TO VERDENER
KAPITEL 1
Med et halvspist æble mellem de tre forreste fingre og et helt stort æble klemt ind i hånden med de to andre kom Helga ind i klasseværelset, hvor frøken Schou allerede sad ved katedret. Helga hævede hånden for at ta en bid til, da hun fik øje på lærerinden, og med stærkt markeret bestyrtelse, der fik de andre elever til at more sig indvendig, gemte hun sine æbler i lommen og var med et par lange skridt på sin plads. Hun havde for længst fundet hvor det var, mens enkelte endnu sad og ledte.
Jeg undres over Helga, sa frøken Schou efter nogen tavs stirren.
Helga så lige ud, hendes udstrakte pegefinger viste på det sted i tyskbogen, hvor der skulde begyndes.
Synes du det klær en ung dame at komme spisende ind i klassen?
Jeg er ingen dame.
Nej, det skal gud vide; men du vil vist gærne være det.
Det vil jeg meget nødig.
Frøken Schou blev en smule bleg: Da må du ikke bilde dig ind, at du er et barn, selv om du går med flætning ned ad ryggen. Hvor længe har du for resten i sinde at blive ved med det?
Til jeg blir voksen.
I at være raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen.
De, der sad på den forreste bænk, nød det blik, Helga sendte frøken Schou, og de tænkte hver især: Tak! Det skulde bare ha været mig. Men frøknen så ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede for ansigtet med den ene hånd.
Frøken Schou var den eneste af Skolens lærerinder, der havde realklasserne lige op til præliminæreksamen, hun holdt god disciplin og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe såvel af et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde døbt hende "Kundskabens Træ" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et gammelt stævnet poppeltræ. Frøkenen havde fået at vide om denne tegning, og det var nok ikke Helga, der særlig havde søgt at hindre det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for frøken Schou, hun var da ellers ikke af de værste. Der var drenge, der kunde ha lyst til noget lignende – men de dyede sig.
Ingen huskede næmlig længere, hvordan frøken Schou for fire år siden havde forelsket sig i det halvlange, trettenårige pigebarn, som Helga den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga skammede sig over, og ros, der fik hende til at skære ansigt af flovhed. Og så en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom ånden over hende, og med stor indre forløsning lavede hun den omtalte karikaturtegning. Den var knagende god og måtte vises, både af kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der mådehold i karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas humør steg højt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid slemt uartig, men efterhånden, som det blev en vane, og hun tillige blev ældre, fik hun mere selvbeherskelse og lærte at udrette meget med små midler. Men frøken Schou lærte ikke noget, hverken at beherske sig eller at forvinde sin skuffelse.
Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet så lang flætning ned ad ryggen. Hendes hår var mørkeblondt, og hendes øjne var blå som slåen, duggen er gået af. Hun var af de lystigste blandt skolens pigebørn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes flætning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev løs og lodden inden aften. Der var altid nok, der søgte hende, så hun behøvede aldrig at søge andre; hendes væsen var mere livligt og ubekymret end egentlig hjærteligt; men det, der gjorde hende til den overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed – ligesom visse simpelt indrettede maskiner – kunde stanse på et øjeblik. Når en veninde prøvede at tilrive sig hendes fortrolighed i en glad, åben stemning, så fik hun at føle, hvor hurtigt og fuldstændigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed, hvormed der undertiden måtte gøres kur til hende. Pigerne var tit misfornøjede med hende, men de drenge, der endnu ikke var gået erotik i, syntes, at hun var en gevaltig fest een.
Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en særegen magt i hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende dette og ventede noget godt til gengæld, men læste i hendes øjne ikke andet end væmmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt hende i grunden højst usympatetisk. Når Helga blev vred, gik der en lodret rynke ned gennem hendes venstre øjenbryn, så hårene strittede ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses længe efter.
Frøken Schou sad på katedret og lod sine øjne vandre rundt i klassen, indtil de som sædvanlig endte ved Helga, og dær blev de i nogen tid, indtil Helga utålmodig stirrede igen.
Lad være med den gloen, sa frøken Schou.
Helga så straks bort.
Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker indvendig.
Helga så op med et udtryksløst blik, som stod til hendes rådighed, når det passede hende.
Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan være så artig udvendig. Hvorfor viser du dig ikke så uopdragen, som du i virkeligheden er? Men det er vel din måde at være voksen på. Tror du, den er yndig? Sig noget, sid ikke dær, som om du var af træ.
De ved jo godt, jeg ikke må svare, sa Helga og vendte et par tomme øjne mod katedret.
Da tør du udmærket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det er det ækle ved dig, at du ikke er ærlig; du går og gemmer på en mængde tanker, som ingen må få at vide, men jeg tror ikke, det er noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke længere, desværre.
Helga la sit hoved ned på hænderne; hun følte det som om nogen med rå begærlighed famlede efter noget, der endnu lå skjult i hendes sjæl. Kunde det tænkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Når den kom fra andre, var den nærmest tosset; når den forlangtes af hende selv, så – uha! Og hvor mange forsøg havde frøken Schou ikke gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilkårlig sammen for at dække sig.
Se op, lød det fra katedret.
Helga gjorde det ikke.
Frøken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at løfte det, men denne berøring virkede anderledes på hende, end hun havde tænkt; hendes stemme slog pludselig over.
Græder du, Helga?
Helga så rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn.
Hvad skulde jeg græde for? De kan jo ikke gøre mig noget.
Frøknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke så slemt; det er altsammen for dit eget bedste. – Hun smilede forsøgsvis.
Helga åbnede munden og lo lydløst. Hun så, hvor det gjorde ondt, men hun vidste også, at nu var hun fri de første dage derefter.
Opmærksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over til pigerne for at få klaret nogle ubegribelige steder i den engelske versjon, der skulde afleveres næste dag; særlig var Helga genstand for et bombardement af spørgsmål.
Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst på siden, stod der på en lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes granskningerne om dette dunkle ord.
Helga formodede, at det betød et nik.
Nej, "bob" vil sige en orm, stod der på en seddel fra Dagmar.
Berta holdt på, at "bob" skulde oversættes ved klokkeringning, og Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før.
Den påfølgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med, at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning; det var noget, man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men han syntes den dag at være i en tilgivende stemning.
Så må vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der kan.
Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de bedste i det fag.
Kom