GIANNI VATTIMO
NIHILISME OG EMANCIPATION
Etik, politik, ret
Med introduktion ved Jens Viggo Nielsen
FORORD TIL OVERSÆTTELSEN
Den nærværende oversættelse er baseret på Gianni Vattimos bog Nichilismo ed emancipazione – etica, politica, diritto, der første gang udkom på Forlaget Garzanti i 2003. Jeg har, hvad sproget og stilen angår, forsøgt at holde mig så tæt til originalen som overhovedet muligt, men har dog udeladt en del parenteser og indskudte sætninger. Græske og latinske termer, som indgår i Vattimos egen tekst, er endvidere bibeholdt uforandret i oversættelsen, men oversættes som regel i en parentes, der er markeret med []. Men ellers oversættes titler og citater altid, dvs. hvor dette er muligt, til dansk i selve brødteksten. Enkelte realkommentarer til indholdet af de forskellige essays, f.eks. af politisk eller historisk karakter, er placeret i noterne og markeres med en *. Endelig er der, til hjælp for den, der evt. måtte ønske selv at gå videre med Vattimo, bagest i bogen anbragt en bibliografi i udvalg. Bibliografien indeholder henvisninger til de bøger og artikler, der er udgivet af og om Vattimo på dansk, foruden til de væsentligste værker af Vattimo på italiensk og i oversættelse til andre af hovedsprogene. Medtaget er også de væsentligste sekundærskrifter om Vattimos filosofi, som forefindes på italiensk og på andre sprog, dvs. både artikler og bøger.
Der skal i forlængelse heraf rettes en tak til Gianni Vattimo for at vise undertegnede tillid som oversætter af Nihilisme og emancipation, og til Niels Brügger for hans gennemlæsning af introduktionen. Der skal også rettes en særlig tak til Alessia Ceccarelli for hendes altid til rådighed værende sproglige “sparring”, samt til Antonio Candeloro og Cecilia Cateni for deres hjælp i forbindelse med afklaringen af enkelte begreber i den italienske tekst. Desuden tak til Jørgen Stender Clausen, som har inspireret til formuleringen af realkommentarerne. Sidst, men bestemt ikke mindst, skal der naturligvis også rettes en varm tak til Nikolaj Banke, der har læst korrektur på Vattimos introduktion og bogens første kapitel, og til Bjarne Vind Sørensen, der har læst korrektur på alle de resterende kapitler.
Jens Viggo Nielsen
AF JENS VIGGO NIELSEN
DEN SVAGE TÆNKNING MELLEM NIHILISME OG EMANCIPATION
– INTRODUKTION TIL GIANNI VATTIMO
INDLEDENDE BEMÆRKNINGER
“Vil det stadig være muligt, efter Guds død, at tale om moralske imperativer, om love, der ikke er baseret på vilkårlighed, og om en emancipatorisk horisont inden for politik?”. Med disse ord rejser Vattimo for første gang i Nihilisme og emancipation spørgsmålet om den svage tænknings implikationer for etikken, politikken og retten. Kodeordet er emancipationen eller frigørelsens problem. Frigørelse fra hvad? Ja, åbenbart fra nihilismen, sådan som det indikeres af bogens titel. Men hvordan skal man nærmere forstå begge dele? Det er netop det, der er spørgsmålet. Eller rettere spørgsmålene.
I det følgende skal der, i et forsøg på at pege på Gianni Vattimos belysning af de mulige svarmuligheder på de ovennævnte spørgsmål, dels introduceres til hans overordnede filosofiske anliggende og dels til den række af essays, som hans medarbejder Santiago Zabala har samlet i bogen fra 2003 Nichilismo ed emancipazione – etica, politica, diritto, og som her bringes i oversættelse under titlen Nihilisme og emancipation – etik, politik og ret. Nærmere bestemt tages der, efter en kort gennemgang af Vattimos biografi, udgangspunkt i en tankegang om, at Nihilisme og emancipation, som jeg herefter kalder bogen, først og fremmest viderefører de to centrale temaer i hans forfatterskab, der i en vis udstrækning svarer til to faser eller “spor” i hans tænkning: 1) begrebet om den svage tænkning, som Vattimo udvikler det i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne og 2) hans opdagelse eller måske rettere “genopdagelse” af kristendommen, som får afgørende betydning inden for hans forfatterskab fra og med bogen Jeg tror at jeg tror fra 1996 (på dansk 1999). Dertil føjes så i Nihilisme og emancipation yderligere et tema eller spor, som Vattimo her udfolder for første gang, sådan som han også selv anfører det i bogens forord, nemlig 3) de første temaers mulige konsekvenser for et politisk engagement på venstrefløjen og for tænkningen af retten i et moderne samfund.
