Vidnesbyrd. Stefan Iversen

i en bunke, for det skulle vi heller ikke se mere. Vi gik i brusebad, heldigvis var det vand og ikke gas. Vi skulle flere under en bruser, uden sæbe eller uden håndklæder, og vi blev hele tiden slået, hvis ikke vi forstod, hvad der blev sagt, og der blev sagt meget på polsk og meget på tysk. Da vi kom fra brusebadet – vi havde ikke håndklæder, og jeg kan ikke huske, hvordan vi tørrede os selv – fik vi en bunke tøj, som slet ikke var valgt efter vores størrelser, og jeg fik mine første sko med høje hæle. Tøjet kom ikke fra Christian Dior. Det var gammelt, og vi lignede vagabonder. Jeg kan huske en af vores kammerater, som havde været en elegant pariserinde med pelsfrakke og blondt hår, hende kunne vi heller ikke kende. Så skulle vi vente igen, til lejren vågnede op. Vi fik på det tidspunkt besøg af nogle franske piger, som kom for at høre det sidste nye fra krigen. Jeg var så naiv at spørge en af dem, om hun kendte nogle af mine kusiner, som var blevet arresteret nogle måneder før. Og jeg vil altid høre hende grine og sige: ”Ha, hun er sikkert død, hvad tror du, vi er her for? At dø”. Det viste sig desværre at være rigtigt, hun kom aldrig tilbage. Vi kunne se, at der var bunker af døde, nøgne døde piger fra nogle af husene. Bagefter tænkte jeg, at de piger, der kom i kontakt med os, de gjorde det ikke for at være venlige, men for at vi med det samme kunne få at vide, hvordan det var at være i Auschwitz.

      Vi kom til vores bolig, det vi kaldte Block. Det var et langt etplanshus, som var ledet af én, man kaldte Blockova. Det var ofte polakker og somme tider tjekker, som var privilegerede, fordi de havde et værelse for sig selv. De skulle ikke arbejde, de havde varme, fint tøj, og ofte, når man har privilegier, og det er et spørgsmål om liv eller død, så prøver man at beholde de privilegier. Derfor var de meget hårde ved os, unødvendigt hårde. Indvendigt var Blocken delt i Stuben, og i hver Stube var der en Stubova som leder. En Stube var en slags etagesenge, tre etager med cirka to gange to meter. Der skulle vi sove seks, syv på hver etage, med en stråmadras og et tæppe. Det var først sent på natten, at vi kunne begynde at få lidt varme og falde i søvn. En almindelig dag begyndte tidligt om morgenen klokken fire. Det var mørkt. Og det begyndte med appel. Vi skulle stå fem og fem foran blokken og vente, til hele lejren var talt op. Når der var, jeg ved ikke hvor mange tusind, så kunne der godt være talt en forkert, og så skulle det hele begynde forfra. Det varede gerne et par timer. Og der var mange graders frost. Vi, de nyankomne, skulle på arbejde. Det var Ausserkommando, vi skulle arbejde ude. Vi skulle først marchere ud af lejren og kom forbi orkestret – det var nogle, som spillede musik ved udgangen – og så et stykke uden for lejren, og så arbejde. Fx skulle vi slå små sten i stykker med en hammer. En gang, hvor jeg ikke kunne, tog en stor SS’er hammeren. Han prøvede og grinede, men han kunne ikke. Så jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle have kunnet. En anden gang skulle vi transportere mudder. Vi havde store kasser med fire stænger, vi skulle være to og fylde dem og gå af sted, tømme dem og komme tilbage. Vi prøvede altid ikke at fylde dem for meget, men så kom der en Kapo, som havde hund med: Bare fyld mere i. Vi havde sko med høje hæle, og i sne var det svært at gå. Sådan skulle vi arbejde i 12 timer, afbrudt af en spisepause med suppe – tynd væske, lunken. I taljen havde vi en ske og en skål, en metalskål, og det var absolut nødvendigt, for hvis vi ikke havde en metalskål, fik vi ikke noget at spise. Det var vigtigt.

      Vi skulle støtte hinanden, hvis nogen var syge. Og så hjem foran orkestret og til vores Block. Der skulle vi igen stå til appel, måske have lidt fri. Hvis Blockova ellers ikke fandt på, at vi skulle gøre hovedrent eller kontrolleres. Vi fik vores aftensmad. Det var et stykke brød, rugbrød. Jeg har vejet det bagefter. Jeg fik 200 gram. To gange om ugen fik vi et lille stykke margarine eller marmelade til. Hver aften ønskede man at beholde noget til om morgenen, for om morgenen fik vi ikke brød, men når man er sulten og får noget at spise, så kan man ikke lade være. Vi fik også noget, de kaldte te, som ikke lignede te. Vi måtte ikke drikke vand på grund af tyfus. Først på natten havde vi måske lidt fri. Vi prøvede at vaske os. Det var et problem, fordi man skulle kæmpe om en vandhane, og vi havde ikke sæbe. Vi skulle også prøve at gå på toilettet, det var også et problem. Det var en Block med en stor plade med huller, og det var altid snavset, og hvis vi prøvede at lade være med at sætte os, var der en Blockova, som kom og slog os. Bagefter prøvede vi at sove. Der var ting, vi var specielt bange for. Den ene var at blive syg. Der var et lille sygehus, man kaldte reviret, men de havde ikke rigtig medicin, så selv om der måske var en god læge, fordi der var fanger, som var uddannede, risikerede man at blive mere syg. Fx hvis man lå i sengen med en, som havde tyfus. Reviret var småt, og en nem måde at få mere plads på var at sende hele hospitalet til gaskammeret. Den anden ting, jeg var bange for, var det, man kaldte selektion, udvælgelse. Passede det tyskerne, skulle man gå forbi officererne nøgen, og hvis man var for tynd og så syg ud, hvis man fx havde bylder – det får man ofte med dårlig ernæring – så skulle man til gaskammeret.

