Fruen lod ham beholde Haanden; men saa til Siden uden at svare.
Det var næsten, som om Baronen blev dumdristigere ved denne diminutive Gunstbevisning. Hans store, godmodige Ansigt rødmede af Glæde, og han gav sig til med et Par frygtsomme Fingre at kærtegne hendes Haandled oppe under Ærmet, der hvor Handsken endte. Og hans Stemme dirrede af Bevægelse, da han sagde:
– Jeg laa og længtes saa voldsomt efter dig i Nat paa Dampskibet, Vilde! For siden Juleaften, da du sa'e til mig, at jeg ikke maatte gaa til … ikke maatte … saa har jeg heller ikke!
Hun rev Haanden til sig og vendte sig helt bort:
– Du er dog saa … massiv, Helmuth!
Baronen saa ganske betuttet ud og skævede op til Bukken, hvor Kusk og Tjener sad med stive Rygge.
Saa strøg han hende ned over Armen, saa blødt han formaaede:
– Ikke vred, lille Vildemor! bad han med kælen Stemme – Jeg troede jo … jeg mente jo, at du, der har været gift før ....
– Men saa hold dog engang op! afbrød hun ham.
Men samtidig maatte hun smile mod sin Vilje af hans Bjørnenaivetet. Og da han saa hendes Smil, lyste hans smaa brune Øjne og hele Ansigt af Fryd.
– Kan Hr. Baronen se, der er Forvalteren med Folkene!
Det var Kusken, der tillod sig at tale med Pisken ved Hatteskyggen.
Alleen gjorde en Svingning, og Vognen kørte nu frem mod den høje, hvælvede Indkørselsport, som gennem Ladebygningen førte ind til Avlsgaarden.
Portbuen var smykket med Bøgeløv og Flag.
Og paa begge Sider af den stod Gaardens Karle og Piger og Husmænd med deres Koner og Børn opstillet. Mandfolkene til højre og Fruentimmerne og Børnene til venstre.
Saa snart Skaren fik Øje paa Køretøjet, gav den sig til at vifte med Hatte, Huer og Tørklæder og brød ud i et brølende Hurra.
– De holder nok meget af dig, Helmuth? sagde Baronessen.
– Naa—aa, mente Helmuth – det er nok snarere Risengrøden og Kalvestegen, de raabe Hurra for!
Forvalteren og Mejeribestyreren dirigerede hver sin Flok.
Alle var de i Kisteklæderne.
Forvalteren havde nystrøget Krave paa og højrødt Slips. Mejeristens var derimod græsgrønt.
– Længe leve vort naadige Herskab, Baronen og hans unge Brud! brølede Forvalteren.
– Hurra—a! skreg Hoben og svingede paa ny med Hattene, Huerne og Tørklæderne.
– I Fryd og Velstand svæve! peb Mejeristen.
– Hurra—a!
– Tak, Folk, Tak! nikkede Baronen og lettede paa Hatten.
Og Hendes Naade smilede huldsaligt og besvarede Viftningen med sit kniplingsbesatte Lommetørklæde, der ikke var større end en god Desserttallerken.
Saa buldrede Landaueren ind under Porthvælvingen og frem igen hen over Avlsgaardens toppede Brosten.
Og der laa saa Slottet lige foran dem.
Baronen bøjede sig ud over Vognkanten og saa op mod det med et lysende Blik.
Det saa ogsaa helt imponerende ud med sin vældige Façade og sit høje, kobberhængte Taarn, hvis øverste, hvide Murkant og spidse, irgrønne Tag lyste i Eftermiddagssolen.
– Det er en voldsom Kasse aa se paa! sagde han grebet.
Han blev stadig imponeret, hver Gang Slottets Størrelse rigtig gik op for ham ....
Mellem Avlsgaarden og Borggaarden stod seks kuppelformede, klippede Lindetræer. Tre paa hver Side med to rødmalede Hundehuse imellem for at markere Gennemkørselen.
Allerede da Landaueren rumlede ind under Porthvælvingen nede ved Alleen, var Lænkehundene faret frem af deres Huler og dansede nu vanvittige rundt, medens de raslede med deres Jærnkæder og glammede op med deres Stemmer, som var ganske ru og hæse af mange Aars Tjeneste i Slud og Kulde, Regn og Sol.
