Han lod sig lede af denne Tilskyndelse og fulgte Vejen, der førte gjennem Klitterne ned til Stranden. Han var pludselig bleven angst for ikke at træffe hende. Det var, som om al den Tvivl, der havde pint ham den foregaaende Aften, paa én Gang bortvejredes. Den Tanke, at han virkelig elskede hende, vandt mere og mere Magt over ham.
Han kom ned til Stranden. Solen var brudt frem gjennem den lette Morgentaage, og Havet laa udbredt foran ham som en glitrende, spejlklar Flade. Et Par Karle oppe fra Hotellet var i Færd med at trække en Badevogn ud i Søen. Ellers var der intet Menneske at se.
Skulde hun være vendt tilbage ad en anden Vej? Vilde hun maaske allerede være rejst, naar han kom tilbage til Gjæstgivergaarden? Enhver Tvivl var vegen fra ham; han var sig kun en eneste Følelse bevidst: en hed Attraa efter at træffe hende.
Men nede ved Stranden var hun ikke. Saa gik han atter tilbage til Klitterne og klavrede op paa en af de højeste af dem for at se ud over Omgivelserne. Men de eneste menneskelige Væsener, han kunde faa Øje paa, var endnu bestandig de to Hotelkarle, der stod ude i Havstokken og skruppede løs paa Badevognen.
Et halvthundrede Skridt fra ham, inde mellem Klitterne, laa Badestedets Pavillon, fra hvis aabne Veranda der var en vid Udsigt ud over Øen. Han og Minna havde i den sidste Tid ofte siddet deroppe og passiaret.
Uden egentlig at have noget Haab om at finde hende der, gik Henning hen til Pavillonen, men fandt Hoveddøren lukket. Manden, som drev et lille Konditori paa Stedet, var endnu ikke kommen. Paa Bagsiden af Huset var der imidlertid en Dør, der sjælden blev laaset af, og ad denne Vej kom Henning ind.
I Restaurationsværelset heller ingen. Sandet, som fra Stranden blæste ind ad Døre og Vinduer, laa tommetykt rundt omkring. I et Hjørne af Værelset var der henslængt en halv Snes Croquetkugler og Stokke. Skodderne sad endnu for nogle af Vinduerne. Det hele saa trist og uryddeligt ud.
Henning gik fra Restaurationsværelset ud i Forstuen, hvorfra en Vindeltrappe førte op til Verandaen. Denne løb rundt omkring Huset. Han tøvede et Øjeblik, da han var kommen derop, for at se sig omkring. Saa hørte han Lyden af Skridt paa den modsatte Side og blev staaende.
Det var Minna. Hun fór let sammen, da hun saa ham, men ellers røbede hun intet af den Forvirring, der havde overmandet hende den foregaaende Aften. —
»Vilde De rejse bort, uden at der skulde vexles flere Ord mellem os?« – Henning mærkede, at hans Stemme ikke var saa rolig, som han gjærne vilde gjøre den.
»Ja – hvorfor skulde jeg ikke det?« Hun sagde det lidt sagte, men uden kjendelig Bevægelse.
»Fordi det forekommer mig, at efter hvad der skete i Aftes, er De og jeg komne til at staa paa en helt anden Fod med hinanden end før.«
»Det ved jeg ikke af … Hvad skete der? Intet, slet intet.«
»Jo, Minna; De ved det ligesaa godt som jeg. Indtil i Gaar omgikkes vi hinanden som et Par gode Venner, maaske uden at gjøre os nogen Tanke om, at det nogensinde kunde blive anderledes. Og saa, ved et af disse uforklarlige Tilfælde, som Skæbnen undertiden sender os, uden at vi forstaar, hvorledes det kommer – saa … ja, nægt det ikke, Minna – saa gik det paa én Gang op for os, at vi holdt af hinanden paa en helt anden Maade, end vi hidtil havde troet.«
»Nej, nej, De tager fejl. De kjender mig slet ikke … Jeg er lunefuld og undertiden saa let til at blive bevæget. Det er det hele.«
Hun talte denne Gang hurtigt og afbrudt; det lød, som om hun kæmpede med en hemmelig Uro.