      Jeg var heldig, jeg havde to veninder fra universitetet, og vi var heldige med at blive sammen og komme igennem selektionerne uden at blive skilt og uden at en af os blev sendt til gaskammeret. Vi blev ikke syge, men vi blev forkølede. Selvfølgelig havde vi ikke lommetørklæder. Det er en fransk pige ikke rigtig vant til, så resultatet var, at man altid havde sådan nogle sår omkring næsen. Og en ting, som jeg blev meget glad for første gang, jeg kom tilbage, første gang jeg blev forkølet, var at have lommetørklæder i massevis. Det var en nydelse, som jeg har glemt nu, men en af de småting, som man ikke regner med i det daglige. Den eneste gode ting var, at vi blev sammen. Vi støttede hinanden. Når vi snakker sammen, siger min veninde fra Paris altid, at det er takket være mig, at hun er kommet tilbage, og jeg kan sige det samme om hende.

      Vi var blandede alle nationaliteter sammen. Om det var med vilje fra tyskernes side eller tilfældigt, ved jeg ikke, men vi kunne ikke rigtig snakke sammen. Der var polakker, der var russiske piger. Fra Ungarn var der ikke ret mange. De kom fra Ungarn i foråret 1944, i tusindvis, og de fleste blev sendt til gaskamre. Det har været horribelt med ungarerne. Men alle de andre kunne vi ikke snakke med. I hvert fald var det vigtigt at have en gruppe, man kunne støtte sig til. Sådan et liv kunne man ikke leve i halvandet år og overleve. Vi har egentlig været meget heldige. Den ene af mine to kammerater var fra Alsace. Hun var en rigtig stor, kraftig pige, og fordi hun var fra Alsace, talte hun flydende tysk. Derfor blev hun flyttet fra køkkenet til en fabrik. På den fabrik mødte hun blandt andet en franskmand. Næste dag blev vores numre råbt op, min veninde Denise og jeg, og vi kunne komme på fabrikken. Den mand skylder jeg mit liv. Det var først i 1995, at jeg fik en forklaring på det hele. Det var 50-årsdagen for Auschwitz’ befrielse, hvor der var en udsendelse i fransk fjernsyn, og pludselig så jeg en mand, som jeg ikke kendte, som sagde, at han havde hjulpet tre studerende fra Clermont-Ferrand til at komme på Union, det hed den fabrik. Jeg tænkte, det må være ham. Jeg henvendte mig til fransk fjernsyn, som ikke svarede, men via Auschwitzforeningen i Paris fik jeg hans adresse og telefonnummer. Han var flyttet til Israel. En skønne dag ringede jeg. Det var en dame, som tog telefonen, og hun spurgte, hvem det var? Jeg sagde mit navn, og han tog telefonen, og vi var meget bevægede begge to. Han var på det tidspunkt 82 år. Han var lige kommet fra Chile, hvor han havde holdt foredrag. Jeg spurgte, om han ikke kunne komme og holde foredrag i Danmark og med ambassaden og Alliance Française, en fransk forening, fik jeg arrangeret det. På Fredericia Banegård kunne jeg så møde den mand, som jeg faktisk skylder livet.

      Man kunne ikke overleve arbejdet ude i sådan en kulde. Første dag på fabrikken var vi også heldige. Den tyske sekretær var syg den dag, og så var det en fra Luxembourg, som tog imod os, og som hviskede os i øret, at vi skulle sige, at vi var 14 år. Vi var lidt ældre, men vi havde intet hår, og vi var tynde, så det gik. Fordelen var, at der var et bord for børn, hvor man kunne sidde og arbejde om dagen, ikke skiftevis nat og dag. Arbejdet for børn var ikke særlig svært. Det var spoler med huller, og vi skulle komme nåle i. Hende, som overvågede os, var en kvindelig tysk soldat. Men hun skulle passe på, for hvis det blev opdaget, at hun var for sød ved os, blev hun sendt til Rusland, den russiske front. Vi var selvfølgelig ikke så begejstrede, for vi vidste godt, at vi arbejdede for den tyske hær, men når det drejede sig om liv eller død, så accepterede vi at arbejde for dem. Der var ingen anden måde, vi kunne ikke sige nej.

      Somme tider var der luftalarmer,