Niels Egelund
Folkeskolens
udfordringer
Indledning
Folkeskolen er et yndet debatemne både i medierne og i den almindelige samtale i hjemmene. Alle har en relation til folkeskolen og en mening om den – eller til folkeskolens konkurrent, de frie og private skoler. Man har selv gået der, man har måske børn eller børnebørn, der går der, og familiemedlemmer og naboer har det også. Det er en væsentlig grund til, at det er et dejligt område at forske i, for stort set alle er interesserede i resultaterne og har en holdning til dem. Det betyder også, at man let placerer sig på øretævernes holdeplads, især hvis man leverer resultater, der kan bruges i den politiske debat. Det generer mig ikke – tværtimod. Med start i 1981 har jeg løbende leveret stof til den offentlige debat om folkeskolen, ofte med baggrund i enten kontroversielle eller bare upopulære forskningsresultater.
Næsten uafbrudt i 59 år har jeg været en del af folkeskolen. Jeg startede i 1. klasse på Munkebjergskolen i Odense i 1952 og afsluttede med realeksamen på Korsløkkeskolen i 1962. Jeg begyndte i præparandklassen på Odense Seminarium i 1963 – men måtte vente et år, fordi jeg ikke var gammel nok – og fik lærereksamen i 1968. Under læreruddannelsen var jeg et halvt år ‘på græs’ som lærervikar på Gammel Hasseris Skole i Aalborg. Efter to år i forsvaret begyndte jeg som lærer på Heden Skole i Ringe Kommune, en skole med 42 elever fordelt på syv årgange. Jeg begyndte at læse psykologi på Københavns Universitet og blev psykolog i 1976, hvorefter jeg blev ansat på deltid som psykolog på Skolepsykologisk kontor i Albertslund Kommune. I de seneste tredive år har jeg haft tilknytning til Danmarks Lærerhøjskole, som nu hedder Institut for Uddannelse og Pædagogik og er en del af Aarhus Universitet.
I dag er jeg direktør for Center for Strategisk Uddannelsesforskning. Formålet med centeret er at undersøge, hvorfor målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, er så svær at opnå. Det kræver, hvis 60 procent samtidig skal færdiggøre en videregående uddannelse, et sammenhængende og velfungerende uddannelsessystem, som er indrettet til at fortsætte indsatserne i førskolealderen. I særdeleshed synes elevers funktion og resultater i folkeskolen at spille en rolle for, om eleverne har succes i det videre skoleforløb. Dårlige kompetencer i dansk, matematik og naturfag og deltagelse i specialundervisning efterfølges ofte af manglende deltagelse eller frafald i ungdomsuddannelserne. Der synes også at være særlige problemer i forbindelse med overgangen mellem uddannelsessystemets forskellige trin. Ved Center for Strategisk Uddannelsesforskning identificerer vi et antal årsagsforhold og andre relationer i de forskellige dele af uddannelsessystemet og har som noget helt nyt startet med førskoletilbuddene, der på mange måder kan ses som første led i et livslangt læringsforløb. Der ses også på grundskolen og videre ind i ungdomsuddannelserne. Der lægges særligt fokus på overgangene – skiftet mellem førskoletilbud og skole og mellem skole og ungdomsuddannelser. Spørgsmålene og arbejdet handler om at identificere, hvilke faktorer i førskoletilbud (dagpleje, vuggestue og børnehave) der influerer på børns udvikling og bestemmer det senere uddannelsesforløb. Vi ønsker også at identificere årsagerne bag kønsforskelle i læringsresultater og at identificere effekten af specialundervisning, klassestørrelse og skolestørrelse på læringsudbytte. Endelig ligger det os på sinde at identificere effekten af lærerkompetence i klasseledelse for læringsudbytte, men også at identificere overgangsproblemer fra grundskolen til ungdomsuddannelserne.
Bogen er opbygget efter centerets fem hovedemner, som også kan siges at være passende overskrifter til folkeskolens største udfordringer, nemlig førskolen, drengene, klassernes størrelse, lærernes kompetencer og overgangen til ungdomsuddannelserne. De fem kapitler er alle skrevet på en sådan måde, at baggrunden for problemstillingerne og den nuværende viden præsenteres først, hvorefter det videnskabelige fokus og nye undersøgelsesformer ved Center for Strategisk Uddannelsesforskning beskrives, og som tredje afsnit i hvert kapitel giver jeg mit personlige perspektiv på de udfordringer, der ligger til grund for undersøgelserne. Dette perspektiv kan bruges til debat og diskussion, og i 2015 må det så vise sig, om jeg har haft ret i nogle af mine forudsigelser!
