AF SVEND ANDERSEN
UNDER MEDVIRKEN AF
NIELS GRØNKJÆR
KEES VAN KOOTEN NIEKERK
TROELS NØRAGER
LARS REUTER
SOM DIG SELV
En indføring i etik
Forord
Denne bog udkom første gang for ti år siden og blev udsendt i en ny udgave fem år senere. Den foreliggende tredje udgave er resultat af en fornyet bearbejdning. Fornyelsen skyldes især bidrag fra mine fire kolleger ved Afdeling for etik og religionsfilosofi. Niels Grønkjær har nyskrevet afsnittene om Platon, Epikur og Augustin. Lars Reuter har tilsvarende (med beskedent genbrug) nyskrevet afsnittene om Thomas Aquinas og nyere katolsk moralteologi og har desuden skrevet et helt nyt afsnit om Spinoza. Troels Nørager har revideret og opdateret afsnittene om Freud og om udviklingspsykologi og skrevet det nye afsnit om den kognitive semantiks etikopfattelse. Endelig har Kees van Kooten Niekerk opdateret afsnittet om sociobiologi og ajourført fremstillingen af MacIntyre. Alle fire har desuden læst og kommenteret hele det øvrige manuskript.
På trods af denne væsentlige forandring og forbedring er der tale om den samme bog, hvad bl.a. opbygningen vidner om. For at markere denne identitet i forskelligheden er titlen bevaret. Imidlertid er det oprindelige kapitel 12 udgået, idet det var udtryk for min egen opfattelse af etikken. Denne opfattelse håber jeg at kunne give en samlet fremstilling af på et senere tidspunkt. Det nuværende slutkapitel er overtaget fra den tyske udgave Einführung in die Ethik (Berlin, New York 2000).
Som de tidligere udgaver er den foreliggende primært skrevet med sigte på undervisningen i etik på teologistudiet. Sammen med N. Grønkjær, T. Nørager og min Religionsfilosofi. Kristendom og tænkning (København 2002) udgør bogen lærebogspensum til prøven i etik og religionsfilosofipå bacheloruddannelsen. Det er dog mit håb, at bogen ligesom sine forgængere også kan finde anvendelse på andre uddannelser, og at den kan være til gavn for enhver, der ønsker baggrundsviden om etiske problemstillinger og tankegange. Ambitionen har været at præsentere den bredeste fremstilling af etikken på dansk.
Etisk tænkning i den europæiske kultur består ikke af abstrakte teorier. Den er overleveret i konkrete tekster, både anonyme og forfattet af navngivne teologer og filosoffer. En vigtig hensigt har været at give læseren et vist førstehånds indtryk af etikkens tekster. Bogen indeholder derfor ganske mange citater. For at fastholde autenticiteten bringes citaterne i original, når det drejer sig om de europæiske hovedsprog. I disse tilfælde ledsages teksterne af en dansk oversættelse. En let inkonsekvens har imidlertid ikke kunnet undgås. Det gælder som i etikken, at hvis man handler efter regler, må man altid være parat til at gøre undtagelser.
For at lette overblikket over det ganske store stof er der i denne udgave ved slutningen af kapitlerne anbragt tekstbokse, der fastholder de vigtigste indholdsbestemmelser, der er givet etiske grundbegreber i det pågældende kapitel.
Jeg retter en varm tak til mine fire kolleger for et frugtbart samarbejde om forbedringen af bogen. I løbet af arbejdsprocessen har andre kolleger velvilligt stillet deres sagkundskab til rådighed. Hans Jørgen Lundager Jensen og Johannes Nissen har kommenteret kapitlet om bibelsk etik. De kan begge have grund til at mene, at virkningerne har været for beskedne. Afsnittet om feministisk etik blev allerede i 2. udgave skrevet af pastor ph.d. Lena Kjems.
| Århus, august 2003 | Svend Andersen |
KAPITEL 1
Hvad er etik?
