Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga.
Helga tier stille!
Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og hr. Grandlev skjulte et smil bag sin bog.
Nå, nej: øer, rettede Dagmar. Og ankom dær i et ikke videre elskværdigt tempera – humør. – Hun så hjælpeløs op til katedret, men der kom ingen hjælp. De andre piger, der vidste, at Dagmar var blidt forelsket i hr. Grandlev, nød scenen med stille morskab.
Planen om flugt var opgivet, hakkede Dagmar videre, fjenderne rev blyet af domkirken, en handling, for hvilken de smukt kunde forsvare krigens nødvendigheder – — jeg forstår det ikke, hviskede hun elendig.
Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter mere dæmpet: Jeg synes ikke, der er nogen mening i det, men man må jo ikke længere spørge om noget, det er måske rigtigt nok, hviskede hun og noterede ivrigt. Men det at få sine dumheder forevigede på den måde gjorde et så dybt indtryk på Dagmar, at hun helt holdt op.
Kan De ikke mere, Dagmar?
Hun rystede på hodet og gled mat over på Helgas skulder og derfra ned på sin plads.
Så er det bedst, at Berta tar det igennem en gang til og oversætter det fra Dagmarsk til dansk. De såkaldte æventyrlige sømænd, Berta?
Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte? udbrød Helga bestyrtet.
Nå, dær har vi nok igen Helga på arenaen.
Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har skrevet det op altsammen! Hun holdt notebogen højt i været med en mine, som om hun havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten.
De har nok forårsdelirium i dag, bemærkede hr. Grandlev.
Det er noget sært noget, opponerede hun og la sig henad bordet og viskede ud med stor hidsighed.
Kan De så tie stille?
Ja, når De ikke siger, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt, mukkede Helga med en blæsen, der skulde befri papiret for viskelærssmulerne, og som samtidig gjorde det ud for en protest.
Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig lige over for hende, dette er jo himmelskrigende uartighed.
Hun rejste sig. De var omtrent lige høje: Jeg er også meget uartig i dag, hr. Grandlev. – Hun lo ikke; der var ikke engang et smil om hendes halvåbne mund. Hele hendes sjæl lå i øjnene, det var, som om de i dette nu ikke stod i synets tjeneste, men blot tjente til at udslynge livskraft med.
Sådan må det være, tænkte han, pludselig at se en kilde springe frem for sin fod, allerbedst som man går på den rolige jord. Han så ned på hendes læber, der var gennemtrukne af fine furer som to stykker appelsin, og han så igen på hendes øjne. Hvor mange ting huskede han ikke nu, der var grå og falmede! Og langt borte fra den time engelsk ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa han:
De er vel en god pige, Helga?
Det ramte hende som et stød, hun sank ned på bænken, og udtrykket i hendes ansigt var en betuttet skolepiges. Der fløj en hvisken rundt om i klassen, som ingenting havde forstået: Mon Helga havde været for slem?
Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev var meget venlig resten af timen, men lystighed kom der ikke mere af.
Da det havde ringet, og de andre var kommet ud, gik Helga hen til Grandlev og spurte:
Er De vred på mig?
Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet han rakte efter sin hat:
Nej, hvorfor?
Helga gik mismodig tilbage til sin plads.
KAPITEL 2
Hver dag ved sekstiden så man Helga gå sin sædvanlige tur gennem Søndergade, over broen langs fjorden og ud til anlægget. Der skulde særlig strenge opgaver til at holde hende inde, og når det var storm, kunde ikke engang udsigten til en dårlig karakter hindre hende i at gå ud. Det var, når hun gik disse ensomme ture, at folk – især damer – opdagede, at der var en del at udsætte på hende. Hun hilste altfor skødesløst, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre på sig selv, hun var ikke så mild, som en ung pige bør være. Hvis den og den var hendes moer, skulde hun ikke få lov at gå alene på den måde. Det var synd for den nette pige, men hun var aparte.
En blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade. Vinden pressede på og vilde jage hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde storm. Ved det sidste hus før broen, samlede hun skørterne med venstre hånd, greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt ved tanken om det, der nu skulde komme, og næsten med et spring var hun ude på broen. Vinden kastede sig sidelæns over hende og fyldte hendes øren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Således vilde hun nu en gang gå over broen i storm.
Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere. Sådan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i modvind. Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags uhyre, som bestod af lutter hænder og en kolossal mund. Den vilde ikke la hende komme frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der stod i en tynd række langs fjordskrænten, havde det værre end hun; de borede deres rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet, slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der holder.
Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers.
Men – se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel.
Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun måtte se, hvem det var.
Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.
Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og satte sig på en grøftekant.
Kom så, tænkte hun.
Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede.
Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min spaseretur!
Godaften, Helga.
Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun sig langsomt.
Det er bare mig, Helga.
Nå—å.
Blev du bange for mig?
Næ—æ.
Skal