Humoristisk sandhed
StaVl Zosimov Premudroslovsky
© StaVl Zosimov Premudroslovsky, 2019
ISBN 978-5-0050-9080-5
Создано в интеллектуальной издательской системе Ridero
FØRSTE Sæson
FØRSTE note
gud fløjtede
Efter at jeg skrev til min mor: «Kom smult, hej mor!», Gik jeg i retning af mit sultne studiehostel og tænkte:
– Hvad er forskellen mellem russere og amerikanere og europæere?
– Og ved det faktum, at de lever og tænker logisk, er vi abstrakte. – Jeg svarede mig selv og gik videre. Jeg ville drikke – skræmmende og bid. Jeg går, så jeg går gennem gyden i afstanden fra det betonflisebelagte hegn fra en eller anden industriel virksomhed. Jeg ser, det bliver mørkt. Jeg hører, at på den anden side af hegnet gør nogen en stille, men gennemtrængende og ikke i stand til at fløjte. Jeg svarede det samme. Jeg ser, at en kartoffelpose flyver fra noget på den anden side af hegnet, fyldt med noget på mig også. Jeg hoppede, og posen rørte ved afgangen til en hund af en ukendt race, der ikke var længe før mig. Jeg gik op til ham, undersøgte ham nysgerrig og, uden at mistænke eller tænke på noget, løsnet ham, og der …, der?! Der blev han pakket tæt, selv presset med røget pølse. Uden at tænke over noget trak jeg en ud, greb posen ved Adams æble og kastede den på mine skuldre, accelererede jeg med Ferrari-hastigheden mod mit hostel og fortærede den uforglemmelige pølsepind undervejs.
Jeg ville straks studere og leve.
Hvad skete der da?! Kuzma. Lee: han er en fløjter, han er en kartoffelskakemaskine, han er også indfødt fra Syktyvkar og kom til sin ven og medskyldig: en indfødt i Aldyrbaguy-kløften, gården «Giv mig at spise», hvis rolle jeg spillede i fangenskab og ikke taler russisk.
– Hvor er tasken? Spurgte Kuzya.
– Og du kastede hende? – Den hebraiske kammerat besvarede spørgsmålet.
– Og du fløjter?
– Og du..??
Så kommer en stum kamp. Men ærligt, pølsen var bitter-tynd og velsmagende…
P.S.: Vi solgte gulvet i posen til familien og blev oversvømmet af et hav af opsvulmning og tåbelighed… sessionen blev præsenteret med et smell
ANDET note
Svin showdown
Forleden dag, for ikke at have overgivet sessionen, tog de mig med i rækkerne af de væbnede styrker i Sovjetunionen, det vil sige i hæren. Der i en måned glemte jeg alt det, jeg studerede i daginstitutioner, en børnehave, i gymnasiet og i to erhvervsskoler med antallet: syv hundrede otte tusinde ni hundrede og tredive og tredive og tyve og fire hundrede. metro.
Vi står, så vi er næsten på vagt ved indgangen til den militære enhed og ryger cigaretter ved indgangen. Så var der en krise i vores urolige land. Tiden var hård, cigaretter tre pakker om måneden. Og vores del er placeret ved siden af den kollektive gård «Bull yver», og det er sandt. Så vi står og ryger, og Baba Yaga kigger ud bag et træ. Sandt, hendes navn var Jadwiga. Nå. – vi tror, – en gammel kylling, og på trods af det drømmer vi om buske med brombær. Og hun skrig og afbryder vores tanker. Hun er døv og blind.
– Åh, soldater, svar, awww?!
– B, nar, hvad råber du, gamle? Vi er otte hundrede og to centimeter væk fra dig?! Bag hegnet!!
– Som?
– Bes! – svarede vakthavende igen. – Hvad har du brug for, siger eller gå i gulerodskoteletter?
– Mig, siger den meget gamle bedstemor. – du skal gå til salg, – og smilede, – en lille svin, Boryusenka. Jeg vil lægge måneskine på bordet, selv give det til mig.
– Hvad er der nu med dig? Jeg spurgte, en mand, der kun så svin i zoologisk have, men af en eller anden grund kaldes de flodheste.
– Som?
– Dras!! Hvad bragte med dig?? Gentog jeg med en stemme.
