Redigeret af Vibeke Asmussen Frank & Helle Vibeke Dahl
Kriminalitet og illegale rusmidler
Forord
Kriminalitet og illegale rusmidler er det første bind i bogserien Samfund og rusmidler. Serien stiller skarpt på samfundsrelevante problematikker i forbindelse med både legale og illegale rusmidler. Det første bind udspringer af en række forskningsprojekter på Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet, der har forskellige perspektiver på kriminalitet og illegale rusmidler. I de enkelte kapitler gøres nyvundne indsigter og resultater fra centrets forskningsprojekter tilgængelige for et større publikum. Det næste bind i bogserien vil have cannabis som omdrejningspunkt, og det udkommer i slutningen af 2011.
Vi vil gerne takke alle de personer, der har deltaget i de forskellige undersøgelser, som artiklerne baserer sig på. Alle er blevet lovet anonymitet, og det er prisværdigt, hvor meget folk har øst af deres viden, erfaringer og oplevelser.
Vi vil også gerne takke de anonyme peer reviewere, der har taget sig tid til at læse artiklerne og givet konstruktiv feedback herpå.
Også en stor tak til Aarhus Universitets Forskningsfond for økonomisk støtte til udgivelsen.
Århus, november 2010
Vibeke Asmussen Frank & Helle Vibeke Dahl
Introduktion
Helle Vibeke Dahl & Vibeke Asmussen Frank
Denne antologi vil fra forskellige vinkler belyse forholdet mellem illegale rusmidler og kriminalitet, som det udspiller sig i Danmark. Rusmidler har spillet en rolle i menneskelige samfund siden tidernes morgen, men med hvilke formål og under hvilke restriktioner rusmidlerne er blevet anvendt, har varieret over tid og sted (Coomber & South 2004; Klein 2008). Det samme gælder, hvad der er blevet betragtet som kriminelt, samt hvordan lov- og normbrydende opførsel er blevet reguleret gennem tiderne i forskellige kulturelle og nationale sammenhænge (Clifford 1978; Hammersley 2008).
Den nuværende og i store træk globale konsensus om opdelingen af rusmidler i accepterede og forbudte er af relativ ny dato. Grunden til det internationale narkotikakontrolsystem, som sidenhen blev udviklet i regi af FN, blev lagt på en konference i Shanghai i 1909 og udmøntede sig i den internationale Opiumskonvention i Haag i 1912. De vigtigste – og i dag gældende – blandt de efterfølgende konventioner er Enkeltkonventionen fra 1961, Konventionen om psykotrope stoffer fra 1971 og Konventionen mod illegal og organiseret handel med narkotika og psykotrope stoffer fra 1988 (Hartnoll 1998). Konventionerne opererer med lister af stoffer, hvor hver liste involverer forskellige former for regulering og kontrol fra totalforbudte stoffer, som bl.a. heroin og cannabis, til regulering af fx afhængighedsskabende receptpligtig medicin eller farmakologiske produkter, som indeholder ganske små mængder af psykoaktive stoffer.1 Den kontrol- og forbudspolitik, som langt de fleste lande i verden har forpligtet sig på at overholde ved at underskrive FN’s traktater, rettede sig i udgangspunktet mod at reducere og kontrollere produktion, handel med og ikke-medicinsk brug af fortrinsvis opium og opiumsderivater samt kokain og cannabis, men andre euforiserende stoffer er løbende blev inkluderet. I dag figurerer omkring 250 psykoaktive substanser på de internationale konventioners liste over kontrollerede stoffer (INCB 2008). Listen opdateres med jævne mellemrum, og de omfattede stoffer klassificeres med bistand fra lægelig ekspertise tilknyttet WHO på baggrund af en vurdering ud fra kriterierne: medicinsk anvendelighed samt risiko for misbrug, afhængighed og ulovligt videresalg (ibid.).
I denne introduktion vil vi først give et bud på, hvordan begreberne illegale rusmidler, forbrug, misbrug og afhængighed defineres og bruges i denne antologi. Både med henblik på at diskutere relationen mellem illegale rusmidler og kriminalitet og samfundets regulering heraf, samt som afsæt for de otte artikler, som antologien består af. Sidst i introduktionen findes en kort gennemgang af hver af de otte artikler.
