Under Nordenvindens Svøbe
VESTGRØNLÆNDERE
STORFANGEREN OJUVAINATH
„Hallo! Solen er godt paa Vej opefter!“
En inderlig Gaben var Svaret.
„Op med jer! Vi skal videre!“
Et Par stive Arme straktes ledknagende i Vejret, og to søvndrukne Skikkelser kravlede frem fra en lille Fjældhule.
„Tænd op og lav Kaffe, Alafitdle!“
„Kaffen er færdig!“
Ah – qujanaq! Den sidste Replik virkede. Vor Gaben blev til Latter, og Kuldegysene skylledes hurtigt ned med den varme Drik. Efter en 14 Timers Rejse i Kajak sammen med to Fangere fra Kangamiut, Carl og Alafitdle, havde jeg søgt Hvile paa det lange, flade Næs, der danner Skællet mellem Søndre-Strømfjord og Kangerdluarsunguark. Turen havde været anstrengende og Overfarten over Strømfjorden meget trættende. Den 25 Mil lange Fjord munder ganske smalt ud med en Elvs rivende Strøm. Skønt det, da vi satte over, var ganske stille, slog Strømsøerne dog over Kajakerne, og der stod et Brus ind over Fjorden som fra et oprørt Hav.
Vi havde lagt os ind lige ved Mundingen, og et Stykke fra os kogte Strømmen i Hvirvler.
„Hører du den?“ sagde Alafitdle og saa ud over Fjorden. „Det er som Lyden af et Vandfald langt borte. Den kan kun befares med Strømmen; derfor maa vi rejse Dag og Nat i Træk, naar vi skal ind til Bunden, og sover da kun, mens vi venter paa Strømkæntring. De 25 Mil kan vi rutche igennem paa tre Dage under heldige Forhold. Det er en vovelig Fart om Efteraaret, naar det begynder at blive mørkt. Jeg husker en Nattetur, hvor det var saa mørkt, at vi knapt kunde skimte hinanden i Baaden. Vandet fossede om os, og vi fløj af Sted. Jeg var Styrer. Vi kunde ikke se Land og hørte ikke andet end Strømbruset, og saa min Stemme, naar jeg gav en Kommando. Hele Besætningen havde tabt Mælet og sad ganske tavse i Baaden. Det galdt om at holde sig midtsøs – paa maa og faa bare, og Skær og Drejninger kunde jeg jo ikke se noget til i Mørket, blot et Strejf, saa var der Hul i Baaden.
Saadan gled vi Natten igennem ned ad Strømmen, og da det lysnede, og vi begyndte at skimte Kystens Omrids, fløj vi saa ikke nok saa nydeligt af Sted lige midtsøs! Og gladest af alle var vist Styrmanden, men heller ikke saa lidt vigtig.“
Kun et lille Stykke af Strømfjorden var synlig fra vor Lejrplads; høje, spidstakkede Fjælde med Topsne spærrede Udsigten. Fjorden saa næsten ud som en stor Elv, der snoede sig mellem Klippestykker.
Man fik en nysgerrigs Lyst til at komme ind bag disse Fjælde, der skjulte Rensjægernesfrodige Land, – men Rejseplanen lød paa: ret frem og videre Nord paa. Vinterkvarteret laa over 100 Mil mod Nord, og det skulde naas, inden Efteraarsstormene blev alt for vilde. – Vi fik Kajakerne paa Hovedet og bar dem ned til den lille Sø, som gennemskar Næsset, satte over den, bar dem igen et Stykke over Land og var saa endelig nede ved den Fjord, som var vor Rejses endelige Maal. Inde i Bunden, en god Mils Vej indefter, havde Storfangeren, Ojuvainath, sin Teltlejr. Og det var ham, vi skulde besøge.
Fjorden laa blank og stille; vore Kajaker skød lydløst gennem Vandet. Solen var allerede højt over Fjældene, og Kingatsiaqs røde Stenrauser kastede et flimrende Farveskær over Søen. En Delfin dukkede op forude. Carl satte efter den; men den saa ham og forsvandt. Langsomt gled vi indefter uden at tale videre sammen. Aareslagene skræmmede ikke engang de Søfugle bort, som svømmede rundt om vore Kajaker. Unge Maager lettede sig nysgerrigt og sejlede lige ind paa os; men ingen Fuglepil blev løftet, intet Skud blev løsnet.
„Aah, det kan jo være det samme i Dag,“ sagde mine Kajakmænd, hver Gang Vildtet var ved at friste dem.
„Saadan stod vist Solen, da den dræbte den gamle Mand fra Arsuk,“ sagde Alafitdle.
„Ja, du kender vel Sagnet? Da han saa Solen over sin egen Hjemstavn, følte han en saadan Glæde, at hans Hjærte brast.“
Næs for Næs roede vi om, langsomt, saaledes som Mennesker, der nyder. Endelig gik en hvid Røgsøjle til Vejrs forude; den kom fra Teltlejren.
