (Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2003) og i opfølgningen på denne i 2010 (Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2010). Strategien i 2003 lagde især vægt på en øget behandlingsindsats over for stofmisbrug og i strategien fra 2010 at forfølge denne påbegyndte indsats. På baggrund af dette udstedtes i 2004 en behandlingsgaranti, der gav enhver behandlingssøgende stofmisbruger ret til et psykosocialt behandlingstilbud inden for 14 dage (Pedersen & Nielsen 2007). Samme behandlingsgaranti blev indført over for fængselsindsatte stofmisbrugere i 2007. Samtidig med disse prioriteringer af en øget behandlingsindsats over for stofmisbrug er hashbehandling som en særskilt behandlingsform blevet mere og mere udbredt, ikke kun i den kommunale behandlingsindsats, som beskrevet af Kronbæk, men også i fængslerne, som beskrevet af Kolind, begge i denne antologi. Houborg (2010) har beskrevet, hvordan balancen mellem kontrolpolitik og velfærdspolitik op gennem 00’erne blev mere markant optrukket mellem behandling og kontrol. Mere af begge dele, argumenterer han, har også ført til mindre fokus på skadesreduktion og forebyggelse som en del af narkotikapolitikken.
Det at narkotikapolitik består af forskellige politikker, kontrol og velfærd, skaber ofte dilemmafyldte situationer i de institutioner, hvor narkotikapolitikken udføres i praksis (Frank & Bjerge 2011; Houborg & Bjerge 2011). Dette understreges af Kolind, der med empiri fra danske fængsler viser, at netop balancen mellem narkotikakontrol i fængslerne og behandlingsindsatsen over for stofmisbrug ikke altid er ligetil, men situationsbestemt og dilemmafyldt i praksis.
Opsummering
Fokus på forbrug, interventioner og marked i forhold til cannabis kan som beskrevet foregå fra flere forskellige vinkler. Cannabis er ikke en almindelig forbrugsvare, men et rusmiddel med bevidsthedsændrende effekt, og den samfundsmæssige regulering af cannabis indebærer både kontrol med forbrug og distribution af cannabis og velfærdsindsatser over for et misbrug. Forfatterne i denne antologi kommer fra forskellige samfundsvidenskabelige discipliner, som antropologi, folkesundhedsvidenskab, kriminologi, psykologi og sociologi. Artiklernes interesse for enten forbrug, misbrug, distribution eller intervention over for cannabis afspejler denne disciplinære bredde.
Litteratur
Abel, E.L. (1980). The First Twelve Thousand Years.