Rikke Malmros
VIKINGERNES SYN
PÅ MILITÆR OG SAMFUND
BELYST GENNEM SKJALDENES FYRSTEDIGTNING
De glatte skibsstavne
har læ under skovene.
Ledingens konge omgiver landet
med hærskibenes stavne.
Almændingen ligger
i enhver vig i skærene.
De højpansrede skibe lader
hver landtange yde sig ly.
Þjóðolfr Arnórsson 4,22
FORORD
Denne samling af artikler henvender sig til vikingeforskere af enhver art: historikere, arkæologer og vel også filologer. Den henvender sig til forskere i Norges, Danmarks og i mindre grad Sveriges tidlige militære, sociale og politiske historie.
Bogen bygger på et kildemateriale, vikingeskjaldenes fyrstedigtning, som væsentligt handler om norske herskere. Men dens problemstilling består i at diskutere en teori, der i over 200 år har været fremherskende blandt danske historikere: Tesen om, at den nordiske oldtid udgjorde den oprindelige idealtilstand af økonomisk lighed og politisk demokrati og dannede et samfund, der havde en kongemagt med få officielle beføjelser og ringe reel magt. For udviklingen af det danske demokrati har det haft afgørende betydning, at historikere mente at kunne bevise, at dette var de nordiske folks ældste samfundssystem, folkelivets sande grund. Men nu har de nordiske parlamentariske demokratier længe været så fast forankrede, at de nok kan klare sig uden at skulle bygge på forestillingen om, at vore forfædre var sande demokrater.
Bogens udgangspunkt er dens tese om, at vi i vikingetidens fyrsteskjalde har fået overladt et levn af tidens hofideologi, forestillinger, der blev hævdet af vikingetidens fyrster omgivet af deres hird, deres hof. Problemet ved denne digtning er, at den er overleveret mundtligt i 100-250 år, før den blev skrevet ned. Der er derfor mulighed for, at sætninger og udtryk rundt om i digtningens korpus kunne være gået tabt − og forsøgt rekonstrueret − af glemsomme tradenter. Dette må ganske givet have fundet sted.
Hvad der har overbevist mig om, at overleveringen − uden at være fejlfri − dog væsentligt er sund, er tre forhold:
Det første er de husketekniske krav til digtningen: I det almindeligst brugte versemål, dróttkvætt, består den mindste enhed, langlinjen, af tolv stavelser, heraf seks med tryk, hævning. Disse seks trykstærke stavelser skal tilfredsstille syv hinanden krydsende rimkrav. Den, der er i færd med at glemme et enkelt ord, vil næsten ikke kunne gætte andet end den rigtige glose, hvis verset skal blive meningsfuldt. En eventuel fejl vil snarest forekomme, hvor hele langlinjen er gået tabt og er blevet erstattet af en nykomponeret. Denne vil dog fortrinsvis følge den konvention, som allerede foreligger (af mange eksempler på, at kongen er forbundet med sit land, kan ét eller to måske skyldes rekonstruktion, men ikke alle femten).
Det andet forhold er min tidlige opdagelse af, at fyrsteskjaldenes beskrivelser af krigsskibe og flåder afviger markant fra beskrivelserne af de nautiske forhold i sagaerne fra tolvhundredetallet. Således bygger den klassiske sagabeskrivelse af Ormen den Lange i “Slaget ved Svold” på idealerne i de norske samtidssagaer, hvor baglere og birkebenere og til slut Håkon Håkonsøn år for år lader bygge “storskibe”, der hver gang er større og sværere end dem, man hidtil har set. Disse skibe er nok hurtige, når de kommer ud i rum sø; men under kysten og i let vejr gør deres store inerti, at de kun langsomt kommer op i fart, hvorved de kan blive agterudsejlet af almindelige “bondeskibe”. (Sagaernes Ormen den Lange er større end Håkon Håkonsøns største skib). Sagaskriverne er således ikke klare over, at deres egen tids idealer for kongeskibe afviger fra de ældre fyrsteskjaldes, hvis lange, smidige kongeskibe ligger forrest og i midten af den hurtige flådeformation.
