Det har altid været vigtigt for mig, at denne kunstneriske åbenhed bliver vægtet højt, også selvom det sommetider betyder, at terapien bliver tabt af syne. Det kan derfor undre, at netop de skizofrene patienter, som glemte alt om deres terapi undervejs, er blandt dem, der gav udtryk for det største udbytte af kunstterapien.
Problemet med at fastholde terapien har givet anledning til refleksion over forholdet mellem terapien og den kunstneriske proces, hvilket har givet mig en bedre forståelse af udfordringerne og mulighederne i skabende kunstterapi. Mine refleksioner, som jeg vil præsentere i det følgende, tager udgangspunkt i et karakteristisk aspekt af den kunstneriske proces, som jeg, inspireret af maleren Per Kirkeby (Rasmussen, 1994), har valgt at benævne “sammenbruddet”.
SAMMENBRUDDET
Sammenbruddet betegner det forhold, at det færdige værk ofte bliver til på baggrund af et sammenbrud i den primære intention. Det er netop, fordi værket tilfører noget, man ikke på forhånd kunne udtænke, eller måske tager en helt uventet drejning undervejs, at det bliver et kunstværk. Dette sker ofte som et resultat af en leg med materialerne eller en lille tilfældighed, der fører værket i ny retning. F.eks. opdagede en patient, der blot legede med farverne, uventet en stor fugl i sit billede – en fugl, som han ikke havde planlagt at male. Dette førte billedet i en helt ny retning. Et andet eksempel er en patient, der udforskede vrede i billeder og til sin overraskelse fandt, at billedet udstrålede glæde. Det er her, der opstår en mulighed for at lave noget, man ikke på forhånd havde kunnet forestille sig. Der viser sig en åbning til at skabe eller opdage noget nyt og dermed gøre værket til egentlig ny-produktion frem for re-produktion.
Det betyder, at netop der, hvor det, som patienterne troede, de skulle male, bryder sammen, begynder billedet at leve – der opstår en dialog, der overrasker, irriterer og udfordrer. Det er dér, kunsterfaringen tvinger os ind i en nyorientering.
Sammenbruddet er beskrevet af flere kunstnere. Per Kirkeby siger f.eks. i et interview:
Når jeg begynder at male, har jeg altid nogle ideer og forestillinger, som jeg vil male. Men hver gang sker der altså det, at jeg mister kontrollen over billedet, og alle de gode ideer og gode motiver bryder sammen. I sammenbruddet afslører de så at sige deres skjulte natur. I virkeligheden er mine billeder en sum af sammenbrud, og derved bliver de en slags natur.
(Rasmussen, 1994, side 25)
Det, der bl.a. tabes undervejs, er det, Kirkeby også kalder den anekdotiske side af billedet. Altså malerens sprogligt bårne opfattelse af, hvad det er, han har gang i. Og når den “gamle” forståelse sættes ud af kraft, åbnes mulighed for nye former.
En anden af vores kendte malere, Arne Haugen Sørensen, udtrykker noget tilsvarende således:
Ikke sjældent står jeg med et ganske udmærket billede, og pludselig aner jeg et eller andet spændende, langt væk, inde bag ved. Et løfte. Som med et slag bliver mit før så solide billede til ingenting, og forvandler sig til en afgrund som jeg må springe over. Som et hul, uden anden betydning end det ukendte og spændende der måske er på den anden side. Det er en bittersød fornemmelse, for skønt det er frydefuldt at snuse nyt bytte op, er det også trist, for man må ofre det man allerede har mellem tænderne, for man kan ikke have begge dele.
(Sørensen, 1995)
Det, der bryder sammen, er ikke blot det sproglige, begreberne, ideerne, vores viden … men også den dagligdags følelse af sikkerhed, som sproget og vores begrebsverden er med til at sikre. Selvfølgeligheden brydes, når intentionen bryder sammen. Og sammenbruddet åbner til en ikkeviden, som kræver noget nyt af os, noget vi på ingen måde kunne planlægge fra starten – en nyorientering. Og netop derfor er ethvert kunstværk, der skabes, i bogstaveligste forstand noget nyt.
Det er formentligt i sammenbruddet, at en væsentlig del af kunstterapiens særlige terapeutiske potentiale bor, og samtidig er det her, kunstterapi adskiller sig radikalt fra andre former for terapi. Det forlener kunstterapien med et element af ustyrlighed, som samtidig betinger dens evne til at overskride patientens symptomer og give plads til ny udvikling. Dermed bryder kunstterapien med forestillingen om, at behandlingsmetaforen er mest velanbragt ved de sværeste sygdomstilfælde, og at udviklingsmetaforen er mere oplagt ved lettere tilfælde (Hougaard, 2004, side 626). I denne optik må kunstterapi siges at være en udviklingsorienteret strategi også for de mest syge patienter.
SAMMENBRUDDETS BETYDNING FOR KUNSTTERAPEUTENS ROLLE
Sammenbruddet i den terapeutiske og den kunstneriske intention er altså tæt sammenknyttet. Det er bl.a. åbenhed over for dette sammenbrud, der kunstnerisk bringer noget nyt, og som giver de skabende kunstterapier deres særlige udfordring og terapeutiske potentiale. Det har betydning for kunstterapeutens rolle. For det gør det umuligt at give præcise retningslinjer for terapien. Man kan ikke manualisere en kunstnerisk proces. Terapeuten skal føle sig tryg med sine materialer, rammerne og sine terapeutiske kompetencer, for at kunne holde usikkerheden i den kunstneriske skaben og i den terapeutiske proces åben. En usikker terapeuts forsøg på at overvinde sin usikkerhed med kontrollerende interventioner eller teoretiske konstruktioner kan let komme til at bremse den kunstneriske såvel som den terapeutiske proces.
Kunstterapeuten må altså have en dybtgående forståelse og respekt for den kunstneriske proces’ ustyrlighed for at kunne sikre de rammer, hvori den kan udfolde sig. Det vil vise sig i detaljen. Er en patient gået i stå med et billede, er der f.eks. stor forskel på at spørge: “Hvad synes du?” eller at spørge “Hvad synes billedet?”. Hvor første spørgsmål lægger ansvaret hos patienten/maleren og vender fokus indad, leder det andet spørgsmål i højere grad til, at patienten åbner en æstetisk sensibilitet til gavn for en kunstnerisk dialog.
Sammenfattende indebærer kunsterfaringen altså et sammenbrud af processer, som er knyttet til vores sproglighed, hvor netop sammenbruddet åbner mulighed for noget uventet – et værk. I sammenbruddet ændres eller tabes værkets forbindelse til sin primære inspiration og i kunstterapien ofte også til det terapeutiske fokus. Værkets nyskabelse beror på dette tab. Og nyorienteringen, der følger af sammenbruddet, er forudsætning for værkets skabelse.
Det er bl.a. denne proces af sammenbrud og nyorientering, som kan tænkes at være terapeutisk for mennesker, hvis psykiske struktur har været udsat for en anden slags sammenbrud på grund af f.eks. psykisk sygdom. I næste kapitel vil vi se nærmere på, hvordan denne nyorientering finder sted.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.