FRA DET MODERNE FRANKRIG
Paris og Pariserne
Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer første Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Færdsel endnu; før Midnat længst er passeret, tænker Paris ikke paa at lægge sig til Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soiréepuds, hele Timer kan han drive med Menneskestrømmen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en Kaféstol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok baade for Øje og Øre. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetrætheden dog gjør sin Virkning gjældende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet, er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvældet, blændet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin første Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa mærkværdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vækker, at han gaar i Seng. Naar han den næste Morgen vaagner, har han slet intet Hastværk for at komme ud igjen. Han synes, han har været længe i Paris, og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme Fænomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer første Gang. Man har hørt saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet op til Noget, der næsten forskrækker. Og saa, naar man har talt med dem i fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den instinktmæssige Følelse af, at Tiden vil gjøre En til gode Venner, har tilbagevirkende Kraft.
Dette første Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke være bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller. Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter Beundring af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en Sandserus, der intet Øjeblik hører op. Blot en Vandring ned over Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Opéras Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende, overvældende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde sætte Indsegl paa Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom, større end Noget, hvortil Menneskeslægten endnu er naaet—Triumfbuen med Rudes Trophæ, den mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har født, et Værk, hvori Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt, Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige Hvælving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med vældige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde paa Knæ og græde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.
Kirkearkitekturer: først og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det skjønneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor Loft og Vægge er lutter farvede ædle Sten, kunstigt satte sammen til Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og Madeleinens græske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede endnu, af hvilke hver enkelt vilde være nok til at gjøre en hel Stad berømt. For hver Gadeende næsten møder Øjet et arkitektonisk Storværk: Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser som Louvre og Tuilerierne, Mindesmærker som Château-d'Eau-Pladsens vældige Republikstatue, som Vendôme- eller som Frihedssøjlen paa Bastillepladsen. Gallerierne rummer de største Skatte fra alle Kunstskoler, Musæer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har Rivaler nogetsteds. Og mens Øje og Aand mættes med Indtryk, viser den glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det, der leer og lokker forførerisk koket til nye og atter nye Adspredelser. Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan byde for at gjøre Livet skjønt og lykkeligt at leve i Øjeblikket, alt det er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da være Andet, end at Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med at blive ganske ør af Berusning og Begejstring. Den søde Nektar gaar ham til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sødme er ham det Vidunderligste, han nogensinde har drømt.
Der er jo imidlertid den Omstændighed ved enhver Rus, at der uvægerligt følger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tømmermænd. Paris er ikke det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjøre det til. Paradiser hører nu engang til den Slags Sager, som ikke længer existerer paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han hører op med at see Paris i Skjær af et flygtigt Feriebesøgs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa Tømmermændsindtjykket. Og jo større Rusen har været, desto stærkere bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hører til dem, der forsvinder igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for den, der har sovet Rusen ud og Tømmermændene ogsaa, bliver det en Kvinde, med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa længe det skal være, fordi han ved Siden af menneskelige Skrøbeligheder, ved Siden af Luner og Lethed, som nu engang hører Kvinden til, men som her dog ofte har den gode Egenskab at klæde ganske kjønt, finder saa uhyre Meget, som han aldrig kan blive træt af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt Velbefindende, hvormed man begyndte sin første Pariservisit, er ogsaa det, hvormed man ender efter Aars Forløb. Paris er den By i hele Verden, hvor den Fremmede finder størst Behag ved at leve. Det er ikke noget Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde ikke det aarlige Besøg af Gjæster beløbe sig til over et Gjennemsnitstal af en Million, og Parisermenneskehavet daglig tælle omtrent to hundrede tusinde Udlændinge.
Sin Forkjærlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa vanskeligt ved at analysere som sin Forkjærlighed for enkelte Mennesker. For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjøre. I de store Hovedtræk idetmindste er det ikke svært at sige, hvad der vækker Velbefindendet, som man føler her. Til syvende og sidst beroer det simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.
Der er, for at begynde lavest nede, først de materielle. Byen er lys og luftig, gjennemkrydset med brede, træbeplantede Gader og Boulevarder, hvor Solen kan trænge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en Armée af Arbejdere. Det franske Kjøkken er det bedste i Verden af den simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Følge deraf den, der stiller de største Fordringer. Der er ingen Primør, som ikke kommer først til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i samme Øjeblik den er tænkt. Fornøjelser kalder paa En for hvert Skridt man gaar. Man kan vælge ganske efter sin Smag og sine Midler og behøver dog aldrig at være bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor moderne Civilisation har udtænkt for at gjøre Livet bekvemt, er i Paris dreven til sin højeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa vid Gab for Alle og Enhver, Høflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er en Dyd, der er specifik parisisk.
Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en Kjærne, som er ikke mindre ædel, end Skallen er skjøn og lokkende. Er Paris det materielle Velværes By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfældet med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem Menneskealdre, lige fra Molières og Voltaires