Vattimo er om noget blevet kendt i Danmark og resten af verden som filosoffen bag den såkaldte “svage tænkning” (“Il pensiero debole”). Formuleringen går tilbage til det notoriske værk fra 1983 om Den svage tænkning, som Vattimo redigerede sammen med Pier Aldo Rovatti; et værk, der både gjorde ham berømt og berygtet i og uden for Italien, men som særligt i hjemlandet afstedkom en produktiv debat. Formentlig skyldes den særlige opmærksomhed, som er blevet Vattimo til del, at hans bidrag “Dialettica, differenza, pensiero debole” (pp. 12-28), der er anbragt som det første i bogen, kan læses som en slags “programskrift” for de øvrige, efterfølgende indlæg af Umberto Eco, Leonardo Amoroso, Pier Aldo Rovatti m.fl.4 Karakteristisk for den måde, som Vattimo og Co. ønsker at præsentere den svage tænkning på, er således allerede det forhold, at den præsenteres som alt andet end en filosofisk “skole”, idet der angiveligt ikke er noget andet fælles karakteristikum for de forskellige bidragsyderes indlæg i bogen end ideen om, at den moderne tænkning er svækket i dens grundvold. Der er således kun et enkelt af de andre bidrag i bogen, som ud over Vattimos direkte svarer til eller på bogens titel, idet de, frem for at tale om “den svage tænkning”, i stedet taler om “erfaringens transformationer” (Rovatti) eller om en “forældelse af mistankens hermeneutik” (Ferraris). Eller som det hedder i forordet: “‘Den svage tænkning’ er altså ubestrideligt en metafor, og på sin vis et paradoks. Den kan aldrig blive en samlebetegnelse for en eller anden ny filosofi. Det er en provisorisk, og måske også selvmodsigende, talemåde. Men den betegner et forløb, den indikerer en opfattelse af, at der tilbagelægges en strækning”.5
Vattimo og Pier Aldo Rovatti skriver videre i forordet: “Svækkelsen af tænkningens forhold til verden, og dermed også til samfundet, er formentlig kun et aspekt ved den impasse [blindgyde], som tænkningen har opdaget at befinde sig i ved afslutningen af dens metafysiske vovestykke. Det, som det gælder om, er at gentænke dette vovestykkes betydning og at udforske veje, som overskrider det”.6 Tænkningens “metafysiske vovestykke” er for Rovatti og Vattimo ensbetydende med den metafysiske tradition, der fra og med Platon og Aristoteles har forsøgt at gennemskue verdens inderste princip eller substans, og som blandt andet er endt i marxismen og den moderne videnskabeligheds krav om objektivitet. På den ene side, fremhæver Rovatti og Vattimo, må den svage tænkning her undgå oplysningstænkningens og marxismens “stærke metafysik”, der gør krav på en forudsætningsløs indsigt i verdens “sande tilstand”. Denne tænkemåde har nemlig i det tyvende århundrede – og særligt hen imod dettes afslutning – vist sig at være utroværdig, idet selv videnskabsmandens objektive blik på verden er udtryk for en fortolkning, der er ude i et anliggende eller som vil opnå noget med det objekt, der undersøges. Og på den anden side må den svage tænkning undgå den ligeledes stærke metafysik, der på tragisk vis insisterer på, at tænkningens vanskeligheder er uløselige eller at filosofien intet som helst kan sige om verden. Imellem disse to yderligheder, imellem dette filosofiens Skylla og Karybdis, må den svage tænkning søge at navigere, og heraf kommer tillige dens navn. Det skal her bemærkes, at Vattimo både anvender betegnelserne “svag ontologi” og “svag tænkning”, idet man måske kan sige, at forskellen mellem de to begreber består i deres fokus, idet den svage tænkning er den tænkemåde, der beskæftiger sig med eller tager udgangspunkt i den svage ontologi. Den svage tænkning er vel at mærke ikke selv svag, men konstaterer blot, at ethvert forsøg på endelig at have gennemskuet verden eller at tænke “stærkt” på forhånd er dømt til at mislykkes. At tage svækkelsen på sig i en genfortolkning af den vestlige kulturtradition, at gøre en dyd ud af den nødvendighed der ligger i, at alle svar på de store spørgsmål må forblive foreløbige og usikre, må med andre ord blive både målet og vejen for Vattimos filosofiske indsats.
