Ludvigsbakke. Bang Herman

si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen var jo godt lidt.

      – Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det ikke gik saa nøje.

      Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke.

      – Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige … Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.

      – Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste Modest.

      – Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.

      – Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi tænker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.

      Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.

      – Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.

      – Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og koldt Vand.

      – Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.

      – Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa passes og saa løber de større … Men det er alligevel saa underligt, naar de blot ser, at man gør, hvad man kan, og man saa li'esom altid har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.

      – Ja, sagde Lund.

      Fru Lund blev ved at se hen for sig:

      – Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er, hvad der saa osse trykker …

      Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin Sofa:

      – Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.

      – Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad min Salighed osse vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i Verden – —

      Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:

      – Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen – en Smule Skinke og Smør … Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig….

      – Aa, Fru Lund, det er altfor meget.

      – Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen" …

      – Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'r. Og saa vilde det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak.

      – Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de, der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smørret ikke artet sig, Ida – de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren – saa maa Du bruge det paa Panden.

      Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:

      – Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid….

      Hun sad stadig med Idas Hænder i sine, og det begyndte at mørkne i Stuerne:

      – For véd Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har kendt hinanden fra Børn.

      – Ja, sagde Ida – de talte begge to langsomt og halvsagte – det er saa dejligt at se, naar Folk er lykkelige.

      Fru Lund nikkede:

      – Ja, saa dejligt, min Pige.

      Det bankede paa Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det var Kæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til "Lunden".

      – Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.

      Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.

      Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af Kæmnerens Hænder.

      – Naa, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.

      – Ja, vi har saa, sagde Skovrideren

      – Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder …

      – Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.

      – Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.

      Han saá op paa Lund:

      – Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.

      Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.

      – Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen fører det? hvor fører det hen?

      – Her sidder man….

      Kæmneren tav lidt og sagde sagtere:

      – Det er det Hele.

      Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst, der løftede sig som et goldt Bjerg:

      – Gud, ja, sagde hun. De har været til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa mange Tanker – nu har der været Bud paa Huset igen … Det er Mathiesen, han vil absolut ha'e det til Butik.

      Frøken Sørensen talte hviskende og i en Strøm:

      – Og det var jo det bedste at sælge, for naar Fa'r en Gang gaar bort, flytter jeg dog til København. Der sidder jo Søstrene. Men saa længe vi har Fa'r i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring – hverken Søstrene eller jeg.

      – Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.

      – Det er jo det – det mener ogsaa baade Søstrene og jeg – en gammel Mand er han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen.

      Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen:

      – Saa nu gaar det løs paa Huset igen. Men, og han talte højere: jeg sitter her endnu …

      Han slog med Stokken:

      – Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil. Det er det Hele.

      Inde i Sovekamret blev der bomstille.

      – Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen.

      Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa:

      – Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden….

      Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa Trappen, og Kæmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:

      – Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse Fedt om Hjertet.