1.1 ETIK SOM KRITISK REFLEKSION
I dette kapitel vil vi forsøge at indkredse, hvad der skal forstås ved etik. Vi kan gøre det ved at tage udgangspunkt i selve ordet. Betegnelsen etik stammer fra det græske adjektiv ēthikós, der er afledt af ēthos: »sædvanligt sted at bo«, »sædvane«, »skik og brug«. Som navn på en filosofisk beskæftigelse bruges det først af Aristoteles (384-322). Vi kan derfor begynde med at betragte Aristoteles’ formuleringer af, hvad etik er, og på den baggrund forsøge at finde frem til vor egen foreløbige bestemmelse af begrebet. Om Sokrates siger Aristoteles:
[han] behandlede etiske spørgsmål (ta ēthika), ikke naturen i dens helhed; og ved de etiske spørgsmål søgte han som den første efter det almene og efter definitioner. (Metafysikken, 987 b, 1).1
Disse formuleringer rummer to vigtige elementer: (i) ved at beskæftige sig med »skik og brug« adskilte Sokrates sig fra de tidligere græske tænkere, de såkaldte naturfilosoffer (f.eks. Tales og Heraklit), hvis primære emne var naturen i dens helhed, altså kosmos; (ii) Sokrates nøjedes ikke med at finde ud af, hvad det etisk rette er i hvert enkelt tilfælde, men spurgte efter det etiske som sådan, forholdt sig altså undersøgende eller reflekterende til det etisk rette generelt.
Den traditionelle danske oversættelse af ēthike er »sædelig« (jf. det tyske »sittlich«). Det har umiddelbart en komisk og antikveret klang, selv om det endnu bruges som del af udtryk som »sædelighedsforbrydelse« og »sædelighedspoliti«. Her er betydningen indsnævret til, hvad der betragtes som uskik på det seksuelle område. Vi kender dog stadigvæk vendinger, hvor ordet antyder den oprindelige betydning af »etik« såsom »sædvane«, »sæd og skik« o.l.
Aristoteles giver en nærmere bestemmelse af etikken i forbindelse med et af dennes grundbegreber, det gode. Om det siger han, at det behandles i den politiske videnskab. Og videre:
… i opfattelsen af begreberne rosværdighed og retfærdighed (ta kala kai ta dikaia) er der megen uenighed. Somme tider menes de at være blotte konventioner (nomo monon) og ikke have nogen real eksistens i tingenes natur (physei). Den samme usikkerhed er knyttet til begrebet om det gode (t’agatha), fordi det ofte forekommer, at gode ting har dårlige konsekvenser. (Den Nikomakiske Etik, 1094 b, 14-18).
Man kan måske omskrive det, Aristoteles her siger, på følgende måde. Ved Ethos, sædvane, skal forstås det, som mennesker gør, fordi det betragtes som det rigtige at gøre. Men det kan ske, at det bliver usikkert og diskutabelt, hvad der er det rigtige. Og når en sådan usikkerhed opstår, rejser der sig en række fundamentale spørgsmål: Er det etisk rigtige givet med virkelighedens egen natur og beskaffenhed – eller beror det på en menneskelig vedtagelse? Det er tilsyneladende denne grundlæggende usikkerhed i forhold til menneskers handlemåde, som er baggrunden for etikken som teoretisk, filosofisk foretagende. Vi kan derfor uddrage denne foreløbige bestemmelse af Aristoteles’ overvejelse:
Etik er en kritisk refleksion over vore forestillinger om, hvad der er den rigtige menneskelige handlemåde og livsførelse. En sådan refleksion er tilsyneladende særlig nærliggende, når det ikke er selvfølgeligt, hvad det rigtige er.
I stedet for »rigtig« eller »ret« handlen kunne man også sige »god«. Tilsvarende kan man både sige, at etik drejer sig om modsætningen rigtig-forkert og at den vedrører modsætningen godt-ondt. Imidlertid viser det sig, at ordet »god« er temmelig mangetydigt. I visse sammenhænge er der meget stor forskel mellem det rigtige og det gode, f.eks. når vi siger hhv. »Han havde den rette livsførelse« og »Han havde et godt liv«. Man kan tilsyneladende udmærket have et godt liv uden at det indebærer en etisk ret livsførelse. Her er det altså vigtigt at skelne klart mellem det rigtige/rette og det gode. Det vil vise sig senere i bogen, at etiske teorier bl.a. adskiller sig fra hinanden i den måde, de bestemmer forholdet mellem det rigtige og det gode på. Hos Aristoteles er det spørgsmålet om det gode liv, der er etikkens grundproblem. Senere i etikkens historie får spørgsmålet om den rette handlemåde derimod hovedrollen. Lige nu drejer det sig imidlertid kun om at give en første bestemmelse af etikken ud fra Aristoteles’ sprogbrug. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at man undertiden forsøger at definere »etik« i modsætning til »moral«. Det er der imidlertid ikke noget grundlag for rent sprogligt. Ordet »moral« stammer fra det latinske mos, der helt i overensstemmelse med ēthos betyder »sædvane«, »opførsel« o.l. – som vi kender det fra talevendingen