Livserindringer. Madvig Johan Nicolai

men brugtes ofte og tilsaaes altid af min Moder. Jeg lærte med mine Søskende at kjende det hele regelmæssige Kredsløb igjennem Aarets Tider af Bagning, Brygning, Brændevinsbrænden, Slagtning med tilhørende Saltning og endelig Lysestøbning, thi hvert større Hus besørgede alt Sligt hjemme; kun den jævnere Mand eller de Fattige benyttede de meget lidet fremtrædende Haandværksdrivende ved f. Ex. at bringe den hjemmelagte Deig til Bageren; Bagerens Opgave var da væsentlig at bage for Andre, kun i ringe Omfang at bage Brød til Salg. Talrige Smaaeiendommeligheder ved den bornholmske Husholdning ligesom ved Husets Udstyr og Møblering rinde mig herved i Minde, men jeg skal indskrænke mig til at nævne to. Paa en bestemt Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen og to leiede Mænd med Heste og Vogne og forsynede med tilstrækkeligt Mundforraad ud i Høilyngen, hvor de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrællede) et betydeligt Antal Fladtørv og tillige huggede Lyng, stundom paa en lille, for Aaret kjøbt Plet i Almindingen, hvor den skaanede Lyngvæxt var langt frodigere; ved deres Tilbagekomst med det indvundne Forraad af adskillige Læs, erhvervede i vaadt og koldt Veir med endel Besvær, vederkvægedes de med en rigelig Forpleining, hvori vi Børn med stor Glæde deltoge. Naar det første Slædeføre var lagt ved Vinterens Begyndelse (og Sneen lægger sig tidligere og holder sig bedre paa Bornholm end i Sjælland), udsendtes derhos meget aarle om Morgenen 3 store Slæder til Fiskerleiet Snogebæk paa Sandstrøget sydfor Nexø og kom om Aftenen, stærkt belæssede med Sand, hjem efter en ofte for Folk og Heste meget anstrængende Tour over Bakker og ad daarlige Veje, hvor da Modtagelsen var ligesaa varm. Sandet var foruden til andet Brug nødvendigt til den idelige Bestrøen af de feiede Gulve; et Gulv uden frisk Sand ansaaes ikke for pynteligt. Stranden ved Svanike leverede kun grovt Grus. – Til virkelig Deltagelse i Bedriften kaldtes de ældste Sønner om Sommeren ved at sættes til at vogte Køerne. Jeg selv ydede dog kun i ringe Grad denne Tjeneste, da jeg først var for lille og siden fandtes brugbar i anden Retning, men jeg ledsagede ikke sjeldent mine Brødre derved og erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken løbende Vei ivrig byggede Fæstningsvolde af Støv og besatte dem med Ærtebælge som Kanoner, thi krigerisk var Tiden. Jeg vover neppe at fortælle, at det engang en hed Sommerdag faldt mig med fire eller fem andre Drenge i en Alder af 7—8 Aar ind at klæde os ganske nøgne af og løbe tversover Agre og Enge hen til en lille skyggefuld Lund, hvorfra vi derpaa under største Angst og Frygt for Straf ilede tilbage.

      Vi Børn opdroges trods al Kjærlighed i gammeldags strenge Former. At sige "du" til Forældre var aldeles uhørt; sædvanlig brugtes i Tiltalen tredie Persons Form ("vil Moder", sjeldent: "vil hun, Moder"), og jeg beholdt senere hen temmelig længe denne Form i Brevene til min Moder, da jeg vidste, at "du" forekom hende fremmed. Endnu i 1840, da min Moder første og eneste Gang besøgte Kjøbenhavn og saae mine Børn, bemærkede hun, at deres "du" i Tiltale til mig forekom hende underligt, men hun vænnede sig dog meget hurtig til Børnebørnenes kjærlige "du". Vi spiste, medens min Fader levede, staaende ved vore Forældres Bord med Undtagelse af de ældste, voxne eller næsten voxne Brødre. Vor daglige Fodbeklædning var Træsko, til hvis Forfærdigelse en Træskomand aarlig opholdt sig nogle Dage i Huset. Legemlig Tugtelse anvendte min Fader ikke, fordi han engang havde overilet sig mod et af sine ældste Børn i denne Retning, men han overdrog ikke sjeldent min Moder at straffe os paa denne Maade. Jeg selv, der var føjelig og godmodig og unegtelig indtil en vis Grad Kjæledægge, erindrer dog kun to Gange at have faaet Hug af min Moder, den ene Gang med en varig Eftervirkning. Det var ikke usædvanligt, at man krydrede Rugbrød, der gaves Børn, med lidt Brændevin istedetfor med Smør ("Brændevinsbrød"), og jeg havde faaet Smag for denne Spise; da det nu derhos var Skik, at der bødes Folk fra Landet, som kom i Forretninger til min Fader, en Snaps, og der ofte blev en Levning tilbage i Glasset, sneg jeg mig oftere til at tømme disse Levninger; derved var jeg engang bleven beruset og faldt staaende i Søvn med Armene lænede i en Vinduesfordybning; min Moder kom til og opdagede ved et Forhør Tilstanden og dens Aarsag, hvorefter fulgte en alvorlig Revselse med min Faders Ridepisk. Yderst nedslaaet over den uvante Beskæmmelse, gjorde jeg, der dengang neppe var mere end 11 Aar gammel, mig selv det Løfte aldrig at smage Brændevin, et Løfte, som jeg i mangfoldige Aar holdt aldeles bogstavelig og siden af Føielighed kun har brudt i yderst ringe Grad, ved egentlig dansk Brændevin saa godt som aldrig.

