Han hørte, især førend han blev gift, til min Moders Husvenner, saa jeg kjendte ham ligesaa godt fra Dagligstuen som fra Skolen. Saavidt jeg veed, var der noget vanskeligt ved hans Kjærlighedshistorie, som Moder hjalp ham med at faae i Orden. I min Fortælling »Mine Søstre« har jeg benyttet ham som Model for den Figur, jeg har kaldet Sthør. Dog kun hvad hans Udvortes og hans Optræden i Skolen angaaer, thi de Udskeielser, jeg har lagt ind i denne Charakter, vedkomme ikke i mindste Maade min kjære og hæderlige Lærer, om hvem jeg ikke veed andet end godt.
Disse vare de mærkeligste af Skolens Mænd. Min Faders Undervisning, der af de ældre Disciple betragtedes som Skolens Glandspunkt, kom jeg og min Broder desværre ikke til at nyde godt af. Han læste i Reglen kun i den øverste Klasse, og det var først efter hans Død, at vi blev flyttede op i den.
Skjønt altsaa Skolelivet ikke savnede Opmuntring, gik det mig dog, som det vel er gaaet mangen anden i disse Aaringer, ikke bedre end at jeg stadig led af Utilfredsstillelse og Kjedsomhed, derfor og af alle de Unoder, som denne Fandens Hovedpude fremavler.
De værste af disse var Uartighed hjemme, Udplyndring af Haven, skjønt jeg ogsaa trolig hjalp Moder med Arbeidet i den, Kravlen omkring paa farlige Steder, Slagsmaal og Gadedrengestreger. Sæderne vare primitive, vi betragtede ogsaa Gaderne, især Torvet som god Legeplads. De mere uskyldige var at streife omkring uden Maal og Med som et nysgjerrigt Dyr.
Saalangt som man paa en halv Dags Tid kunde naae, var der intet Sted, veisomt eller uveisomt, der ikke blev afsøgt. Hvert Krat og Kløft, hver Sump, hvert Træ og Sten, hver stor Udsigt eller skjult Krog kjendte jeg ligesaa godt som Stuerne hjemme. Hvad der ikke kunde naaes tillands, maatte der soppes eller svømmes til, og hvad der end ikke saaledes var til at række, blev ved Vintertid opsøgt paa Isen. Selvfølgelig spillede den mægtige mystiske Ruin herved den største Rolle, jeg har jo alt talt derom. Hvergang jeg hører Alliken skrige og snakke om gamle Taarne, mindes jeg de uhyre Flokke af disse Fugle, som den husede. Og naar jeg paa min Landsbykirke undertiden har seet en halv Snes Storke samles til Afreise, tænker jeg paa, hvorledes de gamle Mures hele store Kreds hver Afskedsdag i Høst blev tæt besat med disse underlige knepprende Stylteben.
At undersøge Naturen i det Smaa som i det Store, at betragte dens vide Syner som dens mindste Spil, i alskens Belysning, ved alt Slags Veirlig, i Sommerens Rigdom som i Vinterens Øde, har altid været min Lidenskab, den jeg endnu ikke har faaet stillet. Livet i Kolding har lagt den første Grund til disse Idrætter; det tøilesløse Drengevæsen hjalp til at gjøre rigere Erfaring end nogensinde siden.
Ogsaa derfor har jeg at takke Gud. Det førte videre, end jeg dengang kunde gøre mig klart. Saa fattigt end Livet kan være, kan det dog fantastisk opfattet oplyse og oplade Kunstens Tryllerige.
At være med i en Efteraarsdags Skumring at drive Kvæget hjem fra den fælles Bymark, og i Flok med plumpe Karle og snavsede Drenge, væbnet med en lang Knaldepidsk at komme farende under Hujen og Trængsel opad den lange bakkede Læsbygade med de dampende Dyr foran sig, var vel egnet til at hensætte en fantastisk Dreng i en Walter Scott'sk Scene.
At sidde, naar vi legede Røvere i Slotsruinen, i den store Fængselskjelder dybest under Kjæmpetaarnet, hvor der var bælgmørkt, naar man fra Dagslyset kom derned, men hvor man tydelig nok saae enhver Krog, naar man havde været der et Kvarters Tid, og i sin Ensomhed at lure paa, at den søgende Vagt kom, og saa med et Spring at kaste sig over den forat hugge sig igjennem, mens den endnu var blind, gav en Fornemmelse af Ingemannsk Gru.
At ligge i stadig Feide med Plebeiernes Parti, som vi Latinere altid gjorde paa Grund af, at vor Skole laa paa den ene Side af Kirken, Borgerskolen paa den anden, gav Erfaringer om, hvad krigersk Mod vil sige. Og naar det ikke var let at komme vel hjem fra Skolen, da man paa ethvert Gadehjørne kunde blive nødt til at hugge sig gjennem Fjendens lurende Patrouiller, gav et lille Begreb om de Montaguers og Capuleters Kaardeklirren i Veronas Gyder.
