Beretning om Folke-Høiskolen i Rødding
Beretning om Folke-Høiskolen i Rødding
Den høiagtede Comitee for Danske Underviisnings-Anstalters Fremme i Nord-Slesvig har opfordret mig til at give en historisk Beretning om Folke-Høiskolen i Rødding, hvorved Publikum kunde blive bekjendt med dens nuværende Tilstand og tidligere Skjæbne. Ligesaa fuldt som jeg erkjender min Forpligtelse til Comiteen, hvis Bistand det ene og allene skyldes, at Høiskolen er kommen i Stand, at opfylde dette Ønske, ligesaa fuldt indseer jeg Comiteens Forpligtelse til at underrette dens Mandanter om Resultaterne af den Læreanstalts Virksomhed, til hvis Grundlæggelse og Vedligeholdelse den største Deel af deres Bidrag ere anvendte.
Man siger, at alt Nyt, som skal have store og vigtige Følger, har en besværlig Fødsel og en trang Barndom. Hvis det ogsaa omvendt kunde siges, at det Nye, som har ualmindelige Vanskeligheder at overvinde, altid bliver til noget Fortrinligt, saa maa Høiskolen i Rødding komme til at bære rige og herlige Frugter; thi det varede længe inden den kunde komme tillive, og, saa ungt dens Liv end er, har den allerede havt mangen Fare at bestaae. At erfare noget Nøiere herom, kunde vistnok interessere Mange; men hvor megen Lyst jeg, baade af denne Aarsag og tillige for min egen Skyld, end kunde have til i denne Henseende at levere udførligere Meddelelser, saa afholde dog flere gyldige Grunde mig derfra. Den gode Sag vilde blive udsat for stor Fare, hvis Alt, hvad der er sandt, blev sagt; jeg kan kun love, at Alt, hvad der bliver sagt, skal være sandt.
Høiskolen i Rødding er ikke den først paatænkte Høiskole her i Nord-Slesvig. Allerede i Slutningen af 1841 udstedte nogle Præster og Gaardeiere paa Vestkanten i Slesvig, i hvis Spidse Pastor Hagen i Meolden stod, en Indbydelse til at oprette »en Dansk Høiskole i Sønderjylland«. Planen var meget vel anlagt, stemte i sine Grundprinciper temmelig overeens med den for Rødding-Høiskole, vilde, som mere lig det Sædvanlige, formodentlig lettere have fundet Indgang hos Publikum, og maaskee havt færre Vanskeligheder at kæmpe imod end den herværende. Dog, dette sidste er uvist; thi ogsaa dens Formaal var Bondestandens Oplysning og Nationalitetens Opvækkelse, og disses Fjender vilde da vel ligesaafuldt have vendt deres Vaaben imod den, som de gjorde det mod Rødding-Høiskole. Ifølge Planen vilde den projecterede Høiskole omtrent blive det, som man sædvanlig tænker sig ved en Middelskole, hvoraf det vistnok kunde være saare ønskeligt at flere oprettedes omkring i Landet. Men da en anden af den Slesvig-Danske Sags Venner, Prof. Flor, kun ventede paa en gunstig Leilighed til at realisere en større og mere omfattende Idee om en national Folke-Høiskole i Nord-Slesvig, og man indsaae Umuligheden af at faae iværksat mere end den ene Plan, saa besluttede man ikke at splitte Kræfterne, stille den ene i Bero, og prøve paa den vigtigste, om endog vanskeligste, først. Da derfor den »Slesvigske Forening« havde dannet sig, udkastede Prof. Flor en Plan til en større Folke-Høiskoles Oprettelse i Nord-Slesvig og forelæste den i en Forsamling af den Slesv. Forening den 14 Aug. 1843. (Planen findes aftrykt i »Dannevirke« for 19de Aug. 1843), og Foreningen besluttede at antage sig denne Sag af al Magt. Denne Plan vandt dog ikke Bifald hos det større Publikum: Nogle fandt den for demokratisk, Andre for aristokratisk, Alle for utydelig og ubestemt, og selv Nationalitetssagens og Forfatterens nøiere Venner frygtede for, at den var for chimairisk og uudførlig i Virkeligheden. Ikke destomindre lovede den Kjøbenhavnske Comitee til danske Underviisningsanstalters Fremme i Nord-Slesvig at ville understøtte Høiskole-Sagen med et Laan af 5000 Rbd. i 5 Aar, og en aarlig Gave af 600 Rbd. i ligesaa lang Tid. Den Slesvigske Forening udnævnte imidlertid i en Forsamling den 17 Novb. 1843 en Comitee, bestaaende af de 3 Gaardmænd Hans Nissen, Nis Steffensen og Laurids Skau, som i dens Navn skulde kjøbe en passende Gaard og ellers foretage alt det Fornødne til Sagens Fremme. Prof. Flor udarbeidede derfor den oprindelige Plan nærmere til »et Udkast til Indretningen af en Folke-Høiskole i Nordslesvig«, (aftrykt i »Dannevirke« for 20 Juli 1844), i hvilken Form den vandt en gunstigere Bedømmelse, navnlig behagede den Kbhavnske Comitee bedre. De tre ovennævnte Gaardmænd indgave nu i den Slesvigske Forenings Navn en allerunderdanigst Ansøgning til Hans Majestæt om at maatte oprette en Høiskole efter vedlagte Udkast. Ogsaa kjøbte de i Vinterens Løb en Gaard af Krigsassessor Kjær i Rødding By for 12,000 Rbd. Det er ofte blevet sagt, og vistnok ikke ganske uden Grund, at denne Gaard blev betalt for dyrt og laa baade for nordligt og for isoleret. Men