I overensstemmelse med ovenstående tager jeg i min introduktion, nærmere bestemt i afsnittene 2-4, primært udgangspunkt i, hvad Vattimo tidligere har sagt om nihilisme og emancipation, samt om etik, politik og ret, idet jeg på denne måde – ved så at sige at tale rundt om værket – vil forsøge at lette læserens forståelse af, hvorledes disse temaer udfoldes i Nihilisme og emancipation. En kort gennemgang af selve hovedpunkterne i værket bliver det dog derefter til i afsnit 5.
1) BIOGRAFISK1
Gianni Vattimo fødtes 1936 i Torino. Faderen, der var politibetjent, døde halvandet år senere af lungebetændelse. I 1941 bombarderes familiehjemmet i Torino, og familien tilbragte derfor nogle år hos faderens slægtninge i Calabria i Syditalien. Ved tilbagekomsten til Torino “… slog mine kammerater mig fordi jeg havde fået en accent som en bondeknold”. Som barn og ung var Vattimo aktiv inden for de katolske ungdomsbevægelser, der støttede op om den daværende leder af Kristen-Demokraterne (eller DC; forkortelsen står for “Democrazia Cristiana”) De Gasperis og andres genrejsning af republikken, og han henviser selv til, at det “… netop var for at kombinere religion og politik, at jeg indskrev mig for at læse filosofi”. I begyndelsen af 1950’erne studerede han følgelig hos Luigi Pareyson, bl.a. sammen med vennen Umberto Eco, der præsenterede ham for læremesteren og med hvem han tillige en overgang delte en lejlighed. Samtidig hermed arbejdede Vattimo, for at tjene til studierne og igen sammen med vennen Umberto Eco, med kulturprogrammer på den statsejede tv-station RAI, idet han bl.a. var medvært på et ugentligt tilbagevendende program, “Horisont”, der var en informativ udsendelse om politiske emner. Senere, fra og med 1956, stoppede han på RAI og underviste i stedet i emnerne kultur, religion og civiluddannelse på en katolsk skole for arbejdere. I 1959 tog han kandidatgraden i filosofi på en afhandling om handlingsbegrebet hos Aristoteles.2 Han fulgte derefter, takket være tildelingen af et studielegat, i to år Hans Georg Gadamers og Karl Löwiths kurser ved Heidelberg Universitet. Fra 1964 har han undervist ved Torino Universitet, hvor han i 1970’erne tillige har fungeret som dekan.
Vattimo har været “visiting professor” ved forskellige amerikanske universiteter (Yale, Los Angeles, New York University, State University of New York), og han har afholdt seminarer og konferencer ved diverse universiteter verden over. Han er medlem af den videnskabelige redaktion ved diverse italienske og udenlandske tidsskrifter og har bl.a. været redaktør for tidsskriftet Rivista di Estetica. Han har ydermere modtaget et utal af priser og æresbevisninger, herunder bl.a. æresdoktortitlen ved universiteterne i La Plata (Argentina, 1996), Palermo (1998) og Madrid (2003), ligesom han er såkaldt “Grande ufficiale al merito della Repubblica italiana” (1997).
I 1999 indvalgtes Vattimo i Europaparlamentet i Strasbourg for DS (“Democratici di Sinistra”3), hvor han har siddet i den socialistiske gruppe frem til 2004. Han har her deltaget i kulturkommissionens arbejde, foruden i kommissionerne for ungdom, undervisning, informationsteknologi og sport, samt kommissionerne for borgernes rettigheder og friheder, retsvæsen og indre anliggender. Ydermere har han været aktivt medlem af den midlertidige kommission vedrørende satellitsystemet “Echelon” og af de interparlamentære delegationer EU-Kina og EU-Sydafrika. I sin tid som EU-parlamentariker har Vattimo således, som det også afspejler sig i Nihilisme og emancipation, været særligt optaget af spørgsmål omkring undervisning og dannelse, universiteterne (Erasmus- og Socrates-programmerne), forskning og udvikling, medier, stofmisbrug, civile og sociale rettigheder, samt dyrs rettigheder, og har heller aldrig glemt at støtte den hjemlige opposition imod Berlusconis regering. Som følge af visse uenigheder med DS om den politiske linje valgte Vattimo i 2004 at genopstille til Europaparlamentet for det kommunistiske parti PCI (“Partito dei Comunisti Italiani”), dog uden