– Hva’ var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.
– Ida stjæler mine Klæ’er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab.
Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler….
– Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren – jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud … Jeg kigger blot. Goddag….
Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.
– Det er, naar det nærmer sig Jul – man har saa rædsom travlt … Aa, De tillader vel, Hr. Huus … at jeg kommer forbi.
Frøken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.
Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun maatte beundre. Frøken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt.
– Gud, det lille Tæppe….
Frøken Abel maatte ud at føle paa det lille Tæppe.
– Aa, Hr. Huus, tillader De … Hun skulde igen forbi.
Hun følte paa Tæppet….
– Mo’er si’er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.
Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine “Flagreduer”. Men Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede Begrebet “Due”.
Og det blev ved “Kyllingerne”.
Naar Frøken Abel var arriveret, varede det ikke saa længe, inden Forvalter Huus brød op.
– Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Frøken Ida var, sagde han.
Det blev henimod Jul.
Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.
Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen, saadan som hun glædede sig iaar.
Det laa ogsaa i Vejret.
Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.
Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.
– Vil De spille lidt, sagde han.
– Aa, jeg kan kun de Par —
– Men naar jeg nu gerne vil høre dem … Han sad paa en Stol i en Krog ved Siden af Sofaen.
Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og saa var han ogsaa ganske umusikalsk.
Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj.
Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.
– Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han.
Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.
– Han havde ogsaa været med i sin Tid … da de laa paa Skolen.
– Og København havde haft Fruentimmer … naa – det er gaaet tilbage…
– De si’er, de gaar til Rusland nu … Ja – ka’ sgu’ gerne være….
– Tilbage er ’et gaaet….
– Naar man har kendt Kamilla – Kamilla Andersen – brav Pige – brillant Pige —
– Tog en sørgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s’gu ud af et Vindu….
– Ærgerrig Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas Ærgerrighed.
– Meget ærgerrig Pige … Kendte hende, brillant.
Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og saa’ ikke særlig interesseret ud.
– Jeg spø’r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i Sommerferien, i Præstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, spørger jeg. Er det godt?
– Smaapi’er, gamle Ven. Smaapi’er.
– Ja-a – de gaar til Rusland, si’er de – kan s’gu gerne være.
Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa’ paa Uhret.
– Det er vel paa de Tider, sagde han.
– Aa – hva’….
Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej….
De gik ind til Fruen.
– Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt….
– Saa gu’ – at faa Benene rørt….
De fulgte.
Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede under deres Fødder henad Vejen.
– Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka.
– Ja – en Mængde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han havde været hos sig selv.
– Ja, jeg tror det, sagde Katinka.
– Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus.
– Ja – det var Bai – den Kulde før Jul.
– Og den holder Nytaar ind….
– Mener De?….
Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende.
Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.
Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa’ efter Sporet til Nattoget.
Han kom tilbage. Naa – sagde han.
Katinka aandede ud i Luften, langt.
– Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i Luften med Haanden.
De gik ind.
Bai laa i Sengen og røg en Stump Cigar. Saa sagde han:
– Ja – Huus er s’gu et rart Menneske … Men han er en Tørvetriller.
Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.
Men Bai betroede Kiær, at han troede s’gu ikke, Huus forstod sig no’et paa Fruentimmer.
– Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne – ser De, sagde han, om Aftenen, naar han er nede hos os … men jeg tror s’gu ikke han forstaar sig stort paa Fruentimmer….
– Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo glad. Alle ka’ jo ikke være Kendere.
– Nej – heldigvis da … og Huus – jeg tror s’gu ikke….
De blev kaldt ind til Kaffen.
De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.
Frøknerne Abel sendte Smaakort med Lykønskninger og spurgte om Pakker.
Frøken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.
– Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde var til hendes Søster.
Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar….
– Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til Huse….
– Hun var saa belæsset, da hun kom hjem….
– Jeg