de havde vigtige Grunde, hvoraf de lode sig bestemme: Frygt for de Hindringer, som muligen kunde lægges Høiskolens fri Udvikling i Veien af Embedsmænd, som ikke vare den Danske Nationalitetssag gunstige, foraarsagede, at man ønskede Høiskolen anlagt i det Tørninglenske, hvor man haabede at kunne formaae Hans Majestæt til at overdrage Overopsynet til Biskoppen i Ribe, hos hvem man forudsatte et venligt Sindelag for Sagen; Gaarden laa midt imellem Øst og Vest; den havde et godt Vaaningshuus, hvor to Skolestuer og Bolig for tvende Lærere uden Vanskelighed kunde indrettes; endelig ønskede man snarest muligt, helst med Sommerens Begyndelse, at kunne aabne Skolen. I en Forsamling den 12te Februar 1844 meddeelte de den Slesv. Forening Underretning om det afsluttede Gaardkjøb, og der udvalgtes en Direction for den tilkommende Høiskole, bestaaende af Prof. Flor som Formand og speciel Underviisningsdirecteur, fremdeles: Pastor Hertel i Moltrup, Pastor Schøler i Wodder, Hans Nissen, Gaardmand i Hammelev, Laurids Skau, Gaardmand i Sommersted, Landvæsenscommissair Knudsen i Forballum og Smidt, Eier af Kjær Mølle. Disse maatte nu først og fremmest være betænkte paa at skaffe det Vigtigste af Alt, en Forstander. Deres Valg faldt paa Cand. i Theol. J. Wegener, som flere af Directionens Medlemmer personlig havde lært at kjende ved Skamlingsfesten, og som opholdt sig som Huuslærer hos Provst Plesner paa Langeland, og man aabnede Underhandlinger med ham i denne Anledning. Men netop Det, som bragte Directionen til at foretrække ham for enhver anden af dem, den kunde tænke paa: hans varme og stærke Følelse for Fædreland og Nationalitet, hans klare Syn for en saadan Høiskoles Vigtighed og for Forstanderpostens overordentlige Vanskeligheder, indgav ham mange Betænkeligheder, ikke om han skulde opgive sin behagelige og kjære Stilling i Provst Plesners Huus, thi det gjaldt Fædrelandets Tjeneste, men om han vilde være istand til at opfylde dets store Fordringer. Han modtog omsider Tilbudet, og man var altsaa for saavidt hjulpen, især da ogsaa den anden Lærer blev antagen, Cand. i Theol. Müller fra Gram, om hvem man havde al Grund til at haabe det Bedste. Men endnu kom ingen Tilladelse fra Hans Majestæt til at oprette Skolen, og vore Modstandere truede med at det ligefrem vilde blive os nægtet. Dette skete dog ikke, og den 17 Juni underskrev H. M. allernaadigst Tilladelse til at oprette en Folke-Høiskole i det nordlige Slesvig under Overtilsyn af Hr. Amtmand Conferensraad Johannsen i Haderslev og Hr. Provst Matzen i Hygom. Det besluttedes da, at Høiskolen skulde begynde den 1 Novbr 1844.
Der var imidlertid passeret og passerede fremdeles i Aarets Løb Meget, som virkede lammende paa hele Nationalitetssagen, altsaa ogsaa paa Høiskolen. Det Kgl. Patent af 29 Marts, hvorved det nægtedes de dansktalende Slesvigere at have samme Ret i Stændersalen som de tysktalende; den herved foranledigede Udstedelse af den saakaldte Slesvigske Forenings Protocol-Extract af 12 Juni; det herpaa fulgte Forbud imod den Slesvigske Forenings Sammenkomster og den vidtløftige og dog resultatløse Undersøgelse om denne Extracts Forfatterskab; den overordentlig lange Tid, som hengik uden at den Kgl. Tilladelse til at oprette Høiskolen kom, skjøndt kort tilforn Oprettelsen af en Slesvigholstensk Høiskole i Rendsborg hurtigen var bleven bevilget – alt Dette og meget Andet nedslog i høi Grad de dansksindede Bønders Mod: de troede, at naar de havde selve den allerhøieste Regjering imod sig, vilde al Modstand være forgjæves, og, med Bondestandens naturlige Forkjærlighed for Fred og Ro, bleve de trætte og kjede af den bestandige og frugtesløse Kamp imod det antidanske Parti, trak sig tilbage hver til Sit, og opgave at tænke paa Andet end deres egne Personer og deres materielle Fordeel. Disse Forhold vare ikke gunstige for Høiskolesagen, der nu for det meste maatte skytte sig selv. Medlemmerne af Directionen, hvis Formand boede i Kiel, vare adspredte omkring i Landet, ingen i Nærheden af Rødding, og følte kun liden Opmuntring til at tage sig af Sagen. Da derfor Hr. Wegener den 19de October ankom til Rødding, maatte han vistnok strax fornæmme, at her skulde hans Kjærlighed til den Nord-Slesvigske Sag og Mod til at give sig i Kampen for den, sættes paa den alleralvorligste Prøve. Men han tog sig i Forholdene som en Mand. At aabne Høiskolen til den fastsatte 1 Novbr, derpaa var ikke at tænke; men han gjorde hvad han formaaede, for at dette dog kunde skee snarest muligt. Imidlertid ankom til hans store Trøst ogsaa Hr. Müller, i hvem han fandt en kjærlig og redelig Ven og en trofast og samvittighedsfuld Medarbeider, hvad han bestandig er vedbleven at være.
Endelig skulde Høiskolen