Nu sad den gamle ballerina på lædersofaen og tænkte på det, hun for nyligt havde opdaget om det gamle kastanjetræ i gården ved hendes hus. Hvert år i april sprang det ud med en sky af duftende «lys». Og i september var træet tynget af brune frugter, som fugle og egern elskede at spise. Ballerinaen vidste helt sikkert, at dette træ, det eneste i hele byen, kunne tale med hende. Dette var hendes hemmelighed, som hun ikke ville dele med nogen.
Træ-miraklet blev åbenbaret for ballerinaen en dag, efter en stor frokost med medisterpølse, masser af hvidt brød, rødbeder og syltede agurker, som hun skyllede ned med bitter øl. Da hun havde «ædt» alt dette, fik ballerinaen en uimodståelig trang til at gå ned i gården. Hun klædte sig hurtigt på, gik ned af trappen og satte sig på bænken foran huset. Så faldt hendes blik, sløret af den fede mad og alkohol, på det høje, nøgne kastanjetræ, som stod midt i gården uden tegn på liv. Det var i slutningen af november, vinden blæste, og himlen var dækket med tunge, grålige skyer, fulde af efterårsgråd.
Hun sagde i træets retning: «Jamen, hvordan kan du stå her? Tror du ikke, jeg ved, hvor kold du føler dig? Er det ikke bedre for dig, at stå et eller anden sted i det sydlige Frankrig eller Grækenland? Kom hen til mig og sæt dig ned! Kan du ikke det? Eller vil du ikke?» råbte ballerina højt til kastanjetræet.
Og pludselig forekom det hende, at kastanjetræet rystede på «kronen», og hun hørte – eller var det indbildning – at træet hviskede:
«Gør du nar af mig? Det er mig, som ser på dig hver dag! Og du siger, at jeg er ikke fri? Er du fri? Ja, måske er det slemt at stå her i gården i vinterenes kolde og mørke måneder, men jeg sover om vinteren. Du sover hele livet! Det bliver snart forår, og jeg vågner igen. Men hvad med dig? Hvornår vågner du op fra din tunge søvn?
Ballerinaen rystede på hovedet. Hun var ikke parat til at lytte til træet, og hun tænkte, at det måske kun var den kolde vind, som susede i hendes ører. Hun gik tilbage til sin lille lejlighed på tredje sal, kravlede i en gammel flonels natkjole og lagde sig i sengen, selvom det var midt på dagen. Hun sov i tolv timer og vågnede først efter midnat. Det var mørkt, og månen skinnede gennem gardinerne. Hun tog in frakke på og gik ned i gården igen.
I løbet af natten var der kommet sne, og kastanjetræet var pudret med hvide, kolde snefnug, som glødede rent og hvidt i mørket. Ballerinaen gik hen til kastanjetræet og klappede på stammen. Og igen syntes hun, hun hørt en hvisken i ørerne:
«Nu vil jeg fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv! Og du skal bare lytte. Du har ikke nogen stærk vilje, vel?»
«Nej,» sagde ballerinaen ydmygt, «det har jeg ikke». Og hun tænkte ved sig selv: «Lad mig høre hvad dette træ vil sige.»
«I morgen skal du ringe til din gamle veninde fra balletten, og du skal selv i gang med at undervise! Dette vil give dig livsviljen tilbage» Hviskede kastanjetræet videre.
Ballerinaen kyssede træets glatte, kolde bark og gik tilbage i seng. Om morgenen vågnede hun op med følelsen af, at hun skulle gøre noget vigtigt. Hun drak kaffe med en hvid bolle, smør og marmelade og ringede til sin gamle veninde, som for nylig havde åbnet en balletskole for børn.
«Kom og hjælp mig!» lød den muntre og velkendte stemme i telefonen.
En times tid senere nåede ballerinaen frem til venindens balletstudie. Hun så en elegant og moden kvinde, som var klædt i et velsiddende, blåt jakkesæt, og som var parat til at give balletundervisning. Hendes hår var samlet smukt i nakken, øjnene strålede med en diskret makeup. Hun kiggede på vores ballerina, og så en overvægtig, grim og sjusket kvinde i posede bukser med lapper på knæene, og hår, som strittede ud til alle sider. Hun sukkede og sagde:
«Velkommen! Vil du hjælpe mig med at undervise begyndertrin til småbørnsgruppen? Du skal være den gode, smilende heks – børnene vil elske dig!»