Saa igjen i geografisk Begeistring at tage sig for at forfølge en Bæks Løb langt ude fra Skovkløften, gjennem stridigt Krat og vaade Sumpe, klattrende langs Trærødder og hoppende over Stene, til man efterat have fældet Dragen i en stakkels Snogs Skikkelse, og have næret sig af bittre Bær, endelig at naae til Vandmøllens sorte drippende Hjul, og faae Culturgrund under sig – var det end ikke et Stykke af Coopers Skovliv, var der dog intet i Veien for, at en Dreng kunde gjøre det dertil.
Mine Forældres Hus var ikke noget christeligt Hjem, og vi Børn fik ikke nogen christelig Opdragelse. De var ikke irreligiøse, men deres Religion var Humanismens, hvortil hørte, at man ikke maa tale for tidlig til Børn om, hvad de ikke kunne forstaae.
Den første Spire til Gudsfrygt blev lagt i min Sjæl af en stor, rødmusset Bondepige, som var vor Kokkepige.
En Dag, det maa have været ved Begyndelsen af min Skoletid, stod jeg i Kjøkkenet og betragtede, forat forslaae Tiden, hendes Gjerning ved Skorstenen, mens jeg smaasnakkede med hende. Hun maa i sin Troskyldighed have sagt noget om Guds Hjælp og Bønnen, og jeg i min Vigtighed yttret mig skeptisk derom. Det husker jeg ikke. Men vel, at hun vendte sig om fra Ilden, og sagde med et alvorligt, noget forfærdet Ansigt: Be'er du da ikke din Bøn? – Nei. – Kan du da ikke dit Fadervor? – Jo, det kunde jeg. – Saa skulde du rigtig skamme dig og læse det. – Jeg havde intet at svare, men glemte ikke hendes Anvisning. For det første skammede jeg mig, for det andet tog jeg mig for at afhjælpe den Mangel, og vænte mig fra den Dag til at sige mit Fadervor hver Aften, naar jeg kom i Seng. Jeg holdt min Skik, og hvorvel jeg endnu i mange Aar ikke kom væsentlig videre end overfor Gud at skamme mig over min Synd, men overfor Verden at glemme det igjen, skal jeg dog altid være den enfoldige Pige taknemlig, for hun i min Fattigdom gav mig den bedste Skjærv, hun eiede.
Ogsaa med Jødedommen kom jeg i Forbindelse, om det ogsaa kun var, ligesom med Christendommen, en udvortes Forbindelse. Vor Husvært var en jødisk Kjøbmand, en lille hjulbenet Mand med sin Nations Træk stærkt udprægede, som da han ved sit Talent var kommen til Velstand, havde den Drøm at ville gjøre en chevallerisk Figur, holdt en smuk Hest, og var Underofficer i det borgerlige ridende Korps. Sine elegante Rideture benyttede han som klog Forretningsmand ogsaa til at eftersee sine hemmelige Forretningsveie. Han drev nemlig, som alle der ved Toldgrændsen, en betydelig Smughandel, men udenfor denne efter Stedets og Tidens Moral undskyldelige Plet var han en hæderlig Mand og en Typus for en jødisk Handelsmand, i Forretninger et fint Øie for Fordelen, mod Slægt og Venner et varmt opoffrende og trofast Hjærte. Dertil fast i sin Tro og streng i Overholdelse af sin hellige Lovs Bud.
I hans Hus kunde man lære jødisk Skik at kjende. Der var ingen jødisk Slagter i Byen, Husbonden slagtede selv. At være tilstede derved var vel ikke tilladt, men at see de blanke tveæggede Knive, stukne i smukke Læderskeder, gik an i et fortroligt Øieblik, og det var mystisk nok, det var Oldtidens Offerknive. Og saa at udspørge om de smaa Pergamentslæg, der var sømmede til Dørkarmen, og høre, at lignende blev baarne om Armen; at see Manden om Sabbathen sidde inde bag sin Butiks Glasdøre med sin Kaskjet paa og læse i sin store hebraiske Bog; og at lytte til Familiens ustandselige Tale, naar de kom hjem fra Synagogen i Fredericia med Hjærterne strømmende over af Henrykkelse over den hellige Fest, alt dette var jo vistnok kun at staa i Hedningernes Forgaard, men det gav Lyst til at vide mere.
Kager og anden Festmad blev altid bragt ind til os og fortæredes med Glæde, men vi blev ikke budne ind, dertil var Husets Skik for streng. Den tydeligste Forestilling om Religionens Kraft gav os Fasten. Der var en Butiksdreng, en yderst godmodig Fyr, som var vor Ven, og ved hvis Disk jeg har tilbragt mangen ledig Time. Naar Fastedagen kom, gik han ude i Gaarden med os og havde et forknyt Udseende, han led af Sult. Naar han da saae op mod Himlen og fortalte, at blot en eneste Stjerne blev synlig, saa begyndte Sabbathen og han kom til det herlige Bord, da var dette Tegn mere end noget prosaisk Klokkeslet egnet til at berøre os som et himmelsk Mysterium.
Om jeg som andre kaade Drenge har været