„Nu sætter de Velkomstgryden over Kog,“ sagde mine Kammerater og satte Farten op. Lidt efter lod vi vore Kajaker løbe langt op i det hvide Sand ved Siden af den Elv, hvor Ojuvainath havde slaaet sig ned for Sommeren. I fem Dage var jeg hans Gæst, og i den Tid blev der fortalt mig mange Historier fra Grønlændernes Sommerliv.
Ojuvainath var 40 Aar, men saa ud som en Mand paa knapt 30. Han var dansk-grønlandsk Blanding, middelhøj og ualmindelig harmonisk bygget. Hans Ansigtstræk var ikke stærkt markerede, men fine; et sort, kruset Haar faldt ned over en høj, hvælvet Pande; Øjnene var brune og spillende, Næsen skarp, næsten lige, og den energiske Mund var halvt dækket af et tætklippet, rødblond Fuldskæg. Hans Gang var spændstig, Holdningen statelig. Han var stærk og forstod at benytte sig deraf; hans Tanker var klare, og han gav dem altid Udtryk i et elegant grønlandsk. Mod havde han i Overflod og lagde heller ikke Skjul derpaa. Sine Landsmænd var han overlegen i alt, hvad der vedrørte Kajakfangst, og han var sig sin Position bevidst. Han førte sig med en Værdighed, der ellers er Grønlænderen ganske fremmed, og man mærkede uvilkaarligt, at ingen af hans Landsmænd godvilligt turde gaa ham imod i noget, og hvor han bød, fulgte øjeblikkelig Handling.
Til mange velhavende Beundrerinders Raseri havde han giftet sig med en fattig Pige, som selvfølgelig dyrkede ham som sin Gud; der var noget sydlandsk over den underdanige Glæde, hvormed hun adlød hans mindste Vink. De havde en lille Søn og en Datter, som endnu ikke var fyldt Aar.
Sønnen, den vordende Storfanger, var deres Stolthed; allerede i hans tredie Aar vilde Faderen lave ham hans første Kajak.
Ojuvainath var en lykkelig Mand; Hjemmet, Børnene og Konen tog alle hans Tanker og al den Tid, han ikke var paa Fangst.
„Du har vist lagt Mærke til, at jeg altid er glad,“ sagde han en Dag til mig, „det er deres Skyld der, Smaabørnene og saa min Kone.“
Han nævnte altid Konen efter Børnene.
„For nogle Aar siden var det ikke saadan. Da var Glæden gledet bort mellem Fingrene paa mig, og den var svær at fange igen. Ser du, lige efter hinanden døde min Fa'r og Mo'r, som jeg altid havde været hos, og som jeg holdt meget af; og lige efter min første Kone, uden at have givet mig nogen Søn. Jeg var alene lige med eet, og selv mine Fangstkammerater saa sjældent noget til mig. Da var alle mine Tanker sørgelige, det mørknede om mig, og jeg troede, at jeg var bleven gammel med det samme.
Skulde det engang gaa dig paa samme Maade, saa skynd dig at fange friske Tanker, saa længe du endnu har dine friske Kræfter. Man tror, det er umuligt; men det er bare, fordi man ikke vil tro andet.
Det begreb jeg langt om længe og søgte mig en ny Kone; og i Sandhed, jeg kom mig, som man kommer sig efter en en Sygdom. Nu begriber jeg ikke længere min Sorg, ikke engang naar jeg tænker paa mine Forældre og min afdøde Kone, – de, som før sad mig i mit Aandedræt og min Graad.
Du synes maaske, det er underligt, men jeg siger dig kun Sandhed. Saadan er vi: vi glemmer. Med mine Børn og min anden Kone blev jeg ung igen; jeg føler kun Glæde om mig, og selv om jeg mindes dem, jeg engang begræd, saa er det med Glæde; og hvorfor ikke med Glæde, for det er jo da kun gode Minder.
Derfor siger jeg dette: I Sandhed, Sorg kan du komme til at føle; men husk da, at den Glæde, du mistede, ikke er Livets eneste, – og tror du det, og det vil du en Tid, saa skal du senere forstaa, at det sværeste og tungeste i din Sorg var din egen Stædighed.“
Ojuvainath boede i et rummeligt Skindtelt; den brede Briks, hvor vi laa om Natten, han selv, hans Kone, Børn og jeg, var tæppelagt med Renskind, der gjorde den blød og behagelig. I et Hjørne af Teltet, paa højre Side af Briksen, stod en stor Vægstenslampe, som brændte baade Dag og Nat.
„Herinde sover man godt,“ plejede han at sige. – „Elven synger os i Søvn alle sammen. Hør efter, naar du lægger dig, saa skal du se, hvor dens Plasken lukker Øjnene paa dig.“
Et halvt hundrede Skridt fra Teltet faldt den skummende ud i Fjorden. Langs Elvkanten opefter gik Børnene Dagen igennem og stangede Laks med en Slags lange Hager; det var morsomt at se de smaa, barbenede Drenge springe rundt om paa de vaade Sten midt i Fossesprøjtet med en Mands Sikkerhed. Ude ved Mundingen var de store Garn