Sløk, Kierkegaard, Sartre og den kritiske reception
I min gennemgang af Sløks eksistentialisme-konception, sådan som den altså især præsenterer sig i bogen fra 1964, er der nogle forhold, der indtil videre ikke er blevet tilstrækkelig belyst, og som jeg derfor i det følgende kort skal uddybe, før vi kan gå over til konklusionen. Det drejer sig om to indbyrdes forbundne forhold: dels Sløks forhold til Kierkegaard i relation til det, som man kunne kalde den ateistiske eksistentialisme, hvor, som vi skal få anledning til at se, Sløk klart stiller sig på Kierkegaards side, og dels den kritik, der i kølvandet på Sløks tanker fra 1960’erne – specifikt bogen fra 1964 – er blevet rejst i forhold til Sløks eksistentialisme-konception.
Jeg har ovenfor i en fodnote bemærket, at Sløk generelt “ikke havde noget voldsomt udestående med ateismen, endsige specifikt med den eksistentialistiske ateisme, som Sartre repræsenterede”. Det er dog en sandhed med betydelige modifikationer. For selvom Sløk i Mig og Godot slår fast, at han så bestemt “foretrækker […] kynikere, spottere, ironikere, ateister, nihilister, anarkister” og “afskyr […] religiøsitet, religiøse mennesker, religiøs fromhed”, så slår han også samtidig fast, at han “af en række dystre grunderfaringer” er “tvunget til religiøsitet, til min egen religiøsitet, til en religiøsitet, som jeg kan stå inde for” (Sløk 1992: 12). Allerede i 1947 sammenligner Sløk således som ung teolog Kierkegaards eksistensbegreb med Sartres og Heideggers (Sløk 1947a), idet han konkluderer, at både Sartres og Heideggers eksistensbegreber relaterer til den eksistensform, som han med reference til Kierkegaard kalder den æstetiske. Hvad der ifølge Sløk kendetegner denne tilgang til eksistensen, er nemlig en manglende lidenskab og en fundamental “Uinteresserethed” i tilværelsen:
Æstetikeren betragter selve Tilværelsen som et Kunstværk, ikke fordi han nyder den eller finder den skøn, men fordi han forholder sig personligt uinteresseret til den, fordi han staar paa en rent uforbindtlig Maade overfor den og ikke lader den forpligte eller foranledige ham til noget. Ligesom man ikke lader sig engagere i det Teaterstykke, man overværer, saaledes lader den kierkegaardske Æstetiker sig ikke engagere på Skrømt; Rollen er ikke noget, hvori han sætter sig selv ind, men er noget, hvormed han diverterer sig, og som han igen trækker sig ud af, naar den ikke længere diverterer ham. Han identificerer sig ikke med den tilfældige Rolle, han spiller, men i en Selvfordobling lader han sig selv forblive som Tilskuer og Kritiker bag Rollen (Sløk 1947a: 237).23
Sartres og Heideggers udlægning af eksistensen fører, sådan fortolker Sløk det i hvert fald i forlængelse af Kierkegaards bestemmelser om den æstetiske livsførelse, til “Livslede” og den “radikalt tomme Existens” og på denne baggrund “er vi ved det Punkt, hvor Kierkegaard viser sig som noget fra Heidegger og Sartre absolut forskelligt” (Sløk 1947a: 238 og 239):
I Modsætning til den æstetiske fortvivlede Existensopfattelse forkynder nu Kierkegaard en ethisk-religiøs, rent human Existensforstaaelse, hvor det at være Menneske er noget ganske bestemt, har et forudgivet Indhold, hvor Opgaven derfor ikke er at skabe Existensens Indhold ud af tom Frihed, og det vil jo sige: ud af tom Vilkaarlighed, men er at realisere Existensens paa Forhaand skabte Indhold. Først i en helt ny Position, det kristne Budskabs Position, bliver den rent humane Existens igen forstaaet som den i Tomhed fortabte og afmægtige, og denne kristeligt forstaaede fortabte og afmægtige Existens bliver ikke paany forvandlet til en egentlig og virkelig Existens ved den existerendes egen skabende Anstrengelse, men ved Guds Overtagen Existensen i dens Fortabthed (Sløk 1947a: 240).