Det tredje forhold er fremhævet af skjaldefilologen Diana Edwards (gift Whaley): Hun har påvist, at skjaldedigtene i den hedenske tid, det vil sige i nihundredetallet, foruden at svælge i vanskelige mytologiske billeder, “kenninger”, fortrinsvis består af meget lange, sværttolkelige sætninger, der strækker sig over to langlinjer med kun et enkelt finit verbum og en mængde genitiver dynget oven på hinanden. Dernæst demonstrerer hun, at de tidlige kristne digte, fra tusindtallet, undgår hedenske kenninger og samtidig foretrækker meget enkle, korte og lettolkelige sætninger. Og sluttelig viser hun, at tolvhundredetallets skjalde nok tillader sig atter at bruge løs af det hedenske billedsprog, men foretrækker en helt ny type sætningsbygning, hvor mange små sætninger bliver flettet ind i hverandre. Diana Edwards’ iagttagelser gør det mindre troligt, at fyrstedigte, der angives at være fra det tiende eller ellevte århundrede, skulle være forfalskninger fra det trettende.
Jeg har haft som arbejdsprincip at foretrække at bygge på korte vendinger, heiti, og gennem dem på opfattelser, som forekommer hos flere skjalde i forskellige håndskrifttraditioner. De få gange, jeg citerer et udtryk, som kun optræder én gang, står dette nævnt i min tekst. De opfattelser, jeg mener at have fundet hos fyrsteskjaldene generelt, har jeg aldrig set modsagt hos nogen enkelt af dem. Enkelte forestillinger fra det sene tusindtals norrøne digte optræder da også hos samtidige latinske skribenter.
Som filologisk ukyndig har jeg måttet holde mig til oversættelser. Men for hver eneste strofe, der interesserede mig, har jeg sat mig ind i den videnskabelige diskussion mellem udgiveren, Finnur Jónsson, og hans store antagonist, Ernst Albin Kock. Derefter har jeg opsøgt nyere oversættelser, der tog stilling til deres bitre strid. Jeg har søgt filologisk ekspertise, når den var at få.
I disse år arbejdes der på en ny engelsksproget udgave af det samlede korpus af skjaldedigtning: Norse-Icelandic Skaldic Poetry of the Scandinavian Middle Ages.1 Arbejdet bliver uddelegeret mellem forskere, der hver især specialiserer sig i én eller ganske få skjalde, men som samtidig diskuterer deres tolkning med hele det verdensomspændende netværk af udgivere. Denne udgave vil blive af væsentlig højere kvalitet end Finnur Jónssons, som jeg har måttet nøjes med. Det er venteligt, at der i mit arbejde findes udtryk, som ikke vil holde for den prøvelse, de udsættes for i den nye udgave.
Læseren har krav på at få oplyst, at professor Niels Lund anser skjaldedigtningens overlevering for så grundlæggende forkvaklet, at anvendelsen af den bliver kildekritisk usund. Herom henvises til Niels Lunds arbejder i Litteraturlisten og til min sidste artikel i dette værk, Fyrstedigtningens kildeværdi. En diskussion med Niels Lund. 2006 (pp. 289-303).
Når man tolker vikingetidens kilder, det være sig arkæologisk materiale, nordiske runesten eller udenlandske berettere, kommer man hver enkelt gang til delvis utilstrækkelige resultater. Skjaldenes fyrstedigtning er som genre propaganda, i høj grad normativ og ensidig, men bringer samtidige udsagn, der ikke findes andetsteds.
Denne bog er udelukkende viet fyrstedigtningen og det særprægede bidrag, den giver til studiet af vikingetiden. Den, der vil opnå en balanceret og nuanceret viden om, hvordan samfund og krigsorganisation var i vikingetiden, bør benytte alle tilgængelige kildetyper. Vor uvidenhed bliver omfattende nok endda.
Og så er det tid til at takke dem, der fulgte og bar! Jeg takker docent Inge Skovgaard-Petersen, som først lærte mig om Ernst Albin Kocks kritik af Finnur Jónsson som skjaldeudgiver, og cand.mag. Michael Christensen, som senere indførte mig i de etnografiske teorier om “den tidlige stat”. Jeg takker min kærlige og solidariske familie, de venner, der i tidens løb har skiftet ord med mig, blandt andet på Statsbibliotekets Kantine, samt dem, der støtter denne udgave økonomisk: Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Marianne Tromholt og Nils Malmros.
Specielt har jeg grund til at takke medarbejderne ved Historisk Institut ved Aarhus Universitet (nuværende Institut for Historie og Områdestudier), den Norrøne Afdeling ved Nordisk Institut ved samme universitet, samt medlemmerne af den hedengangne Forening for Nordeuropæisk Oldtid og Middelalder (NOM) for det inspirerende