Min gamle Kammerat. Bang Herman

– véd du, hun handlede ret – han havde forlovet sig med den rige Pige —

      – Men – naa ja, jeg tror ikke, hun har glemt ham.

      – Og han tog imod det – uden videre – lod hende gaa?

      – Min Ven, hvad skulde han gjøre? Han havde atten hundrede Kroner om Aaret, og Elisabeth havde brugt det tredobbelte til sine Kjoler. – Han var meget bedrøvet, tror jeg … – Nu i Foraaret blev han gift —

      – Saa stor var Bedrøvelsen … Aa ja … Min Ven tog sig ned over Øjnene.

      – Ser du, sagde han, det kan man ikke dømme. Hjertesorg og Hjertesorg er to Ting – og den er ikke ens for alle —

      – Og hvordan gik det saa ellers —

      – Fa'er holdt det gaaende til det sidste, – Aa – den sidste Tid – du, da jeg vidste alting. Hverdan det hele hang i en Traad, da de støvede rundt efter Penge til vore Vexler – og det drejede sig om timer. Bankerne, forstaar du, var begyndt at blive forsigtige, de holdt sig tilbage og vægrede sig og gjorde Ophævelser … og akcepterede ikke mer….

      – Jeg husker en Gang – der var blevet præsenteret en Vexel i Banken, saa kom der Bud tilbage, at Direktøren ønskede gjerne at tale med Fa'er personlig —

      Jeg var i Kontoret hos Fa'er, da Buddet kom. —

      Han saa' op, og vendte sig, saa Kontoristen ikke kunde se hans Ansigt.

      – Og Vexlen? sagde han.

      – Ja – den blev ikke akcepteret. – Direktøren sagde en Formfejl.