Ballerinaen blev først fornærmet, men så tænkte hun lidt, og lige pludselig hørte hun igen en hvisken «sig JAAA!!!» Og et lille vindpust strejfede hendes ansigt. Var det kastanjetræet? Hun smilede barnligt og sagde: «Ja, hvornår skal jeg begynde?» «I aften» var det korte svar.
Ballerinaen kom en halv time før undervisningens start, og hun var meget spændt. Hun trådte ind i salen og frøs. Den første gruppe af små «sylfider» var i alderen fra 5 til 7 år. Børnene var allerede i balletkostumer med lyserøde tylskjoler og balletsko. De var klar til hendes lektion.
Hun gik hen og stillede sig foran det store spejl, smilede genert og sagde bestemt: «Er vi klar? Saml fødderne, ret ryggen, smukke og runde hænder – og vi starter: en-to-tre – pliér – en-to-tre – pliér!»
Børnene så på den mærkelige skabning, der flyttede sin kæmpe krop med elegance, som en stor elefant, og de begyndte at grine. Til deres overraskelse lo ballerinaen sammen med dem, og dette skabte med det samme en god, fælles stemning i salen. Lektionen var en succes, og ballerinaen følte kærligheden fra alle de sytten, lyserøde piger.
Om aften, da hun kom hjem, gik hun straks hen til kastanje træet i gården, omfavnede det og hviskede kærligt med lukkede øjne: «Tak, kære!»
En forbipasserende mand, rystede på hovedet og sagde tørt: «Du bør omfavne din mand, ikke det dumme træ, dit fjols!»
Hun hørte det, vendte sig om og sendte et varmt smil tilbage til den ukendte mand. Så gik hun op til sin lejlighed på tredje sal. Hun vidste, at nogle gange kommer svarene på livets spørgsmål ikke fra mænd eller kvinder – men fra nattehimmelen, fra bjergene, fra træerne, fra solen eller fra blomsterne, ja – fra alt levende omkring os! Det er kun et spørgsmål om at lytte godt efter. Og hun havde hørt svaret. Eller måske var det kun en illusion?
Piloten
Carl var født og opvokset i det kolde og regnfulde Skandinavien. Han havde blondt hår og blå øjne. Var høj og havde en kraftig, muskuløs krop. Han var pilot i SAS, fik en god løn og var glad for sit arbejde. Han rejste over hele verden og havde besøgt næsten hvert hjørne af vor lille, men behagelige planet.
Han tilhørte det internationale broderskab af piloter, der mødtes i barerne på de femstjernede hoteller, hvor de indlogerede sig ind imellem deres flyrejser. Her drak de øl, whisky og soda, og udvekslede nyheder. Samtalesproget var engelsk – dog med en speciel pilotaccent.
Mange af piloterne havde set hinanden før og kendte også hinandens navne. Det var jo de samme hoteller de besøgte år efter år. Det var hoteller, hvor vinduerne ikke kunne åbnes, ligesom i flyene, så al støj blev lukket ude. Men piloterne var vant til disse kunstige livsbetingelser. Faktisk følte de sig som noget særligt, ved at skulle opholde sig på de femstjernede «natkrisecentre», hvor man oven i købet fik førsteklasses morgenmad.
Carl var gift og havde tre børn – blonde, blåøjede skandinaviske, kønne og ikke for tykke. Hans kone havde arbejde som præst (eller måske mere korrekt – præstinde) i den danske Folkekirke efter en teologisk universitetsuddannelse.
Hun prædikede på søn- og helligdage for sine protestantiske sognebørn, der troede på den protestantiske Gud. Hun var klædt i en sort, lang kjole med en hvid pibet krave, der fik hendes hoved, med dets korte, let krøllede hår, til at ligne et blomkål på en tallerken. Hun gav menighedens medlemmer små, runde, sprøde nadverbrød i munden, som tegn på tilgivelse for alle de synder, de havde begået i den forgangne uge, og gav dem også altervin, sød portvin, skænket op i sølvbægre.
Men de kom igen og igen, måske fordi de glemte alt om deres løfter til Gud, eller måske fordi de kunne lide portvin. De sang protestantiske salmer med stor entusiasme, og anråbte den protestantiske Gud i deres kirker i håbet om, at han fandt behag i deres sange.
Til kirken hørte en præstebolig, hvor piloten og hans kone-præstinde – og deres børn boede vederlagsfrit,