– Jeg vil give dig noget svinekød … – uden at høre eller ikke forstå mit spørgsmål, svarede den gamle.
– Hun, undervejs, flyver agarisk uhyggelig.. – Jeg foreslog foran mine kammerater.
– Og hvor bor du? – spurgte en ven
– Og du kommer til landsbyen og spørger Yadu, vores gader er stumme.
– Hvad? Arsen, eller hvad? Jeg råbte ind i hendes øre, som i en mikrofon.
– Nej, kære! Hehe.. Spørg Yad Vigu!!
– Og hvornår skal jeg komme? – spurgte kammeraten.
– Og i weekenden, ved middagstid! Jeg vil bare ikke fodre ham. – svarede bedstemoren og gik for at hente stikkende grønne buske.
Efter at have afsluttet spurgte jeg en kollega.
– Kamerat, slaktede du svin?
– Selvfølgelig. Jeg boede i en kollektiv gårdby.
Søndag er ankommet. Vi slap ind i en AWOL gennem det fjerne hjørne af hegnet. Vi nåede landsbyen uden problemer, og det var ikke svært for os at finde hendes hytte, især da der kun var fem huse i landsbyen, og et vandrerhjem med vandrende arbejdstagere, savværker. Come betyder for hende. Og hun og brødkrummer og salt, og endda gooferen fandt. Vi spiste naturlig mad og drak mere.
– Nå, gamle kvinde? – kammerat begyndte. – hvor er grisen?
– Ja, han er en gris, elskede i stalden. svarede hun og gik ind i lokalet. Han tager et halvt meter bundt ud. Det udfolder sig og trækker et sværd fra det femte århundrede f.Kr., tilsyneladende fra en alder af. Rusten, rusten og håndtag indpakket i elektrisk bånd.
– Her, sønner, dette er min afdøde Joseph, tilbage i første verdenskrig. Da han var på en kødfabrik, besatte han og skar alle sammen: Selv køer og kylling.
Jeg følte mig utilpas med at se på hendes Stakhanovsky, gennemsigtige look. En ven tog kniven fra hendes elskerinde…
– Kom nu, fortæl mig. – Hvor flok det, A?
Hun vender os ind i laden.
– Der, – siger, – Min elskede Borusenka.
Helt ærligt ser jeg på denne Borusenka og mine øjne er bag mine ører.
Hans koral blev skudt ned fra brædder med spalter to for tre. Og fra sprækkespalterne hænger foldene og stangen i elastik. Tilsyneladende er dette grisen Boryushishche halvdelen af livet og lyver ikke.
– Åh, mine frygter, jeg går til hytten. – hulkede bedstemor og dækkede sin tandløse mund med hjørnerne af et tørklæde. – Og du er mere forsigtig med boryusenka. Jeg er den eneste fra mine slægtninge. Der er ingen andre, jeg tager sig af ham fra fødslen. Farvel, min sejlende kvæg. Ååååååå!! – den gamle kvinde græd og straks holdt op med at græde i et fald, og ændrede hendes stemme fra knirkende til bas. – Og glem ikke, gutter, jeg har det til salg…
– Alt skal skrige, bedstemor!!! – Kamerat opmuntret og vendte sig mod mig. – Og du, min ven, hjælp mig, åbn porten.
Jeg nærmede sig stealthily og vendte drejeskiven, porten knurrede, og grisen bevægede sig ikke engang øret. Sparker jævel. Nå, min ven blev ikke forvirret med det samme, og med al sin magt, hvordan han skar en gris i et nikkel, dold halvvejs og klatrede. Et nikkel, på størrelse med en plade. Efter nogle få sekunder åbnede grisen sit højre øje og derefter det venstre. Derefter fulgte en skrig, og en «mammut» ved navn Fighting sprang på hans hove, der stak ud af hans mave, hans ben blev ikke observeret.
Krypterede med begge øjne til dolken og derefter rette de blå blonde pupiller i forskellige retninger, vendte grisen blikket mod kameraten. Efter at hun igen skvattede øjnene på dolkens håndtag, flyttede hun hende med en nikkel: op, ned; op, ned, justeret blik på en kammerat og rykket væk, så meget, at hele koralen bare smuldrede sammen i en masse chips.