Jeg har søgt at skrive bogen på en sådan måde, at alle med interesse i folkeskolen kan læse med. Videnskabeligt sprogbrug er søgt holdt på et minimum, og er man mere interesseret, er referencerne i noterne forhåbentlig en hjælp. God fornøjelse med læsningen.
Niels Egelund | Oktober 2011. |
1.
Førskolen
Situationen i dag
Hvorfor skal førskolen, altså vuggestue, dagpleje og børnehave, medtænkes, når man vil belyse problemerne med at nå målsætningen om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse? På sin vis er det et relevant spørgsmål, da vi traditionelt i Danmark har betragtet førskolen som et tilbud til forældre, så de kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Lovgivningsmæssigt er vuggestue, dagpleje og børnehave sammen med de øvrige dagtilbud, fx fritidshjem og klubtilbud, da også placeret i Socialministeriet, mens man fx i Sverige allerede for godt 10 år siden flyttede dem til Undervisningsministeriet, og Norge fulgte efter for få år siden.
Placeringen i Socialministeriet har en historisk baggrund fra den gang, hvor børnehaver blev kaldt asyler og var beregnet til at varetage enlige mødres behov for børnepasning i dagtimerne. I dag er situationen imidlertid en helt anden, idet næsten alle børn går i vuggestue eller i dagpleje fra 1-årsalderen, og så godt som alle går i børnehave, fra de er tre år gamle. Danmark har også et af verdens mest udbyggede og velfungerende dagtilbudssystemer, der har bevæget sig fra et være et pasningstilbud til at handle om trivsel, udvikling og læring. Denne udvikling har været støttet ved, at der i 2004 blev indført læreplaner i dagtilbuddene, ved at der er indført pasningsgaranti, samt ved at der senere er lagt vægt på at undersøge og støtte børnenes sproglige udvikling.
Med en dækning på tæt på 100 procent bliver førskoletilbuddene helt centrale for udviklingen af børnenes kompetencer frem mod skolestarten, der i Danmark som i det store flertal af lande i EU ligger i det år, hvor barnet fylder 6 år.
For at kunne trives og lære i skolen er det nødvendigt, at børn kan koncentrere sig og lytte til hinanden, at de kan forstå kollektive beskeder og have respekt for voksne. Børn skal også have selvværd og selvtillid, og de skal have et passende mål af sociale kompetencer. I børnehavealderen har børn også en naturlig lyst til at beskæftige sig med tal og med bogstaver og lyde, og et helt basalt kendskab til disse ting er også en vigtig forudsætning for en god skolestart, ikke mindst for børn fra socialt og sprogligt svagt stillede hjem.
Såvel OECD som EU har sat fokus på betydningen og udviklingen af førskoletilbud. OECD har gjort det med rapporterne Starting Strong1, Education Policy Analysis2 og Starting Strong II.3 EU har gjort det i en Meddelelse fra Kommissionen.4
Folkene bag Education Policy Analysis kom frem til, at førskoleområdet er utrolig vigtigt, ikke bare for børnenes sikre pasning, men også for at gøre dem parate til det videre uddannelsesforløb og for at sætte ind over for risikobørn – og dermed også den sociale arv. Man fandt, at der kan identificeres to hovedtraditioner, en engelsk-fransk, hvor hovedvægten ligger på tidlig indlæring af ‘akademiske færdigheder’, og en nordisk, hvor der lægges mest vægt på at stimulere børnenes udvikling til at blive ‘frie mennesker’. Konklusionen var imidlertid, at begge traditioner har mange gode sider, når de iværksættes på en passende måde i forhold til børnenes udviklingstrin – og at de derfor bør kombineres, hvad der igen med fordel kan ske i forbindelse med læreplaner, hvor kreativitet, leg og læring udvikles i aktiviteter, som går på sociale kompetencer, sprogstimulering, tidlig bogstav- og taltræning, indføring i naturen og introduktion til den fælles kultur.
I Starting Strong rapporterne og i EU-meddelelsen bliver der lagt vægt på, at førskoletilbuddene har en vigtig rolle at spille over for børn fra svage sociale og økonomiske kår, herunder for børn med indvandringsbaggrund.