MII-BRITT GULDIN
TÆN
KE
PAU
SE
R
LIVETS MANGE TAB
ALTING MISTEDE SIN MENING
Filippa opsøgte mig som psykolog, da hun efter sin mand Roberts død havde svært ved at få hverdagen til at fungere. Han var pludselig faldet død om efter en blodprop i hjertet. De havde på det tidspunkt været gift i 22 år, set deres to børn vokse op og boede i et dejligt hus med udsigt over Brabrand Sø i Aarhus.
Det var især deres hverdag, som Filippa savnede. Den samhørighed, som hun følte med Robert, havde givet tilværelsen værdi og farve, og uden ham havde alting nu mistet sin mening.
Jeg spurgte hende, om hun kunne mærke et lignende fællesskab med andre mennesker. Det kunne hun godt med deres to voksne børn, ligesom den øvrige familie og hendes arbejde som fysioterapeut betød meget. Hun vendte alligevel fortvivlet tilbage til, at hun ikke kunne acceptere, at Robert var død; livet havde mistet sin mening, og hun længtes hele tiden efter at være sammen med ham. Han var min soulmate, sagde hun.
Det er en gradvis proces at acceptere et tab, forklarede jeg, og en smertefuld og tidskrævende udfordring. Savnet ville formentlig kræve en stor del af hendes tid og energi i måneder, måske endda år. Derfor var det vigtigt, at hun kunne finde glæde andre steder i livet, mens hun vænnede sig til, at Robert nu kun levede i hendes minder, ikke i hendes hverdag.
Inden Filippa forlod mit kontor, spurgte jeg, om hun ville være med til at lave en lille øvelse. Jeg bad Filippa lukke sine øjne og forestille sig, at hun kiggede på en solnedgang. Det var en meget smuk sol, den havde skinnet længe på hende og givet varme, glæde og liv. Men nu blev den mere og mere rød, og til sidst gled den ned bag horisonten.
Filippas sol skinnede ikke længere på hende. Det virkede mørkere og koldere at være til. Som om der var mindre liv. Men solen var der stadig, gjorde jeg Filippa opmærksom på. Hun kunne måske ikke se den, og dens stråler skinnede ikke på hende lige nu, men solen var lige bag horisonten.
Jeg bad Filippa visualisere, at hun fortsat lod sig varme af solens lys, længe efter den var gået ned. Hun skulle lægge mærke til, at dens stråler var inden i hende. På et tidspunkt ville solen stå op igen og bringe lys, varme og liv, men det ville muligvis blive en lidt anderledes sol. Jeg ønskede for Filippa, at hun kunne glæde sig til den dag, hvor solen atter ville skinne på hende.
FOR EVIGT LÆNKET TIL GLÆDE
Ligesom Filippa må vi alle indstille os på, at vi kommer til at miste betydningsfulde mennesker i vores liv.
Filippa måtte arbejde hårdt for at finde lysten til at leve videre og i den proces af klare, hvad hun ville gøre med sit liv fremover, men det arbejde kunne først rigtig starte, når hun accepterede, at hendes mand ikke kom tilbage. Når hun følte sig klar, kunne en ny kærlighed måske endda give mening? Ikke nødvendigvis en romantisk kærlighed til en anden mand, men så muligvis til andre aspekter af livet, som kunne give hende mening eller glæde: såsom hendes virksomhed, børnebørn eller frivilligt arbejde.
Filippas historie viser os, at sorg er en basal følelse ligesom glæde eller vrede. Men også hvor komplekst og mangefacetteret fænomenet er: Sorg føler vi, når vi oplever et tab eller et fravær af mening i tilværelsen, og som ord og begreb dækker ’sorg’ over mange forskellige og modsatrettede følelser som fortvivlelse, håbløshed, afmagt, savn, men også kærlighed og måske endda lettelse. Sorg omfatter med andre ord både den basale følelse af tab og hele den proces og alle de følelser, vi skal igennem, når vi mister og forsøger at forstå tabets virkelighed.
Hver gang vi føler glæde eller kærlighed, risikerer vi et potentielt tab.
”Så er sorg til glæde lænket, så er drikken mig iskænket, besk og sød i livets skål, sådant er mit levneds mål”.
EN FUNDAMENTAL REAKTION
Søren var 27 år, da en kirurg fjernede hans ene ben. Operationen var nødvendig for at stoppe knoglekræften i at sprede sig til resten af kroppen. Kirurgen reddede altså Sørens liv, men operationen tog livet af den mand, som Søren indtil da havde været.
Uden sit ene ben kunne Søren ikke længere deltage i de samme aktiviteter som før operationen, hvor han havde været idrætslærer på en efterskole og løbet orienteringsløb på eliteniveau. Han mistede sin plads på eliteholdet, og han savnede at løbe og bevæge sig ubesværet. Sørens tab udhulede hans identitet og hverdag.
En anden af mine patienter, Luna, henvendte sig til mig, fordi hun ikke kunne få børn. Da hun og ægtefællen havde gennemgået et krævende forløb med fertilitetsbehandling, som stadig efterlod dem barnløse, lod han sig skille og fik hurtigt derefter barn med en anden kvinde. Luna sørgede i flere år over, at hun ikke kunne få børn, og over sit forliste ægteskab. Hendes drømme om fremtiden var bristet, og hun følte sig svigtet, forladt og ulykkelig. Luna endte nogle år senere med at adoptere to børn fra Bolivia, fordi tabet ligesom for Søren gav anledning til at tage livet op til revurdering.
Både Søren og Luna er i sorg, selv om deres tab er anderledes end Filippas. Deres historier afslører, at sorg ikke kun er en følelse, vi oplever og mærker, når en elsket person dør. Vi reagerer også med sorg, når vi som Søren mister en vigtig legemsdel eller som Luna får revet tæppet væk under hele tilværelsen og på ny skal finde ud af, hvad vi vil bruge livet på. Sorg kan vi definere som den fundamentale reaktion, vi gennemgår, når vi mister nogen eller noget, vi er følelsesmæssigt knyttet til, eller som har betydning for vores identitet.
Meget markante forandringer i hverdagen kan altså også forårsage en form for sorg. Som når vi får børn, og vi må prioritere bleskift over romantiske weekender med vores elskede; når børnene flytter hjemmefra, og huset med sin larmende tavshed virker tomt og alt for stort; når vi stopper på arbejdsmarkedet, og vi ikke længere føler os nyttige eller relevante for samfundet; når vi bliver skilt, eller vores børn bliver alvorligt syge. Alle er de eksempler på forandringer, der forårsager smertefulde tab, og i løbet af livet bliver vi derfor alle konfronteret med sorg mange gange. For ethvert menneskeliv vil være fyldt med glæder og sorger. Forskellen er, at
FRA FORGRUND TIL BAGGRUND
Den danske psykolog Edgar Rubin udgav i 1915 sin doktordisputats Synsoplevede Figurer. Værket vakte international opsigt blandt andet på grund af et billede af en sort vase på en hvid baggrund. Umiddelbart er det ved første øjekast en ganske tilforladelig og lidt intetsigende tegning og så alligevel ikke. For hvis vi fokuserer på billedets hvide baggrund, opdager vi snart, at der i den gemmer sig to ansigter. Så billedets indhold skifter med vores fokus.
Med sin nu berømte illustration ville Rubin vise os, at vi aldrig kan forstå en figur uden også at forstå dens baggrund. Han betragtede det som et fundamentalt princip, at vi ikke kan se begge figurer samtidig, men blot se den del af helheden, vi fokuserer på. Og den del, vi fokuserer på, vil påvirke den måde, som vi forstår helheden på.
Sådan