      Ved Siden af Opdragelsens Krav paa ærbødig Lydighed gik dog, som omtalt, en inderlig gjensidig Familiekjærlighed, der sjeldent fremtraadte tydeligere, end naar vi Børn i varme Sommeraftener leirede os paa Husets Trappe omkring Fader og Moder, den første med sin Pibe, alle lyttende til de Raab, hvormed fra alle Sider Vogterdrengene drev Kvæget hjem. Ligeoverfor os legede lystige Skader i en lang Række Kirsebærtræer i Gjenboens Have, i hvis Hegn man havde sagt os, at der var en Sten, der vendte sig, hver Gang den lugtede varmt Brød, uden at vi selvfølgelig kunde finde denne mærkelige Sten. Jeg nød det særlige Fortrin at være min Faders hyppige Ledsager paa hans jevnlige Vandringer igjennem hans Sædemarker og Enge. For at lege i fri Luft med jevnaldrende Kammerater lagdes der os, naar vi vare komne ud over de første Aar, ingen Hindring i Veien, og Standsforskjel gjorde sig her slet ikke gjældende. Kun et Par Huse var det paa Grund af Beboernes Smuds og Usædelighed eller Tyvagtighed forbudt os at betræde, ligesom vi ikke maatte have Omgang med Børnene derfra. Jeg erindrer, med hvilken Medlidenhed jeg betragtede en fattig og berygtet Enkes af alle skyede Børn, ægte Smaabilleder af Pariastanden. Under vore Lege tumlede vi os i Byen, paa Udmarken og i Klipperne ved Havet, hvor det sig mangfoldig brydende og bugtende Vand og Smaafisk, som vi fangede og satte i smaae Saltvandspytter, skaffede megen Underholdning. Den almindeligste Legeplads for Drengene var om Efteraaret og Vinteren ved Havnen, hvor Søfolk og Fiskere om Aftenen holdt en Art Sladderbørs, ved hvis Forhandlinger vi stundom vare ivrige Tilhørere.

      Vore Lege bare stærkt Præg af den omgivende Natur; vi opkastede store Grusdæmninger, der kæmpede mod de mellem Klipperne indtrængende Bølger; vi opbyggede, naar Vandet veg tilbage, i Hast af flade Stene Smaataarne, paa hvilke vi kneisede stolt, naar den tilbagevendende Bølge omgav dem, men hvorfra vi ogsaa stundom styrtede med Stenhoben ned i Vandet; vi sammensatte med Pinde Skibe eller Flaader af tørre Rørsiv og sendte dem ud paa Bølgerne med Master og Papirseil. Mange Børn havde ogsaa større og mindre, med velvillige Fiskeres og Tømmermænds Hjælp tilveiebragte og kunstmæssig med Seil tiltaklede og med Ror forsynede Træskibe: Jagter, Slupper, Skonnerter og Brigger, med hvilke der krydsedes paa Damme og i Smaabugter af Havet. Vore temmelig store og aflange Kælker slæbte vi ikke langsomt hen ad Jorden, men ad en speilglat, paa en Bakkeskrænt anlagt Bane fore vi liggende paa Maven og styrende med Spidserne af Træskoene i pilsnar Fart ned; kække og øvede Drenge stillede sig paa denne Fart i opreist Stilling, holdende sig ved Slædens Trækketoug, tversover en liggende Kammerat paa Slædemederne, en Idræt, der ikke altid var farefri. En yndet Øvelse var ogsaa, siddende paa en flad Sten, at fare nedad en skraa og noget hvælvet Klippeside, hvor der snart dannede sig et meget glat Spor; men Øvelsen var meget angribende for et vist Klædestykke. Ifølge Tidsforholdene gjordes den almindelige Tagfat og Kapløben til en Efterligning af Kaperiet ("tage til Kaps"). Om Sommeren legede ogsaa Smaapiger, selv af de bedrestillede Familier, med paa den grønne Udmark, og jeg bevarer Mindet om et Par meget kjære Legesøstre, der tillige vare min ældste Søsters Veninder; den sidste af dem døde i 1884.

      En ikke ringe Del i vor Sommerglæde havde Svømningen, hvortil der var den ypperligste Leilighed, og som Enhver lærte sig selv under ringe Anvisning af en ældre Broder eller Kammerat ved Hjælp af først to og siden en Aare under Armene istedetfor Svømmesele. Det var herligt fra det friske Vand at krybe op paa den af Solen gjennemvarmede Klippe og der klæde sig paa; jeg har bragt det til indtil 6 Gange efter hinanden at iføre mig Skjorten og atter at krybe ud med nye Kammerater; jeg var en god og dristig Svømmer, og jeg afviste det som en skammelig Bagvaskelse, da i mit niende eller tiende Aar en Kone, som laae og vaskede paa et Klippeskær, til hvilket jeg svømmede hen, paastod at have trukket mig ved Haaret op paa Klippen, fordi Kræfterne svigtede mig. Da jeg ellers ikke kan gjøre mig til af synderlig Færdighed i legemlige Kunster, er jeg stolt af endnu efter det fyldte 80de Aar at svømme let og godt baade forlængs og baglængs. – En enkelt Gang mindes jeg at have deltaget i et Bombardement paa en Gniers Pæretræer, der hang udover Havegjerdet, hvorved jeg dog, uagtet jeg indtog en fremskudt Post, gav Afkald paa Andel i Udbyttet.

      Familielivets jevne Gang afbrødes naturligen ved visse aarlige Mærketider, af hvilke St. Hansdag og Julen vare de vigtigste, skjøndt ogsaa Fastelavn, om end ikke