– Hektor og Ajax, vil I holde Mund! truede Baronen.
Og Dyrene luskede med Halen mellem Benene ind i deres Villaer.
– Der staar din Moder oppe! sagde Baronessen og pegede frem mod Indgangsdøren i Taarnet – Men hvem er det lille, underlige Væsen, der staar bag ved hende?
– Det er jo den døvstumme!
Lige idet Vognen svingede ind paa den gruslagte Kørebane omkring Borggaardens grønne Plæne, kom en blankbrun Hest farende frem fra Haven bag Slottets vestre Fløj. Uden Grime og uden Seletøj var Dyret; dets Manke og Hale flagrede for Vinden, og der fløj en Regn af Sand og Smaastene frem under dets Hove.
Da det fik Øje paa Hestene foran Vognen, standsede det brat op og udstødte en høj, prustende Vrinsken.
– Satan osse! brød det ud af Baronen – nu er Hejmdal kommen løs igen! Hva' er det for noget Smøleri!
– Bare her nu ikke bli'r Komedje, Hr. Baron! sagde Jens og glemte ganske at løfte Pisken – For den nærmer Hoppe er villig.
Hingsten vrinskede paa ny, og den nærmer Kørehest svarede med en dyb, gurglende Lyd, der lød som en Kalden.
Vognen var standset.
Kusken svang Pisken hen mod Hingsten og knaldede løs. Men det var, som Dyret ikke hørte det; thi pludselig rejste det sig paa Bagbenene og gik nogle Skridt fremad i al sin Vælde: dets Øjne skinnede, dets Øren stod strittende oprejst, og ud fra dets røde, opspilede Næseboer stod der en tæt, fin Damp som to Søjler frem i Luften.
– Helmuth, Helmuth! skreg Baronessen og greb sin Mand i Armen.
– Jamen han ser sgu godt ud, Vilde! sagde Baronen beundrende.
Oppe fra Portalen i Taarnet havde ogsaa lydt et Skrig, et uartikuleret, underligt, hæst Skrig. Det kom fra den døvstumme, der samtidig gjorde omkring og flygtede ind i Huset.
Enkebaronessen derimod blev staaende høj, matronebred og imponerende foran de aabne Døre og raabte med en dyb, mørk Stemme, der var vant til at byde og blive adlydt:
– Tag Pisken, Helmuth, og staa af Vognen og jag ham væk; ellers risikerer du, at han splintrer hele Herligheden!
Baronen skulde netop til at parere Ordre, da Hingstepasseren, gamle Jørgen, kom løbende ind fra Haven, sveddryppende, paa bare Strømpefødder og uden Hat.
– Hva' er det for noget forbandet Svineri! raabte Baronen ham i Møde, mørkerød i Ansigtet af Vrede – Kan din gamle Idiot ikke passe, hva' du skal! Hva' tror du ellers, du faar Kost og Løn for?
– Han har smøjet Tøjret a' sig, Hr. Baron! svarede Jørgen med rystende Gammelmandsstemme.
– Ja, det ser jeg sgu nok! Gaa hen og læg det paa ham!
– Jovel, Hr. Baron, straks!
Jørgen stod med Tøjret i Haanden og gik nu dristig hen til Hingsten, der, i samme Øjeblik Vognen standsede, var travet hen ved Siden af den nærmer Kørehoppe, som den nu prustende og stampende stod og bed kærtegnende i Manke og Hals.
– Kom saa bitte Hejmdal! sagde den gamle og strøg Dyret ned over Bringen.
– Bare den ikke gør en Ulykke paa ham! hviskede Baronessen angst.
– Den kender ham! sagde Baronen.
Og virkelig havde Jørgen faaet listet Tøjret paa Hingsten.
– Vøv det om Træet der! sagde Jens oppe fra Bukken.
– Og pludselig var Forvalteren og et Par Karle ogsaa kommen til Stede. Og Tøjret blev slynget to—tre Gange om det nærmeste Træ.
Saa