Rusmidler: de legale og de illegale
Den danske betegnelse ‘rusmidler’ er hverken entydig eller velafgrænset, men dækker over et bredt udbud af substanser med psykoaktiv virkning rækkende fra, hvad vi i dag henregner som lovlige nydelsesmidler i form af stimulanser som kaffe, te, chokolade, sukker, tobak og alkohol, til de grupper af sinds- og stemningsændrende midler, som falder uden for kategorierne nydelsesmidler og medicin, og som kendes under benævnelserne narkotika eller stoffer. Begge de sidstnævnte begreber signalerer implicit, at der er tale om illegale rusmidler. Til denne kategori hører både naturlige plantebaserede og -afledte samt syntetisk fremstillede stoffer, hvoraf de mest velkendte er opium, heroin, kokain, amfetamin, LSD, ecstacy (MDMA) og cannabis. Desuden omfattes en række potentielt afhængighedsskabende lægemidler, herunder især smertestillende opioider og stimulerende medikamenter samt nerve-sovemedicin – i det øjeblik de forhandles og anvendes uden medicinsk autorisation og for ruseffektens skyld – af betegnelsen illegale rusmidler.
Det er ikke bare på dansk, at termen rusmidler er bredt defineret. Det engelske ord ‘drugs’ besidder samme flertydighed. ‘Drugs’ menes at stamme fra det hollandske ‘droog’ i betydningen tørgods og dermed betegnelsen for koloni(al)produkter, heriblandt varer som kaffe, kakao, te og tobak importeret til Europa fra Asien, Afrika og det amerikanske kontinent (Klein 2008). Ifølge Hammersley (2008) er ‘drugs’ en fællesbetegnelse, som bruges i to dagligdags betydninger. Den ene, som svarer ganske godt til den måde, ‘stoffer’ indgår i det danske sprog på, refererer først og fremmest til substanser, som bruges for deres psykologiske ruseffekt, men som det ifølge lovgivningen er forbudt at bruge på denne måde med henvisning til fysiske og psykiske helbredsrisici, herunder risikoen for afhængighed. I den anden og mere neutrale betydning af ordet refereres der i højere grad til, hvad vi på dansk forstår som medicin eller lægemidler, herunder receptpligtig og håndkøbsmedicin, uanset det faktum at indtagelse af begge typer kan være forbundet med påvirkning af sindsstemning, og at forkert brug eller overdosering kan have fatale helbredsmæssige konsekvenser.
Der findes flere forskellige måder at klassificere rusmidler på, hvoraf nogle er mere detaljerede end andre. Et af de mest overskuelige klassifikationssystemer opererer med en inddeling af psykoaktive stoffer i tre hovedkategorier: depressanter, stimulanter og andre (jf. Pedersen 2005). Depressanterne omfatter blandt andet alkohol og den gruppe af medicinske præparater, der almindeligvis kendes som nerve- og sovemedicin. Kendetegnende for depressanterne er dels deres afslappende og beroligende effekter, dels at de virker hæmmende over for det, der hæmmer, hvilket fx betyder, at mennesker med angstproblemer eller lav selvtillid føler sig mindre hæmmede. I modsætning hertil er Stimulanter, som er stærkt opkvikkende, hvoraf de mest velkendte er stoffer fra amfetamin- og kokaingruppen. Derudover hører khat og betelnød samt nikotin og koffein, som optræder i kaffe, te, kakao, blandt de svagere stimulanser. Lægemidlet efedrin, som bruges mod stoppede slimveje og feststoffet MDMA (ecstacy) har ligeledes amfetaminlignende virkninger. Kategorien Andre psykoaktive stoffer dækker over tre centrale stofgrupper. Det drejer sig for det første om opioiderne, hvorunder hører opium, morfin, heroin, ketogan og metadon. Opioidernes væsentligste positive egenskaber er deres smertelindrende og beroligende effekt samt eufori og velvære; den negative side er den fysiologiske afhængighed, som kan opstå ved regelmæssig brug. En anden gruppe er hallucinogenerne, hvoraf de mest velkendte herhjemme er LSD, psilocybinsvampe og mescalin. Rusen efter indtagelse af disse stoffer forbindes med hallucinatoriske symptomer, men beskrives også i litteraturen som bevidsthedsudvidende. Den tredje og sidste gruppe er cannabis, der i sin naturlige form blandt andet går under betegnelserne pot, marihuana, hamp og skunk. Hash er betegnelsen for et forarbejdet produkt fra cannabisplanten. Det aktive stof i cannabis er THC. Rusen af cannabis afhænger blandt andet af THC-styrken og kan være hallucinatorisk, men resulterer almindeligvis i en følelse af afslappet velvære samt svage til stærkere ændringer i virkelighedsopfattelse, som aftager, når rusen klinger af.
Uden at gå yderligere ind i diskussionen om de enkelte stofgrupper og enkeltstoffernes effekter, skal det nævnes, at rusoplevelsen ikke er et entydigt fænomen forårsaget af den kemiske,