»Tro mig«, sagde Henning alvorlig, »jeg taler ikke letsindig til Dem. Siden i Gaar har jeg nøje prøvet mig selv. Der var Øjeblikke iblandt, hvor jeg selv saa vort Forhold i et underlig uklart Lys, ja, hvor jeg maaske endogsaa tvivlede baade om Deres og mine egne Følelser. Men da jeg hørte, at De vilde rejse uden at sige mig Farvel, og jeg kom til at tænke paa, at vi skulde skilles for maaske ikke at mødes oftere, saa droges jeg saa uimodstaaelig til Dem, at jeg kun var mig en eneste Tanke bevidst – den at skynde mig til Dem.«
Minna havde sat sig paa en af de lave Bænke, der stod paa Verandaen. Hun havde bøjet Hovedet halvt ned, hvad enten det var for at undgaa hans Blik eller for at værge sig mod Solstraalerne, der faldt lige paa hende og lagde en gylden Glans over hendes Haar. Barmen hævede og sænkede sig heftigt under hendes mørke, tæt sluttende Kjole.
»De ved godt, Minna, at De kan stole paa mig«. – Han talte sig mere og mere varm, jo længere han betragtede hende. – »Vi har rigtignok kun i kort Tid kjendt hinanden, men synes De ikke selv, at det var, som om vi lige strax blev gode Venner? Og hvor mange Gange i denne Tid har vi ikke talt frit og aabenhjærtig sammen? – Minna – nu begriber jeg ikke, at jeg ikke for længe siden har anet, hvad det var, jeg følte for Dem – at jeg elskede Dem; hører De, Minna, elskede Dem af hele min Sjæl …«
Han havde lagt sig paa Knæ foran hende og slynget sine Arme om hendes Liv. Hun gjorde ingen Modstand, men blev siddende i samme Stilling som før uden at svare ham.
»Minna – svar mig – vil du tilstaa, at du har mig kjær?«
»Jeg ved det ikke …« Svaret kom langsomt og nølende, men med en Betoning, der godt kunde betyde det modsatte af Ordene. Og med det samme saa hun paa ham med en stærk Rødme paa de runde, friske Kinder.
»Jo, nu ved du det, Minna. Du røbede dig i Aftes, men før den Tid gik baade du og jeg i Blinde. Du vil gjøre mig saa lykkelig ved at sige det!«
»Ja … jeg tror, jeg holder af Dem …«
Hun bøjede Hovedet endnu længere ned og sagde det ganske sagte – med et Udtryk af Barnlighed, parret med kvindelig Undseelse, der gav hende en bedaarende Ynde. Han drog hende heftig ind til sig og trykkede sin Mund mod hendes fugtige, halvt aabne Læber. Men pludselig rev hun sig løs og vendte Hovedet bort. – »Saa, ikke mere«, mumlede hun. —
Arm i Arm fulgtes de tilbage ad Vejen mellem Klitterne. Hans Ansigt straalede lyksaligt, medens han udkastede sine Fremtidsplaner for hende, og hun gik villig ind paa dem allesammen. I sin underordnede Stilling ved Theatret skulde hun ikke blive. Han ønskede det ikke, og selv brød hun sig heller ikke derom; hun havde dog ingen rigtig Tro paa, at hun kunde blive Kunstnerinde. Naar han om nogle Dage kom til Kjøbenhavn, skulde deres Forlovelse deklareres. Og de vilde holde Bryllup saa snart som muligt.
Heller ikke mod det sidste Forslag gjorde Minna nogen Indvending. —
Dagen efter Hennings pludselige Forlovelse modtog hans gode Ven, Hans Frederik, følgende Brev:
»Kjære, gamle Ven!
Før du begynder paa Læsningen af denne Epistel, vil jeg bede dig om at være forberedt paa en stor Overraskelse. Gjør dig det derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, sæt dig hen i Lænestolen foran Skrivebordet, og har du Støvler paa, der trykker dig, saa ifør dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tænd saa din Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro!
Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter tørre Fornuftslutninger.
Saa! – Er du nu parat; saa kan jeg begynde.
For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til den lille idylliske Ø i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig jeg var bleven i den sidste Tid – naa, det har jeg vistnok i Grunden altid været, paa nogle faa letsindige Øjeblikke nær.
Jeg tog fat paa mit Arbejde