I artiklen “Dialektik, forskel og svag tænkning”, der udgør Vattimos eget bidrag til bogen, polemiserer han i forlængelse af ovenstående imod moderne filosofiske positioner som Adorno, Bloch og Kierkegaard. Nærmere bestemt imod det, som han ser som deres rent “negative” eller selvopløsende filosofiske dialektik. Kort fortalt kan man sige, at grundtrækket ved den negative dialektik – i Vattimos udlægning – består i erfaringen af, at ingen begreber og principper lader sig definere en gang for alle. Også filosofferne og de spørgsmål, som de stiller sig selv og andre, er med andre ord udleverede til fortolkningens historicitet med al den usikkerhed og foranderlighed, som dette indebærer. Den negative dialektik kommer derfor også hos tænkere som Kierkegaard, Benjamin og Sartre oftest til udtryk i form af kriseerfaringer, eksistentiel angst, identitetstab og fremmedgørelse. Eller i et nihilistisk livssyn, hvor alle værdier er relative og derfor ikke opfattes som forpligtende etc. Over for en sådan tænkemåde stiller Vattimo kravet om, at det gælder om at medtænke et positivt moment i dialektikken ved så at sige at gå igennem dens “nihilistiske” fase, hvilket præcis er målet for hans egen version af den svage tænkning. En tænkning der, som allerede anført, helt bevidst lægger sig i forlængelse af Nietzsches konstatering af, at Gud er død, men som i stedet for at se dette som et tab, ønsker at se det som en mulighed, som en nyåbning af horisonten. Guds død behøver nemlig ikke at føre til livslede eller til, at man siger “nej” til livet, men bør – konsekvent tænkt – snarere føre til en “bejaelse” af livet, for nu at sige det med Nietzsche. Også Vattimos egen svage tænkning tager altså udgangspunkt i den negative dialektik, dvs. i nihilismen eller i påstanden om Guds død. Men samtidig ønsker Vattimo så at sige – og ifølge ham selv her i overensstemmelse med Nietzsche – at sprænge eller måske rettere underminere nihilismen indefra ved at påvise dens egen mangel på konsekvens, i og med at den tænkes helt til ende.
I forsøget herpå abonnerer Vattimo i udstrakt grad på Heideggers tænkning og filosofiske sprogbrug. Man kan måske sige det sådan, at han læser Heidegger med Nietzscheanske briller i den forstand, at det for Vattimo er de etiske implikationer ved den svage ontologi (læs: nihilismen), som står i centrum. Men omvendt læser han samtidig Nietzsche i lyset af Heideggers filosofi, idet svækkelsen ses som Nietzsches egentlige “problem” (mere herom senere). Centralt i essayet står således den af Heidegger inspirerede tese om, at den svage ontologi er et vilkår, der må tænkes radikalt, idet den vesterlandske metafysik ikke kan eller skal overvindes, men snarere må “forvindes”. Vattimo spiller her på Heideggers begreb om “Verwindung”, der netop skal udtrykke, at en endelig “overvindelse” af metafysikken ikke er mulig.7 Når Vattimo – og Heidegger – taler om “forvindelse” i stedet for overvindelse er det netop, fordi selve tanken om en overvindelse er et udtryk for stærk tænkning eller for, at man endnu en gang bliver hængende i metafysikken, dvs. i forestillingen om, at det er muligt at komme ud på den anden side af problemerne, at nå frem til den endegyldige sandhed etc. Heroverfor gælder det snarere, som anført, om at foretage en vanskelig balancegang imellem den videnskabelige fornufts metafysik på den ene og den bastante nihilismes metafysik på den anden side. I modsat fald risikerer enhver dialektisk tænkning at forblive underlagt metafysikken: “Denne risiko, som den dialektiske tænkning, hvad enten den er utopisk eller negativ, er underkastet, kan man kun undgå, hvis man til kritikken af metafysikken som en ideologi, der er forbundet med usikkerheden og det herredømme, som afledes af den, knytter en radikal genoptagelse af værensproblemet, som Heidegger som den første tog hul på”.8 Ethvert forsøg på at overskride metafysikken kan med andre ord kun gøre sig “svage” forhåbninger herom, hvilket netop den sene Heidegger har belyst med sin understregning af, at væren kun kan ihukommes (An-denken) i form af den “værensglemsel”, som traditionen har overleveret os som en tilskikkelse eller som vores “Ge-schick” (altså som et skæbnebestemt vilkår). Det er med andre ord dette sandhedens uovervindelige fravær, denne “værensglemsel” eller dette meningstab, som samfundets teknokratisering ifølge Heidegger