Også i bogen Eksistentialisme skelner Sløk mellem forskellige typer eksistentialisme. “Den apriorisk orienterede eksistentialisme” (Sløk 1966: 84-86), der i sine forskellige varianter – herunder Kierkegaards variant – inddrager Gud i sine overvejelser og altså er at bestemme som religiøs, og så “den empirisk orienterede eksistentialisme” (86-90) – herunder Sartres position – som gennemfører det eksistentialistiske anliggende “uden at gøre brug af nogen som helst religiøs bestemmelse” (86). I bogen nedtoner Sløk dog i nogen grad den skarpe stillingtagen i den omtalte artikel fra 1947 til fordel for Kierkegaard og den religiøse eksistentialisme. Det tætteste, som vi måske kommer en eksplicit stillingtagen, er, når Sløk i forbindelse med angsten som eksistentialistisk grundtema og op imod bestemmelsen af eksistentialismen som pessimistisk skriver, at godt nok er Sartre optimist og humanist “i den forstand, at han anser livet for at være en menneskelig mulighed”:
Men mest programmatisk og med næsten evangelisk kraft er det for Kierkegaard alt om at gøre at slå dette punkt fast: at leve livet er ensbetydende med at leve det i glæde. Angsten og fortvivlelsen er gennemgangsstadier; den trange vej, der fører til målet: glæden over livet (115).
Man kan undre sig over, at Sløk i 1964 nedtoner opgøret med Sartre og den ateistiske eksistentialisme, men ser man bogen som et samlet forsvar for eksistentialismen som livssyn, så vurderer Sløk måske, at der i denne sammenhæng er mere der forener, end som adskiller de to tilgange til eksistensens problematik. I 1979, da Sløk skriver sin anmeldelse af Sartres bog om Baudelaire, der netop da er blevet oversat til dansk, konkluderer han dog igen, at:
Når jeg tillader mig at anbringe Kierkegaard midt i Sartres eksistensbestemmelser, har det sin grund. Efter min mening er Sartres opfattelse af menneskets vilkår for autentisk eksistens uigennemførlig. Han lader mennesket ideelt ende i en position, som det ikke kan opholde sig i. Man bliver logisk set nødt til at forfølge selve begrebsopstillingen med nye kategorier. Det er præcist, hvad Kierkegaard gør.
Og Sløk fortsætter: “Sartre gør det samme, men unægtelig på en anden vis. Han ender i påstanden om marxismen som ‘vor tids eneste mulige filosofi’. Deri kan jeg personligt naturligvis ikke følge ham – og han har jo haft besvær med selv at følge det til en klar konklusion” (Sløk 1979: spalte 5-6).
Måske befinder vi os netop her ved noget fundamentalt. Hvor Kierkegaard og Sløk finder “udvejen” af eksistensens grundproblemer i et individuelt perspektiv (hiin Enkelte) set i forhold til Gud, dér er Sartre åben overfor det politiske engagement og fællesskabet. Og er der to ting, der ikke kunne ligge subjektive tænkere som Kierkegaard og Sløk fjernere, så er det netop disse størrelser. Sløk nærede livet igennem en stor skepsis overfor forlorne fællesskaber, politiske ideologier og politisk engagement i det hele taget, og betragtede i den forbindelse sig selv som en undtagelse.24
Netop på dette punkt – i Sløks solidarisering med Kierkegaards individualisme eller subjektivisme – ser Villy Sørensen et væsentligt problem i Sløks eksistentialisme-konception (og dermed også i, hvordan Kierkegaard og Sløk overhovedet tænker eksistensen). Disse betænkeligheder giver Sørensen udtryk for i Berlingske Tidende samme år, som Sløks bog udkommer.25 Kierkegaard og dermed Sløk er, mener Sørensen, blinde overfor den historiske proces, der i det hele taget problematiserer deres forståelse af eksistensen (“Den epokegørende absurditetsoplevelse er en moderne foreteelse”, Sørensen 1970: 114), men de er tilmed også blinde overfor det sociale – ja, de er blinde over for fællesskabet som sådan. Når Sartre har “fjernet sig fra Kierkegaard og nærmet sig Marx og Hegel”, så er det derfor udtryk for et fremskridt, hævder Sørensen, alt “eftersom den kierkegaardske position næppe kan opretholdes i al sin ensidighed” (115) – eller i sin alt for “ekstreme subjektivisme”, kunne man også sige det med Peter Kemp i nærværende antologi.
Netop Peter Kemp påpeger, som det just er blevet refereret, hvordan eksistentialismen – sådan som Sløk konciperede den i 1964 – fører til en umulig eller i bedste fald meget abstrakt position:
Men derved fremtræder hos Sløk også den fundamentale svaghed i eksistentialismen: det er en filosofi, som ikke kan skelne mellem at tage ansvaret fra den anden, og hjælpe den anden til konkret eksistens. Hvis man gør